R5

Jorskælv

Riley's synsvinkel.
Jeg er tretten år, har langt brunt hår jeg er lidt høj og har brune øjne. Min far forsvandt fra mig og min mor da jeg var to år, jeg kan ikke huske noget om ham, men min mor siger at han er kriminel og er i fængsel. Lige nu står jeg i en lufthavn, vi er på vej hjem fra Tyrkiet. Efter min far forsvandt har min mor været ret ligeglad med mig, jeg ved at hun elsker mig men hun er helt væk hele tiden. Lige nu er vi ved at tjekke vores bagage igennem den der ting der ser om der er nogle bomber eller sådan noget i vores kufferter. Pludselig kommer der en mand og tager i min arm. "Hvad laver du" spørger jeg. "Jeg er din far og du skal med mig nu"siger manden, "nej det gider jeg da ikke"siger jeg. "Du gør som jeg siger ellers bruger jeg den her mod dig" han viser en kniv. Min mor er selvfølgelig helt væk og ser ikke noget. Han trækker mig med afsted, og jeg tør ikke stritte imod. Nu er vi ude i indgangs hallen. Pludselig begynder jorden at ryste. Jeg griber chancen og løber ind i et rum hvor de er ved at lukke og låse dørene. Heldigvis når min far ikke med herind. Jorden begynder at ryste mere og mere. Folk bruger deres bagage til at dække deres hoveder men jeg har ikke noget så jeg krøller mig helt sammen og bruger mine arme til at dække mit hoved med. Pludselig mærker jeg en stor smerte i mit knæ, og jeg prøver at holde tårende inde. Da jordskælvet er stoppet, kravler jeg hen i et hjørne, tårende presser på, og jeg kan ikke holde dem tilbage. Jeg begraver mit hovede i mine hænder. Mit knæ gør så ondt at jeg har lyst til at dø. Pludselig prikker nogen mig på skulderen. Jeg kigger op og der står to personer. "Er du okay?" Spørger den ene som er en dame, den anden er en mand. "Nej mit knæ gør virkelig ondt" siger jeg. "Hvor er dine forældre?" Spørger manden. Jeg fortæller dem det hele. "Årh, lille skat da"siger damen, hun krammer mig, min mor har aldrig rigtig krammet mig, men det er en rigtig dejlig følelse. "Hvad hedder du?"spørger damen. "Riley"siger jeg, "okay jeg hedder Stormie og det her er min mand Mark" siger hun. Jeg begynder at græde igen. "Hvad er der galt" spørger Mark, "hvad skal der ske med mig nu ?" Spørger jeg. "Vi kan få aftalt med politiet at vi kan adoptere dig" siger Mark. "Ja og det er godt at du hedder noget med R, vi har selv 5 børn 4 af dem er med i et band jeg ved ikke om du kender det det hedder R5" siger Stormie. "Jo min veninde er nok deres største fan" siger jeg. Vagterne begynder at åbne dørene igen, vi går udenfor, alt er helt smadret. "Jeg har lige fået en SMS fra Rydel de spørger om vi er OK" siger Mark, "ja men det er vi jo" siger Stormie. "Vi skal heldigvis med toget til en anden by hvor lufthavnen ikke er smadret, vi kan booke billetter til dig også" siger Stormie. Vi går hen til en togstation. Jeg halter hele vejen for mit knæ gør så ondt, hver gang jeg ligger vægt på mit ben kommer der en kæmpe smerte i mit knæ.
Nu er vi i toget, jeg gaber. "Du kan bare ligge dig til at sove der går et par timer før vi er der" siger Mark.
Jeg lukker øjnene i og falder ret hurtigt i søvn.
Jeg ligger i en skovsom jeg ikke kender. jeg rejser mig op. Jeg begynder at gå en vej, jeg går i det der føles som flere timer, men jeg er stadig i skoven, pludselig står jeg på en vej. Jeg kigger til siden, der står en mand, jeg har set ham før men kan ikke huske hvor jeg har set ham. Pludselig kan jeg huske det, det var ham manden fra lufthavnen som åbentbart var min far, "der var du, du skal ikke stikke af  igen, din lille" jeg vågnede med et sæt, "rolig nu det var bare en drøm" siger Stormie. Jeg følte mig af en eller anden grund mere tryg med hende og Mark end jeg nogensinde havde gjort med nogen anden. "Vi er her nu" siger Mark, vi gik hen til lufthavnen, eller nærmere jeg hoppede på et ben. Vi gik ind på flyet, jeg sad i mellem Stormie og Mark. "Hvad med at når vi kommer til LA så  går vi til skadestuen med dit knæ og så kører vi ud og shopper lidt tøj og sådan noget til dig." Siger Stormie, "god idé" siger jeg. "Du kan bare få Rydels gamle værelse" siger Mark. "Okay" siger jeg. Jeg kan slet ikke vente til at vi er der, jeg har hørt min veninde Ida sige noget med at de har en pool i baghaven, Ida og jeg var virkelig gode venner fra 0.klasse til 5. Men så voksede vi ligesom fra hinanden, jeg har ikke haft nogle venner siden, det minder mig om hvad for en skole skal jeg nu gå på. "Hvad for en skole skal jeg så gå på?" Spørger jeg, "vi kan spørge Rydel, Ross, Rocky, Riker og Ellington om de ville, så skal du nok have Rydel til engelsk, Ross til geografi, Rocky til matematik, Riker til fysik/kemi, Ellington til at hjælpe med dine lektier, og så kan de alle sammen have dig til musik og idræt" siger Stormie. Jeg faldt ret hurtigt i søvn, hvilket er mærkeligt da jeg tit ligger og tænker på ting om aftenen så jeg bruger flere timer på at falde i søvn. Da jeg vågner igen er vi langt og vi skal til at ud af flyet. "Vi skal køre ca 30 minutter før vi er ved skadestuen" siger Mark da vi er ved deres bil. De har en stor bil, men det er jo også klart når man tænker på at de har 5 børn. Vi sætter os ind i bilen og jeg går ind på youtube for at høre lidt musik jeg trykker på søgefeltet, jeg ved ikke rigtig hvad jeg ville høre, så jeg skriver R5 og sætter en af deres sange på, den hedder, (i can't) forget about you. Den er faktisk ret god, jeg hører flere R5 snage på vej hen til skadestuen, de er ret gode. Nu er vi ved skadestuen, jeg går ud af bilen, hvilket føre til stor smerte da jeg så klodset som jeg er ,falder. Vi går derind, og en sygeplejerske kommer hen til os. "Kan jeg hjælpe jer?" Spørger hun, "ja vi er lige kommet fra Tyrkiet, og Riley her slog sit knæ da der var jordskælv" siger Stormie, "okay jeg finder lige en læge der kan komme og kigge på det" siger sygeplejersken. Vi venter i ca. 3 min. Så kommer der en læge, "okay lad os lige se på det knæ" siger han, han trykker på det forskellige steder, det gør virkelig ondt.