Game of Death

Høsten

Jeg vågnede ved at et eller andet puffede til mig. Jeg vendte hovedet over til der hvor Prim sov, men hun var der ikke. Hun havde sikkert gået ind og sovet med mor istedet. Typisk. 
Monty - vores kat, eller mere Prims kat, hoppede op i min halv-ødelagte seng og kiggede på mig med sit irriterende, gule blik. Gud, hvor jeg bare hadede jeg den kat. Den havde lige ødelagt min søvn. Siden dengang mor og Prim kom hjem med bæstet i favnen, havde jeg afskyet den. Jeg havde prøvet at drukne den i en spand vand, men Prim kom selvfølgeligt og opdagede det, og plagede mor om at lade katten blive. Bæst. Jeg skubbede den ned og ignorede dens fjendtlige hvæsen.

Ej, nu må det ikke lyde som om at jeg hader min lillesøster Prim. Hun kan være irriterende, men hun har altid været min eneste og guddommelige søster. Hun havde glat hår ned til skuldrene og de smukkeste, skinnende grønne øjne. I forhold til mig. Jeg havde langt, uglet, sort hår til midt på ryggen og sorte øjne, uden nogle farve overhovedet. Det var nok også fordi at jeg aldrig gjorde noget ud af mit udseende, fordi altså, hvorfor skulle jeg?


Uden at vække nogle gik jeg ud af vores hovededør, og gik hen imod skoven hvor mig og Gale havde aftalt at mødes.
Gale havde været min eneste rigtige ven i snart 3 år nu. Han havde en normal hudfarve med mørkebrunt hår og brune øjne som kun udstrålede charme. Vi mødtes i skoven, da vi begge var ude at jage. Siden da, havde vi jaget sammen flere gange om ugen.
Jeg ankom til skovens start, og så Gale vente på mig. Vi fik øjenkontakt, så jeg gik lidt hurtigere imod ham. "Hej", sagde jeg træt. "Hejsa", smilte han. Han havde den bue i hånden som jeg havde givet ham, dengang vi begyndte at jage sammen.

Vi nåede længere ind i skoven, da vi fandt et skjulested hvor vi havde udsyn over alle skovens dyr. Jeg satte pilene over skulderen så de sad godt på ryggen. Jeg satte mig på hug ved siden af ham, og begyndte at scanne området for ofrer. "Jeg fik et brød for et egern igår, han roste virkeligt dine evner med bue og pil.", sagde han pludseligt.
Jeg vidste godt hvad han talte om. Vi solgte altid de dyr vi havde skudt ved bageren. Vi vidste godt, at det ikke var de mest fair handler vi lavede, men bageren smilte bare venligt til os og ønskede os god dag. Jeg nikkede som svar. "Jeg har tænkt på noget..", begyndte han så. "Vi kunne flytte her ud i skoven, kun os to?", sagde han og rykkede tættere på mig.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg mener, jeg havde jo Prim at tage mig af. Og mor. Han vidste godt at jeg var personen som skulle tage ansvar for vores mad og liv i familien efter min mor blev syg, og ikke kunne tage sig af mig og Prim. Jeg kunne ikke bare forlade dem. Jeg var seriøst forvirret. Gale havde jo også sin familie. Jeg kunne mærke at han kiggede på mig. Jeg havde aldrig oplevet sådanne en 'gnist' i mellem os før. Jeg prøvede at fokusere på et blad, bare for at ikke skulle kigge ham i øjnene. Det ville være for akavet. Inden jeg nåede at overveje mit svar igennem, slog det mig. Det var idag at høsten var. Dagen hvor to fra hvert diskrikt blev valgt til at deltage i Dødsspillet. En pige og en dreng. Alle skulle møde op, undtagen hvis man var dødeligt syg. Hvis man ikke gjorde uden grund, blev man hentet og ført bort. Sindssygt, jeg ved det.

"Gale", sagde jeg hurtigt. "Høsten." 

Vi havde begge spurtet hjem for at få sit pæneste tøj på til høsten. Både mor og Prim havde været bekymret og troede at jeg var blevet taget. Hvornår blev de vant til at jeg havde jage-aftaler? De havde begge taget sit pæneste tøj på. Prim havde taget en hvid nederdel på, som var plettet nogle steder og en blå skjorte, som hun havde haft siden hun var 9 år. Den var tydeligvis for lille bagpå, men jeg vidste at hun gjorde sit bedste for at finde sit tøj. Mor havde en sort, lang kjole med ærmer på som nåede ned til anklerne. Og her stod jeg, uden at vide hvad jeg skulle have på.

