Livet

Danmark mit fæder land

"Jeg er blevet cheerleader," udbryder Maiken. 

Vi er kommet til Danmark, vi har været der i nogen dage nu, i dag er vi hjemme hos Amanda hvor vi skal sove mig, Jenny, Maiken, Laura og selvfølgelig Amanda. 

"Louise du skal da også være cheerleader," udbryder Jenny har retter på sit hår. "Måske?" "Du ville passe perfekt," "hvordan er man perfekt?" spørg Laura. "Se hun er allerede ved at være populær men man skal være cheerleder hvis man skal være rigtig populær og alle de populære er faldet for Louise og så er det bare sjovt og se." "Vent hvem?" Afbryder Maiken "Austin er helt rundt på gulvet, da Luise havde fået billeter til Annas koncert og gav os alle en vi kunne inviterer med inviterende vi Austins bestis og han var 100 på hun inviterede ham men der havde hun inviteret en der heder Daniel men vent hvorfor kom drengene endelig da vi var på karaoke bar?" spørg Jenny undrende imens hun falder over sine egne ord. "De blev vel inviteret?" Siger jeg ligegyldigt. "Inviteret du dem?" Udbryder Jenny hun er helt oppe at køre. "Fra Dianas telefon," "du genial" siger Jenny "ja det siger folk tit," "selvglad" siger Laura og vi er flade af grin. 

Efter et langt grineflip, tager vi os sammen.  

"Kom vi skal se film," råber Jenny så folk i Kina kan høre det, hun er meget hypper idag og sådan ender aftenen med at vi først tuder så skriger og så græder over gyser, romantiske og sjove film. 

---

"Er du klar?" Spørg kamera damen jeg nikker bare. I dag er vi i aftenshowet. Anna er stadig igang med at få den sidste makeup i fjæset men ellers er vi klar. "Kom, kom, kom" siger en stresset kvinde og jager os hen på en sofa. "Vores vært kommer om lidt og så er i på forstået?" Stresser hun og så er hun så godt som væk uden at vente på svar. 

"Nå Louise, hvordan er det så at være flyttet?" "Helt fint, jeg savner selvfølgelig Danmark og personerne jeg elsker herfra og mine forældre." Jeg er ved at knække sammen, så jeg siger hurtigt:  "Men jeg har det helt fint," "selvfølgelig gør du det" nikker hun sig enig. "Og dig Anna, dig kan vi jo være rigtig stolte af i Danmark?" "Det håber jeg," lægger Anna ud. "Men jeg synger fordi jeg elsker det, ikke for at folk skal synes jeg er populær og vil være som mig." "Har du oplevet noget som det Louise?" Jeg tænker lidt og siger så: "Jeg går jo i high scool og det er jeg rigtig glad for men det er næsten ligeså overdrevet som på film og jeg synes personligt at vi skal afskaffe populær og nørd smuk og grim osv. Det gør bare at alle andre, for det dårligt med sig selv men jeg har det helt fint med at folk ser op til en, kan du følge mig?" Spøger jeg og tager en dyb indånding. "Det kan jeg godt men det var alt her fra, om lidt kan i høre tøserne give den gas med deres nye nummer." Vi nikker og kammeraet stopper med at filme. 

"Jeg savner dem helt vildt," hvisker jeg ud i det blå. "Selvfølgelig gør du det," hvisker Anna tilbage og giver mig et bjørnekram. Nu kan jeg ikke mere, vi sider hjemme hos Sebastian, jeg knække og tårene løber ned af min kind de smager af saltvand jeg tager en dyb indånding og forsætter: Jeg troede jeg vil kunne lide at komme til Danmark men det er helt modsat alle er kommet videre og dem jeg savner mest kan jeg aldrig se igen og Sebastian er som sagt videre han har ikke brug for mig mere jeg bliver mindet om alt jeg har mistet." Jeg tørre øjnene og sukker.