De tre måner

Min historie

"I dag skal jeg fortælle jer en historie. En sand historie, du skal lærer hører om sved og tåre. Men også om glæde, dette er min historie"

Solen var højt oppe på himlen, skolen var for længst forbi. De sidste 30 minutter, var gået med at blive slået og sparket. Mit liv er nederen, eller rettelse det VAR nederen. Jeg så ned mit hår dækkede det meste af mit ansigt, meget godt da jeg har et blåt øje. Mine forældre er døde og jeg boede hos mine to storebrødre. De har to vildt forskellige personligheder. Men de er sgu aldrig hjemme! Jeg så op og sukkede ligeså snart jeg går ind af den dør. Er jeg i sikkerhed. Hvad ventede jeg på? Jeg ventede på et mirakel.

Jeg så på min pizza "kom nu kom nu" brummede jeg. Er de 15 minutter, ikke snart færdig! Det bankede på, æv, jeg gik mod hoveddøren. Jeg åbnede den, ingenting? Typisk.... Jeg lukkede døren igen og gik mod køkkenet da alt lys forsvandt. Jeg så rundt "ha ha, Steve kom frit frem brormand" sagde jeg. Der var en skikkelse der løb bag bordet. Den er højere end Steve, tyndere end Steve. Er det Jace? Var den eneste tanke der var i mit hovede. "Drenge" sukkede jeg og tændte for lyset, her var ikke noget?! Jeg er ved at blive gal! "Det må være alle de slag" brummede jeg. Hvis jeg ikke blev slået eller sparket, så satser jeg bare. Hvilket fører til et brække ben eller noget andet. Pizzaen blev endelig færdig og jeg kunne endelig spise. Hvilket var godt da min mave truede med at spise sig selv. Adr......

Hvorfor er der aldrig noget i fjernsynet!? Eller som Jace kalder den, flimmerkassen. Jeg slukkede den irriteret. Genudsendelse, kedelig, noget jeg ikke forstår og så om igen! Det er en ond skod cirkel! Det bankede på det ene vindue, jeg løftede dovnet mit hoved. Jeg var ret doven der... INGENTING! "Underligt..." Hviskede jeg og rakte ud efter min telefon. Da en mægtige stærk søvn ramte mig. Jeg kæmpede for at holde øjnene åbne, men opgav hurtigt.

Et stearinlys's flamme kæmpede for ikke at blive slukket af vinden. En person sad på en stol, et brev berørte flammen. Personen gav slip på brevet, og betragtet brevet. Det bankede hårdt på døren, personen vendte sig forskrækket om. Vinden blæste hætten af og en kvindes ansigt viste sig. Hun tog hætten på og pustede lyset ud. Det var mørkt, et højt brag lød. "Få noget lys her!" Råbte en mandestemme, "ok...Okay" stammede en spinkel stemme. Og jeg formoder han tændte for en fakkel, hvilket han også gjorde. Gardinerne flagrede i vinden, "hun er væk!" Jeg sank en klump og krøb længere ind mod skyggen, væggen var kold mod min ryg. "Ikke meget længe, finde hende og bring hende til mig. Levende eller død..... Og helst før det er for sent!" Han slog sin kappe og vendte sig om og gik ud af døren. "Javel sir" sagde de fem mænd i kor, den lille spinkle dreng så imod mig. Han så ind i mine øjne, jeg holdte vejret "DANIEL!" Han for sammen "undskyld jeg synes jeg så noget" mumlede han. "Knægten ser også syner, kaptajnens nevø er et skvat" grinede den ene mand og ham han snakkede med grinede med.

Jeg vågnede med et sæt og så rundt, hvor er jeg? Her var kun et vindue, en dør, loft og selvfølgelig gulv. Det var bare et tomt og koldt rum, jeg kom med rystende ben op af stå. Døren sprang op, jeg så forskrækket mod den. I døråbningen stod en lidt ældre dreng end mig. Måske på alder med Jace? "Så nu er du vågen, sulten?" Spurgte han, "hvem er du?" Spurgte jeg. "Mit navn er Troy, velkommen til drømmeland" sagde han og smilede. "Drømmeland, er du syg?" Spurgte jeg og så underligt på ham. Som om han var et rumvæsen. Eller julemanden...... Han rullede med øjnene og gav mig en bakke med mad, "spis eller lad være" sagde han og gik. "Vent!-" Døren smækkede i efter ham, jeg brummede surt og så ned på maden. Min mave begyndte at rumle, jeg sukkede "mh bacon!" Okay afsløret jeg elsker bacon. Hvem gør ikke det? Vegetar.... Men de tæller ikke! Jeg tog en bid af den, mit ansigt lavede en grimasse. Kalkunbacon?! Hvem køber lige det?! Muslimerne.... Det tæller stadig ikke! Bacon kommer fra en gris, ellers er det ikke rigtigt bacon! Jeg tvang mig selv til at synke det jeg havde i munden. Så var der kun kedelig brød tilbage, det er vel bedre end ingenting? Efter at havde spist det dumme brød der ikke smagte af noget. Jeg kunne lige så godt prøve at spise luften.