Kapitel 20 - Støttende kæreste
Mandag d. 22. januar 2024
"Luna, kom nu ud" råber Helena til mig gennem toiletdøren.
"To sekunder" råber jeg tilbage og kigger i spejlet. Min hår står ud til alle sider efter Helena og jeg har gået hen til hallen i blæsevejret. Jeg finder min hårbørste frem fra min taske og børster mit hår.
Jeg åbner døren og går ud til Helena som venter på mig så vi kan hen til vores pladser for at se den sidste mellemrundekamp. Danmark har vundet alle kampene indtil videre.
"Er du okay?" spørger hun.
Jeg nikker "Ja" siger jeg sikkert.
Vi begynder at gå ned mod banen "du var derude i lang tid" siger hun.
Jeg trækker på skulderne "skulle bare fikse mit hår" siger jeg og smiler til hende.
Hun kigger på mig, ikke overbevist om mit svar men lader det lægge. Vi sætter os op. Jeg kigger rundt omkring og leder efter Josefine.
"Kan du se Josefine?" spørger jeg.
Helena kigger rundt og ryster så på hovedet "nej" siger hun.
"Skørt. Hun var været med til alle kampene" siger jeg.
"Seriøst? Det er da en støttende kæreste" siger hun.
Jeg nikker "Ja, vi har siddet sammen de alle kampene" siger jeg. Jeg finder min mobil frem "jeg skriver lige til hende".
Luna:
Hey Jose-pigen
Kommer du ikke
Til kampen i dag?
Josefine:
Det var planen
Men ikke alligevel
Luna:
Hvorfor?
Intet svar... jeg kigger ned i mobilen og kan se hun har læst beskeden men hun svarer ikke. Jeg kigger op på uret. Der er stadigvæk god tid til kampen starter.
"Jeg går lige ned i gangen og ringer til Jose" siger jeg.
Helena nikker og jeg går ned i gangen. Jeg ringer Josefine op, hun tager den efter lidt tid.
"Hej..." siger hun stille.
"Hej, hvorfor kommer du ikke?" spørger jeg forsigtigt.
"Øhm..." siger hun stille.
"Jose, du kan fortælle mig det" siger jeg forsigtigt.
"Thomas og jeg var uvenner. Det var så dumt. Jeg følte jeg var så klæbende og så snakkede jeg med ham over det. Og så endte han med at tro jeg mente han var for klæbende og det hele blev bare blæst op til noget det ikke var. Så ja, jeg tror bare helst ikke han vil have, at jeg er der i dag" siger Josefine og jeg kan høre hun er ked af det.
"Jose... hvor langt er du væk?" spørger jeg.
"På hotellet. 10 minutter væk" siger hun.
"Du kommer. Thomas vil have du kommer. Misforståelser sker og Thomas er sikkert bare presset på EM oveni" siger jeg forsigtigt.
"okay, jeg kører nu så" siger hun.
"Godt, vi ses" siger jeg glad og lægger på. I samme øjeblik bliver to stærke arme lagt om mig. Jeg får et lille chok men genkender hans duft med det samme.
YOU ARE READING
Stærkere Sammen // Mathias Gidsel
ספרות חובבים*ikke rettet endnu, så stavefejl og grammatikfejl forekommer* AN: Dette er 2'eren af "Faret Vild" så læs den først for denne bog giver bedre mening :) Disclaimer; dette er en fanfiktion hvilket vil sige ALT er fiktion. Uddrag: "Luuuuuna, det er en...
