The beautiful boy next door (Dansk)

»Kapitel 1«

Olive (mig) ^^

Jeg kigger ud af den fedtede busrude. Ud på den lille by jeg kalder mit hjem. Ud på de nyudsprungne blomster. Ud på menneskerne, hvis ånde bliver til en sky i den kolde luft. Ud på de små børn, som løber rundt med bare arme, mens den kolde forårs sol skinner dem i ansigtet, fordi det føles som sommer nu, hvor det endelig bliver over minusgrader. I virkeligheden er det ligeså koldt som et køleskab, men de tænker at nu hvor der ingen skyer er, og hvor der ikke lægger sne rundt over det hele, så må det være sommer.

Jeg sætter "Imagine" med John Lennon på, og placerer mine høretelefoner i ørene. Jeg kan godt lide at kigge på mennesker. Alle er i gang med deres egen ting. Det er lidt fascinerende. Jeg er mest bare typen der holder sig for sig selv. Men jeg har overhovedet ikke noget i mod det.

Bussen stopper lidt op ad min vej. Jeg stiger ud og mærker et sus af den friske forårsbrise. Jeg går ned ad fortovet. Da jeg når ned til mit hus, set jeg nogen stå og bære kasser ind i min nabos hus. Det må være vores nye naboer. Der er en dreng på cirka min alder. Han har mørkebrunt hår og et nærmest perfekt ansigt. Han har en guitar på ryggen. Vi får øjenkontakt, og han smiler sødt til mig.

Jeg går oven på til mit værelse. Jeg Ian se gennem mit vindue, at drengen skal have værelset over for mig. Vinduerne står lige op af hinanden. Der er nok lige knap 1,5 meters mellemrum mellem dem. Jeg tager min ukulele frem og begynder at spille på den. Jeg spiller "You are not alone" med Michael Jackson, eftersom det er min yndlings.

Pludselig hører jeg en anden spille. Jeg kigger over mod vinduet, hvor jeg ser drengen sidde og spille den samme sang, mens han kigger på mig. Han har åbent vindue. Jeg åbner også mit vindue. Vi spiller videre.

Da sangen slutter, kigger han op på mig. "Vi burde starte et band" griner han. Jeg ler med. "Hvad hedder du?", han kigger mig i øjnene.
"Olive...hvad med dig?"
"Aiden..." smiler han. Jeg kan høre, hans far kalde på ham. "Undskyld, jeg må løbe," han rejser sig op, "men hyggeligt at møde dig, Olive" han smiler for sidste gang sit søde smil, inden han går.
"I lige måde, Aiden" smiler jeg tilbage.

"Skat, der er mad!" råber min mor til mig. Jeg sprinter ned ad trappen. Vi skal have lasagne, bwrah. Min lillesøster, Lucia, sidder allerede ved bordet. Hun er stum, så hun kommunikerer kun med tegnsprog. Ellers er hun en normal, sød, smuk 14-årig pige. Jeg er 17, by the way.

"Har du set den nye dreng, som flytter ind ved siden af?" spørger Lucia på tegnsprog. Jeg nikker.
"Han er da et lækkert stykke mandekød, hva'?" Jeg griner af hendes sidste kommentar.