Loving him

Kapitel 8

Skole. Fuck, om jeg hader det. Jeg vil gerne være god i skolen, og have en lys fremtid, men mon ikke om jeg hader det. Lige siden jeg har været helt lille har mine forældre sagt at jeg bare skal gøre mit bedste i skolen. På en måde hader jeg dem for det, men jeg ved godt de bare gør det for min skyld. Mig og Sophia er på vej til time. Vi har matematik, med Mrs. Robinson, og de tager normalt kun 1 time og 30 minutter, men det føles som det dobbelte. De er altid kedelige, og det eneste vi laver, er at høre på hende der snakker og så har vi 10 minutter til en halv times opgave.  Altså hvor gode tror hun lige vi er?                                                                                                                                  Hun forventer vi er pisse hurtige til en opgave, men det er hende der enten skal snakke hurtigere, eller bare snakke mindre. Hendes stemme er også ekstremt skinger, og så råber hun ud i hele lokalet, så det er lige før man vil pande hende en.                                                                                I dag har jeg bare ikke lyst. Jeg har heller ikke sovet specielt godt, og jeg ligner en der lige er stået op fra de døde. Jeg har sat mit hår op  i en knold, hvilket først lykkedes efter flere minutter. Enten var der er en bule, eller også lignede det en fuglerede.                                                                            Jeg lagde en hurtig makeup, fordi jeg brugte så meget tid på håret, så det ligner et lille barn der har lagt makeup. Udover det rent faktisk ikke er ud til alle sider.                                                                     Mit tøj er ret afslappet, med et par grå joggingbukser fra Nike og en grøn Zara top.                               Jeg har ikke fået smykker på, og det giver altid et eller andet til ens look.                                                 Vi bevæger os ned af de smalle gange, med blå behagelige sofaer, og planter hist og her, indtil vi finder klasselokalet. Inde i lokalet hænger plakater og tegninger vi arbejdede med sidste år, og vores klasse billede. Lokalet er indelukket, så jeg går over og åbner vinduet, da mig og Sophia er de første. Vi sætter os på de pladser vi havde sidste år, og den sorte stol er hård da jeg sætter mig ned.                                                                                                                                                                                             Sophia kommer over til mig da hun har sat hendes taske, og vi små snakker imens folk kommer dryssende. Hun bliver ved med at klage over at vi skal have matematik, og jeg kunne ikke være mere enig. Jeg forstår ikke at vores lærer ikke er dukket op endnu, fordi hun plejer altid at komme 5 minutter før, og nu er den næsten hel.                                                                                                      Idet, går døren op og hun kommer lige på slaget, og alle sprinter hen til deres pladser. Min sorte taske ryger ned fra min stol, da en pige løber ind i den, så jeg må ned og samle den op. Jeg kan hører at Mrs. Robinson snakker, men hvad kan jeg ikke høre hvad hun siger. Da jeg får sat mig op igen, ser jeg at Mrs. Robinson ikke er alene.                                                                                                                En høj muskuløs dreng, der virker bekendt, står og glor ud over klassen. Han har intet udtryk i ansigtet, af hvad jeg kan se fordi jeg sidder næsten bagerst. Mrs. Robinson står med hånden på hans skulder og jeg kan ikke som om han bryder sig om det. Hun begynder at præsentere ham, men jeg lytter ikke rigtigt efter. Jeg kan kun tænke på at det var den dreng, som stødte ind i mig, og ham der så mig i springvandet, og nu skal han så gå i vores klasse. Slet ikke pinligt. Mrs. Robinson fjerner hendes hånd fra hans skulder og peger ned mod et tomt bord i modsatte hjørne af mig, bare på samme række. Hun giver et smil, på en meget uhyggelig måde, sådan at hendes rynker bliver tydligere. Drengen bevæger sig akavet ned til hans plads, og jeg følger ham med øjnene. Han kigger ned i jorden, og hans muskler vises tydeligt- da han hænger sin taske på hans stol- igennem en sort stram læderjakke. Jeg prøver at fjerne mine øjne, men det er som om de er klistret fast. Min mund er en tynd streg, men inderst inde hvirvler der sommerfugle rundt.    Jeg har kun haft den følelse en gang før, og det var da jeg først så Luke. De forsvandt dog ret hurtigt, og det er jeg kun glad for.                                                                                                                                    Jeg mærker et stik på skulderen og, det er Simon som sidder ved siden af mig, der prikker mig på skulderen. Jeg ser forvirret på ham, men han laver store øjne og peger hurtigt op mod tavlen. "Amber? Kan du svare på det?". Siden hvornår spurgte hun mig om noget? Hendes skinger stemme er i hvert fald ikke forsvundet.  Da jeg ikke hørte spørgsmålet, ryster jeg på hovedet, da jeg aldrig har været helt god mundtligt.                                                                                                                       Hun laver et skuffet udtryk til mig, men jeg vælger at kigge hen på Sophia, for at rette opmærksomheden et andet sted hen.                                                                                                                           "Kan vi så blive enige om at tingene foregår heroppe?".                                                                                         Siger hun roligt, men bestemt og min plan lykkedes tydeligvis ikke så jeg nikker bare.                       

