Fortrydelsen

Jeg vågner langsomt op. Jeg vender mig rundt i sengen. En voldsom hovedpine kommer. Først er jeg forvirret. Hvorfor har jeg hovedpine nu? Jeg kommer i tanke om i går aftes. Eller noget af det. En mur blokerer mine minder fra i aftes. Jeg kan kun huske at jeg dansede og drak vildt meget.

Et par huse længere nede ad gaden, kan man høre en græsslåmaskine. Nabo familien ved siden af griller sent aftensmad. Duften gør mig sulten. Jeg står foran huset, hvor festen holdes. Musikken er overdrevent høj. Nogle piger står på græsset og snakker.
"Kom nu, Rebekka, du er så langsom! Jeg vil have alkohol!" Sara, min bedste veninde, hiver i min arm. Jeg har egentligt ikke lyst til at gå ind til festen. Men min trang til alkohol er for stor. Vi går ind gennem døren. Musikken er endnu højere, end jeg havde regnet med. En voldsom lugt af sved møder mine næsebor. Jeg scanner stuen. Mennesker står tæt pakket og danser på gulvet. Sofaerne er fyldte af nogle små 1.g'er. I baren, som bare er et køkkenbord, står Noah og David, to drenge vi tit hænger ud sammen med til fester. Vi maver os hen til dem. De giver os begge et krus med noget alkohol. Jeg er ligeglad med, hvad det er men skyller det ned. Noah griner af mig.

Jeg rejser mig op af min seng. Mit hoved dunker voldsomt. Mine tømmermænd er slemme. Jeg må have drukket rigtig meget i går. Jeg går ud på badeværelse. Jeg tænder vandhanen og lader vandet løbe til det bliver lunkent. Jeg skyller mit ansigtet. Det lunkne vand render ned ad min hals. Jeg lader vandet løbe, til det bliver lidt koldere. Jeg slukker for vandet og kigger ind i spejlet. Dråberne drypper ned på min nattrøje og laver små pletter. Lidt make up rester er tværet ud i mit ansigt. Mit blonde hår er uglet og mine mørkeblå øjne ser trætte ud. Jeg ligner mildt sagt noget, der er løgn. Jeg fjerner mit make up og reder mit hår. Det er besværligt og jeg river mig i håret. Jeg går ind på mit værelse og tager noget ligegyldigt tøj på.

En kvalmende smag kommer op i munden. Jeg skynder mig ud på toilettet. Jeg når lige at bukke mig over toilettet, inden min mavesæk bliver tømt. Heldigvis kom der ikke noget brak på mit hår. Jeg tørrer mig om munden og går ned i køkkenet. Jeg tager et glas vand. Jeg kigger ud gennem den efterhånden beskidte rude. Det er godt vejr. Solen skinner og himlen er skyfri. Jeg får lyst til at gå en tur ned til stranden.

Den varme luft omslutter mig. Jeg går gennem den lille have. Solen skinner mig i øjnene. Jeg går på fortorvet og prøver at undgå revnerne mellem de slidte fliser. Solen prikker på min hud. Jeg går forbi huset, hvor festen blev holdt. Da jeg går forbi huset ved siden af, rykker det i mig.

"Koom lad os lave noget sjooovt" David trækker i Sara og mig. Han skubber os gennem mæng-den af fulde mennesker. Noah går bagved og leger futtog. Han har drukket alt for meget. Det har vi nok alle sammen. Jeg falder over dørtrinnet. David griber mig og jeg ligger i hans arme.
"Jeg er en prinsesse" skriger jeg. Sara mumler, at hun også er en prinsesse, men ingen hører efter.
"Jeg vil bade på stranden med futte Noaah" Siger Sara fjollet. Vi går fjollene ned mod stranden. I haven ved siden af ligger en dukke og jeg stopper op.
"Dukke min, min dukke" siger jeg barnligt. Jeg kigger på David og får ham til at stjæle dukken. Jeg krammer dukken hårdt. Noah og Sara holder om hinanden imens de går og prøver at synge en un-derlig sang. Men det lykkedes ikke. Det lyder mere som ulve, der hyler. Men de er ligeglade. David prøver at hoppe afsted, men han falder hele tiden over sine store fødder.

En skyldfølelse kommer. Jeg håber, at vi har lagt dukken tilbage. Jeg når ned til stranden. Jeg ta-ger mine sko af. Sandet er varmt. Få personer ligger på tæpper eller håndklæder på sandet. Men de fleste er ude at bade i det dejlige vand. Jeg går hen til et sted, hvor der ikke er andre. Jeg sætter mig på en stor sten og kigger ud over det blå hav. Jeg drejer hovedet og ser noget lilla på en anden sten lidt længere væk. Nysgerrigt går jeg hen til den anden sten. På stenen ligger der en dukke på et lilla tæppe. Tøjet er taget af den. Jeg spærrer øjnene op, da jeg husker det.

Vi er noget ned til standen. Det er ved at være mørkt. Sara smider sin korte sorte kjole og hop-per ned i det nu kolde vand. Noah følger efter. Han hopper i vandet i fuld beklædning. David tager den stjålne dukke fra mig og løber mod vandet.
"Min dukke, jeg vil have den tilbage. Men jeg ikke lide vand!" Råber jeg efter David. Jeg tramper hårdt i sandet. Jeg går lidt ind igen og ligger mig til at sove på stranden...

Dukken. Klamt stads fra vandet er tværet ud over dukken. Noah laver noget jeg ikke kan se, men det er ham, der laver lydene. Nu er det Davids tur til at synge, for han begynder at synge lille Peter ed-derkop, imens han danser...

Tiden går og vi beslutter os alle sammen til at tage hjem ad. Vi ligger dukken på en sten, jeg fin-der et lilla tæppe, nogen har glemt, og ligger det under dukken. Vi går hjem ad.

Jeg er som frosset fast til stedet. Jeg kan ikke rykke mig. Jeg har så dårlig samvittighed over at vi bare har taget en piges dukke. Stakkels pige, stakkels dukke. Pludseligt vender jeg mig om og sætter i løb. Jeg løber så stærkt jeg kan. Jeg løber bare i en tilfældig retning. Jeg skal bare væk fra dukken.