No. 2- Luke

19 3 1
                                    

Vejen buede rundt i forskellige vinkler, ud over bjergområdet. Jeg kunne stadig se det blå skær fra månen, selvom stjernerne var ved at forsvinde, med lyserøde skyer overhælende. Huset var ved at forsvinde bag mig. Kun en mild skygge kunne tydes.
Jeg trådte på nogle småsten, der derefter blev til en sandhvirvel, om mine ben.
300 meter endnu, og jeg kunne cykle indtil byen. Der stod en forladt ladcykel. Det var min gamle, men Em ville ikke have, at jeg havde noget med Amanda at gøre. Min fortid skræmmende Em. Måske fordi hun vidste at jeg ville forsvinde en dag.
Jeg ved ikke. Det var en friende følelse at stikke af.
Emma har altid været den perfekte pige. Langt bølget brunligt hår til hoften, lav og tynd. Meget smilende altid. Havblå øjne. Hun kunne muligvis være den kønneste pige der fandtes. Udover Amanda.
Amanda har altid været unik. Smuk på sin egen måde.
Skulderlangt lysebrunt hår. Meget fyldigt. Grønne øjne, lidt bleg i huden. Går mig til næsen ca. Tynd bygning. Smalle hofter, smalle skuldre, smal talje. Hendes far var franskmand, moren var australier.
Jeg fik sparket nogle af røgskyerne helt op omkring min navle. Det fik mig til at kigge op fra vejen.
Cyklen stod lænet op af en gammel lygtepæl, som knap nok kunne lyse længere. Omgivelserne fortalte at der næsten ikke boede nogen i området.
Det var nok grunden til at vi ejede det dyreste, mest luksuriøse hus her.
Jeg sukkede tilgivende. Jeg tilgav mig selv for at opgive Amanda. Det var min pligt at finde hende da hun forsvandt.
Det skammede mig.
Jeg svang benet over cyklen, og trak mig selv op på sadlen. Nu startede min søgen på Amanda virkeligt.

Nu var månen byttet ud med solen. Sorte skyer der lignede gas, dækkede for at solen kunne skinne igennem. Det tydede på regn. Heldigvis lå byen ikke mere end en kilometer væk nu. Jeg havde så også kørt i nærmest 3 timer. Sulten gik mig ikke på. Vand kunne holde mig i form, til at jeg fandt et sted at spise. Pludseligt kunne jeg mærke en lille, kold vanddråbe ramme min pande. Det fik mig til at se op imod himlen. De sorte skyer havde nu dækket så meget af himlen, der var mulig at se. Mine muskler lagde til, og jeg strammede til. Regnen fik mig til at køre dobbelt så hurtigt, som jeg kørte før.

Det var blevet en mørkegrå tåget nuance nu. Regnen lavede lag i mit hår, så der væltede vand ned i hovedet på mig. Der dryppede glitrende perler fra mine øjenvipper. De gjorde, at det lignede jeg havde grædt. Bortset fra at mine øjne ikke var røde. Det var mine kinder til gengæld. Jeg kunne mærke at de var helt røde.
Hvorfor var det egentligt at jeg først besluttede at jeg ville finde hende nu?
Der var gået 10 år, og jeg ville først finde hende nu.
Jeg følte mig ynkelig.
Det var ynkeligt.
Hvorfor bekymrer jeg mig?
Hun gjorde det af frie vilje. Bare uden mig.
Derfor virkede jeg så skide desperat over at finde en pige, jeg havde et knyttet forhold til. Vi havde planlagt det hele sammen, og så gør hun det hele selv. På en måde følte jeg mig også lidt forrådt.
Måske havde hun købt båden?
Måske havde hun allerede fløjet verden rundt?
Måske var hun gift?
Måske havde hun en kæmpe familie?
Jeg kunne jo ikke bare tillade mig at brase ind. Hvad ville jeg overhovedet sige når jeg fandt hende?

Hej Amanda! Kan du huske mig? Vi var venner i fjerde klasse.

Uforberedt på level 10.
Fuck. Hvad havde jeg rodet mig ud i. Måske stak hun af fordi hun ikke ville se mig længere. Jeg kan huske det hele.
Det var en søndag morgen.
Dagen før havde vi været ude i marken, der lå ved siden af hendes gamle lade af et hus. Det var en kornmark. De havde ingen dyr, bare en kæmpe kornmark.
Vi var altid gemt væk fra alle udefra. Et bart sted på marken, som ikke engang hendes far kendte til, sluttede vi os til. Det var vores sted. Vi lå sammen og kiggede på himlen. Amanda ville altid gerne ud for at se verden. Hun hadede byen hun boede i. Hun syntes aldrig der skete noget. Altid lavede vi planer om vores fremtid.
For eksempel at vi løb væk en dag.
Bare for at komme ud.
Men der gik ikke mere end 24 timer, og hun fuldførte den drøm alene.

Jeg løftede hovedet kæmpende. Små lys fra centrum blinkede. Tid til at komme videre i min søgen.

Remembering Sunday//lrhWhere stories live. Discover now