                                                                                  ***                                                                                                                                                                                                                                                                                           

"Du skal altså bare se ham! Han er død lækker!".                                                                                                     Vi sidder i kantinen og spiser vores frokost, sammen med nogle af drengene fra fodboldholdet, men vi snakker ikke rigtigt med dem. Det var dog også Nicole der insisterede på at vi skulle sidde her, på grund af Sean, som også er populær. Jeg bebrejder hende ikke. Han ser pisse lækker ud, med hans blonde pjuskede hår og veltrænede krop. Hans personlighed er dog en helt anden snak.                                                                                                                                                                                          "Men du kan vel også være ligeglad, fordi du har en anden i tankerne". Siger Sophia og blinker over til der hvor Sean sidder.                                                                                                                                             Nicole slår hende på skulderen, men jeg giver et lille smil og kigger derover.                                            "Nej, lad mig se ham". Siger hun, og tager en bid af hendes æble.                                                                 Sophia kigger rundt, og det samme gør jeg. Kantinen er proppet med mennesker, og der er flere store vinduer der giver lys i lokalet. Der hænger plakater, og medaljer på væggen over selve kantinen, med et gigantisk sort ur.                                                                                                                                  "Der!" Råber Sophia så hendes stemme giver genlyd, men ikke nok til at opfange opmærksomhed. Jeg drejer hovedet hen til der hvor hun peger, og der sidder han.                              Der sidder han ved en af de kedelige træborde, sammen med nogle andre drenge og spiser sin frokost. Han sidder foroverbøjet, med hænderne på bordet, og hans bakke foran sig. Det brune krøllet hår, falder ned over hans øjne, og jeg kan se at han griner. I øret har han hans sølvørering, der hænger og dingler. Hans læderjakke hænger over stolen, og han har den mest sexede hvide T-shirt på.                                                                                                                                                                                    "Omg... han er bare mums". Nicole trækker vejeret ind. "Men teknisk set, hvis det skulle være nogens, er det Ambers".                                                                                                                                                      "Hvad?". Jeg kigger på dem, som en lille hvalp.                                                                                                        "Og det er hun vidst helt enig i". Nicole griner, og Sean kigger over på hende, og hun fjerner hurtigt grinet, og rødmer.                                                                                                                                                     "Ja, faktisk burde han være din amber, fordi jeg har Alex, og Nicole har...". Hun hvisker "Sean".      "Ej, rolig piger!". Jeg ruller øjne, og kigger tilbage på ham. Jeg kender ham ikke, så der vil aldrig blive noget mellem os. Han er bare en ny dreng der starter i vores klasse, og så vil jeg måske snakke lidt med ham. