En kvindestemme er sløret, kvinden taler i et dæmpet toneleje, men ordene er utydelige. Der er flere stemmer hører jeg nu. Ord begynder at give mening. Huske..åbne...øjne...vågne. Det er det, jeg må vågne. Jeg kan mærke mine øjenlåg vibrere, jeg anstrenger mig for at de skal åbne sig men det et som om et stort sort tæppe bliver presset mod dem.
"Hun vågner snart." Stemmen lyder glad, eller snarere tilfreds?
Nu går det pludselig hurtigt, følelse strømmer ud i mine lemmer. Mine tær føles kolde, men det er magisk bare at kunne føle det. Jeg kan føle hver eneste hår på min hovedbund og kuldegysninger suser ned langs min ryg.
Her lugter stærkt...måske kemisk? Jeg ved det ikke.
Lys trænger ind. Det er så skarpt at jeg klemmer min øjne sammen igen. Jeg ligger lidt, venter og åbner så langsomt, spændt på hvad der mon venter derude. Men pludselig bliver jeg bange. Frygten overstrømmer mig, æder sig hurtigt ind og breder sig.
Måske har jeg slet ikke løst til at vide hvad der er derude...men nej. Hvis jeg bliver sådan her forevigt finder jeg jo aldrig ud af hvad der kunne have været sket...
Så åbner jeg øjnene og lyset rammer mig hårdt og brutalt.
YOU ARE READING
Et nyt liv
Science Fiction"Louise!" Caleb kigger forskrækket på min blødende hånd. Han tager hurtigt et viskestykke og vikler det stramt rund om såret. "Hvorfor gør du det?"spørger jeg lidt irriteret og kigger ned på min nu, kæmpe hånd. "For at stoppe blødningen, ellers kan...