Vi nåede at komme i tide, inden borgmesteren holdte den samme tale som han havde gjort de sidste mange år. Jeg prøvede at få øje på Gale, men endte kun at få et lille glimt af ham i mængden af de mange andre mennesker som var kommet. Vi stod i det mindste i en fin orden. De ældste forrest, og de yngste bagerst - der hvor Prim stod. Jeg stod sådan lidt i midten eftersom jeg var 16. Jeg kom pludseligt til at tænke på Prim. Der lå kun én enkelt lille lod i den kæmpe skål fyldt med hundreder af navne. Hun havde den mest minimale chance for at blive valgt, og jeg håbede af hele mit hjerte at hun ikke blev.

Borgmesteren sluttede sin kedelige tale af, og man kunnet ydeligt se at han var fuld. Seriøst? Fuld? Oh my guard.

"Tiden er inde til at vi trækker de to valgte deltagere i Dødsspillet!", råbte borgmesteren dramatisk. En strøm af nervøse stemmer om at de ønskede så højt, at de ikke blev valgt.
Han gik med lange skridt hen til den store skål som der var placeret på et sølvstativ.

Han trak et lod op, og sukkede. "Primrose Woods!"
Hvad!? Det kunne ikke være Prim...
Man kunne høre ulykkelige stemmer om at en 12 årig var blevet valgt. Jeg kiggede over mod hende. Hendes ansigt var lamslået af rædsel og frygt. Hun gik med stive skridt mod trappen op til 'scenen'. Man kunne se hendes ryg, fordi hendes skjorte var gledet op.

"Nej!"
"Jeg melder mig frivilligt, istedet for hende!", råbte jeg og rækte min hånd højt op i luften. Jeg ville ikke lade Prim deltage i selveste Dødsspillet, hvor der var blodtørstige folk som kun tog sig i at dræbe.

Alles blik blev lagt på mig.

"Nå men... Primrose Woods' plads er overtaget af...", sagde borgmesteren og hentydede til at jeg skulle sige mit navn. Jeg gik op af trappen til scenen og sagde bestemt "Aline Woods". Prim kom løbende imod mig og kastede sig i favnen på mig og græd. "Nej, Prim. Giv slip...", Hun gad ikke. Hun blev trukket væk og jeg kunne se at Gale havde kommet op og ført Prim væk. Han kiggede rystet på mig et sekund, og skyndte sig hen til mig og Prims mor med Prim.
"Aline Woods", gentog jeg.

"Ser vi det!" "Pladsen er taget af Aline Woods."
Han trak enddu et lod op. "Drengen pladsen går til... Peeta Mellark!" Nej, nej, nej. Det mente han ikke. Peeta. Han kunne sikkert ikke huske mig, men jeg kunne huske ham.

-FLASHBACK-

Regnen overdøvede alt. Jeg løb hen til bageren for at sælge to kaniner. Han forklarede hastigt at brødene ikke var færdige. Han var stresset, det kunne man se.
Jeg nikkede stille. "Du må gerne bare få kaninerne så", svarede jeg og lagde dem på desken og gik. Han kiggede overrasket på mig. Fedt, ingen mad idag.

Jeg kunne se bagerens søn skændes med hans far/bageren. Han havde to brød i favnen, hvor nogle af stederne var kulsorte fordi de var blevet brændt. "Jaja, bare giv det til svinene!", råbte bageren vredt. "Der er jo ingen der alligevel gider at købe brændte brød!", råbte sønnen irriteret tilbage.

Han gik han mod deres stald og knækkede små bider af og smed dem ind til grisene. Han kastede et blik på mig, da jeg var stoppet op og havde sat mig op ad muren og pillede ved mine bukser. Smukt. Han sukkede og kastede diskret et helt brød over til mig. Og så et til. Uden at kigge på mig igen, gik han ind igen. Jeg kiggede ned mod brødene som nu lå lige foran mine sko. Var det til mig? - Det måtte det jo være, siden de ligger lige foran mig... Jeg kiggede hurtigt mod huset hvor de boede inden jeg tog brødene op og løb hjemad.

Det kunne bare ikke passe. Peeta skulle være en af mine 24 konkurrenter.