Iskraft

Kapitel 1 - Sorte

Træerne er dækket af sne, og fra flere grene hænger iskrystaller og glimter i solens lys. Jorden er et hvidt lag af diamanter, og snefnug danser blidt i ringe med vinden. En fugl kvidrer fra toppen af et træ, letter, flyver rundt i cirkler, og forsvinder bag de høje, majestætiske grantræer. Langt ude ses bjerge forsvinde bag skydækket. Mange myter og sagn er forbundet med bjergene, og selv på den klareste dag, som denne, er tipperne omringet af mystisk tåge. Dette er et land af is og kulde, hvor årstider ikke er et kendt begreb.

En ung kvinde bevæger sig gennem sneen uden besvær. Hun har en dragt af hvid pels på, og langt, næsten hvidt hår. Hun går næsten i ét med sneen. Med sig har hun en kurv, indeholdende blå bær og grene. Hendes kolde, grå øjne søger buskene, mens hun stille går rundt i skyggerne fra de høje træer, men hun ved, at hun må langt dybere ind i skoven, for at finde det hun søger.

Solen er en rød plet nederst på himlen, og lægger skovbrynet hen i rød skygge, da hun endelig finder den bare, visne plet imellem frosne træer. Overgangen fra levende og sund, om end kold, natur til døende jord er slående, og virker på ingen måde naturlig. Solen er stadig oppe, men hun mærker kulden sprede sig i kroppen. Hun tøver, men tænker så "mit folk fryser ikke", trækker pelsen tættere omkring sig, og fortsætter. I midten af den døde cirkel ser hun den. Blomsten er vissen og sort. Dens blade er frosset til et punkt, hvor hun næsten kan spejle sig i dem. Der er kun tre. Denne blomst vokser kun meget sjældent. Hun kører en finger hen over et af de spejl-glatte blade. En følelse af ophidselse spreder sig i brystet på hende, men også skam. Hun ved, at hvis nogen finder ud af, at hun har plukket en af de sorte, så vil hun blive udstødt af sin stamme. Hun kigger sig omkring. Der er ingen. Hun plukker den sorte ved roden, pakker den hurtigt ind i et stykke stof, og gemmer bylten under grenene i kurven. Hun når kun at lige rette sig op, da hun mærker luften samle sig om hende, presse sig mod hendes krop. Et kort øjeblik kan hun ikke få luft. Solen forsvinder bag bjergene, og alt bliver mørkt.

Verden kommer langsomt tilbage. Hun ser sig omkring gennem stadigt halvlukkede øjne. Husker. Hun er stadig svimmel da hun rejser sig, men begynder langsomt at gå tilbage mod byen. Hun ved at hendes oplevelse var et dårligt tegn, men hun er gået for langt allerede. Den sorte er plukket. Hvis sagnene er sande, er hendes folk allerede dødsdømt.