Festen

6 1 0
                                    


Helt oprigtigt ved jeg ikke, hvorfor jeg er her. Jeg siger altid til mig selv, at jeg tager med for Saras skyld, som ellers har masser af veninder, men når det kommer til stykket, så er det alene mit eget liv, som jeg finder utilfredsstillende. Sara er modig, villig og udadvendt. Nogle gange glemmer jeg helt, at vi kommer fra samme æg. Forskellen på mig og hende er stor og på trods af, at hun blot er min tvillingesøster, så er der ikke et menneske, jeg misunder mere end hende.

Det dugvåde græs har gjort mine nye hørbukser helt fugtige. Det hele kan også bare være ligemeget nu. Jeg købte dem særligt til den her lejlighed, men siden jeg nu sidder her alene igen, har jeg mest af alt bare lyst til at smide dem direkte i skraldespanden. Jeg får øje på Sara, der kommer væltende ud af festteltet sammen med Alma og Viktoria. Hun er fuld, meget fuld - alt for fuld. De alle griner højt over et eller andet jeg ikke kan høre. Saras grin skinger helt klart stærkest igennem.

Jeg hader alkohol. For ikke at sige afskyer. Sådan har det ikke altid været. Engang ville jeg de samme ting som Sara - gjorde de samme ting som Sara. Vi gik til fest hver fredag og lørdag og drak os i hegnet. Men efter ulykken med far tager jeg kun med hende sjældent. Sara er ovre det. Eller retter sagt ovre ham. Det burde jeg også være. Men det er jeg ikke. Noget fik mig til at stoppe op efter hans død. Jeg forstår udmærket godt Sara. Han har aldrig bestilt andet end at gå på bodega, siden ham og mor blev skilt.

Sara spotter mig i sin rus og råber mit navn højt ud luften. Jeg smiler akavet, selvom de tre piger står mere end 50 meter fra mig. De begynder at gå hen i mod mig, hvilket får mig til at krumme tær. Jeg har fortalt Sara, hvor meget jeg hader at være omringet af fulde mennesker, men den tanke falder hende nok ikke ind i sin fuldskab.

"Hej med dig, Lucamusen," udbryder Sara, da de nærmer sig. Alma og Viktoria ser ligeså berusede ud. På en måde har jeg ventet på, at hun skulle opdage, at jeg sad her alene, men jeg vil langt hellere blive mødt af en ædru Sara end af en fuldstændig pløret.

"Hej med jer," får jeg mumlet frem. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så pokkers utilpas.

"Hvorfor sidder du bare her Luca? Kom dog med ind og slå dig lidt løs," siger Sara så. Jeg vil gerne og så alligevel ikke. Jeg er bange for at miste kontrol. Bange for at handle impulsivt.

"Du er bare så skide kedelig altså," udbryder Viktoria pludseligt, hvilket irriterer mig helt vildt. Sara og Alma klukgriner. Hun skal ikke kalde mig kedelig, men jeg tør ikke at svare hende igen. Hun er for stærk, og jeg er for slap. Heldigvis sender Sara hende et irettesættende blik. Hun er jo trods alt min søster.

"Vi vil bare gerne have dig med. Vi mangler dig på floor," siger Sara og smiler til mig. Hvorfor skal hun også være så fandens overbevisende?

"Jeg ved ikke rigtig..." siger jeg, mens jeg kigger ned i græsset.

"Kom nu," næsten råber Sara. Min underbevidsthed er normalt stærk og strider i mod, men naturligvis giver jeg efter og rejser mig op.

"Okay så," siger jeg så, hvilket udløser stor jubel fra dem alle tre.

Vi går hen i mod teltet. Sara lægger sin arm rum om min hals og tilbyder mig samtidig noget af sin drink, som jeg pænt afviser. 

Give Me Everything af Pitbull lyder pludselig fra de store højtalere. Sara hviner af fryd. Det er en af hendes yndlingssange. Jeg bliver nervøs. Usikker. Jeg stoler ikke nok på mig selv til at rive mig med. Det har Sara aldrig forstået. Den tillid man har til sig selv. Eller det har hun i hvert fald aldrig givet udtryk for. Hun er så nonchalant i sin væremåde. Det har jeg aldrig kunne hamle op med. Jeg begynder langsomt at bevæge mig til musikken. Jeg prøver mig frem, selvom jeg godt ved jeg ser kejtet ud. 

Sangen slutter, og jeg kigger straks ængsteligt rundt i teltet og får øjenkontakt med en dreng. Han hedder Josef og går i 2.g. Jeg kender ham godt. Til min store forbavselse smiler han smørret til mig. Næsten griner. Har han virkelig stået og kigget på mig sådan der i al den tid? Jeg føler mig til grin. Virkelig til grin.

Jeg løber ud af teltet. Tårerne triller ned af mine kinder. Sara og hendes veninder opdager ikke engang, at jeg forsvinder. Forbandede mig.

LUCAWhere stories live. Discover now