De tre måner

Min historie

Jeg så mod vinduet, hvordan skal je- VENT! Jeg grinede ondskabsfuldt og rejste mig op. Nå lad mig se, låst, typisk! Hvordan skal jeg så smadre det? Jeg tog et tilløb og løb mod vinduet, så snart min skulder berørte glasset. Blev jeg sendt tilbage til væggen, jeg tog mig til den ene skulder. "Det var underligt" brummede jeg og rejste mig op igen. Det bankede let på døren og den åbnede sig bagefter. Æv det er Troy.... "Hvad?!" Hvæsede jeg "wow rolige nu!" Sagde han og tog hænderne op. Jeg brummede "hvor er jeg?" "Det har jeg sagt...." Jeg afbrød ham "drømmeland, hvor dum tror du lige jeg er?!" Han sukkede. "Hvad hedder du overhovedet?" Spurgte han "hvad vedkommer det dig?" Brummede jeg. "Alt" mumlede han, "Elisa" sagde jeg, han nikkede. "Hvorfor er jeg her?" Spurgte jeg "fordi jeg har hentet dig" "kidnappet" "hentet" "kidnappet!" "HENTET!" Jeg holdte min mund og så lidt skræmt på ham. "Elisa, du er her pga de tre måner" de tre måner? "Ehhhh?" Sagde jeg blankt "nå ja du er et menneske, der er tre måner. Som står for de tre gode riger drømmeland, menneskeverden og Antino" sagde Troy. "Hvad er Antino?" Spurgte jeg "et sted for de udødelige, dem i kalder for guder ned i menneskenes verden." "Ja for det giver mening" mumlede jeg, "jeg forstår bare stadig ikke.... Hvorfor jeg skal være her" sagde jeg og lagde armene på kors. "De tre måner, har tre udvalgte" sagde han, "men jeg kan ikke være en af dem!" Sagde jeg. "Jo" "men jeg dør på et tidspunkt?" "Og?" "Jamen dør månen så bare?" "Nej den går videre til din datter" "hvad nu hvis jeg ingen datter får?" HA DEN HAR HAN IKKE TÆNKT PÅ! "Så lever din sjæl videre og de bliver genfødt" æv altså!

Vi skulle hen til Antino, og møde ham der er den udvalgte. Eller Antino månens vogter, jeg er menneskenes månens vogter. Og Troy er sjovt nok drømme månens vogter. Det havde jeg aldrig gættet! "Kodeord" brummede en meget høj mand, og når jeg siger høj. Så mener jeg høj! Måske 2,71 meter, Hvilket ville sige han slår mine 1,70 meter stort! "Antino er stor, det var dem der skabte menneskenes jord. Og gav dem en gave, nemlige drømmeland" sagde Troy. Vagten nikkede og lukkede os ind, her var lyst, hvidt. Ret kedeligt at kigge på for at være ærlige..... Hvis tingene ikke var hvide, så var de i guld, og når de ikke var det! Var de himmelblå.... Totalt mange farver ikke sandt? Mærk sarkasmen.... "Undskyld sir, ved du hvor Liam Antino er?" Spurgte Troy, "han bor derover" sagde manden og gik igen. De lignede normale mennesker, bare med kun hvid tøj på.....

"Tror du det her er en god ide?" Spurgte jeg, han nikkede bare og bankede på. Døren åbnede sig og en høj dreng viste sig. Måske burde jeg beskrive ham? Hans øjne er isblå, sort hår som var usædvanligt at se med sådan nogen øjne. Hans hud var ikke bleg men hellere ikke mørk. Han var ikke for tyk eller for tynd, normal størrelse. Han havde som alle andre hvidt tøj på, hvilket bare gjorde ham kedelige at se på. Måske burde jeg også beskrive Troy? Hans øjne havde en overnaturlige grøn farve, brunt hår. Der er sat op i en hestehale, ikke fordi han har vildt langt hår! Men stadig længere hår end de fleste drenge har. Han har også en normal, ikke for tyk ikke for tynd. Jeg selv har lyst hår, med blå spiser, brune øjne. Jeg har også en normal størrelse, det har aldrig været min størrelse folk har mobbet mig med. Det er mine forældre, brødre, min personlighed. Det rører mig ikke mere, jeg er ligeglad. "Elisa og Troy velkommen" sagde han, hvordan kender han vores navnene? "Jeg er en gud der kan hører dine tanker, menneske" det mener han bare ikke.... "Har du ikke set at der stod adgang forbudt?!" Hvæsede jeg. "Jo men jeg ignoreret det" sagde han, idiot.... "HEY!" Jeg smilede stort og gik indenfor, tage den gud! 1-0, kom igen Liam Antino!

"Okay okay, jeg tror jeg har forstået det meste, men hvem er det vi kæmper imod?" Spurgte jeg. "Fyrsten Jones, over det mørke mareridt land" sagde Liam, jeg gav ham et er-du-seriøs? Blik. "Mareridt land? Tager du gas på mig?! Jesus lad mig vågne fra denne skrækkelige drøm" sukkede jeg og tog mig på næseryggen. Det var bare for latterligt det her! "NEJ! Sh aldrig sige J e s u s" tyssede Liam, "hvorfor staver du Jesu-?" mere noget jeg ikke før en mand stod foran mig. Jeg hoppede forskrækket bagud og stødte ind i Troy. "Nogen sagde mit navn" han så ind i mine øjne "skønt han er her!" Sukkede Liam. Er det Jesus? Han ser da ikke en dag ældre ud end mig! Folk har faktisk tegnet ham ret godt, undtagen han har ikke langt hår. Det havde han måske engang? "Jesus ud af mit hus" sagde Liam, Jesus rykkede sig ikke. "Hvad kan jeg gør for den unge dame?" "Huh?" "Du sagde mit navn" jeg tror aldrig jeg har været mere forvirret end nu.... "Elisa, Jesus hjælper folk, han hører folks bøn. Så når du siger hans navn her kommer han med det samme" sagde Troy, jeg nikkede. "Beklager Jesus jeg tror ikke på guder.... Eller dig" sagde jeg ærligt, hans øjne blev store. Liam fik et det-mener-du-ikke udtryk i ansigtet. "Det sagde du bare ikke lige her" sagde Troy med en opgivende stemme. "Hvorf-" Døren sprang op jeg så fik store øjne. Ej sige det er løgn!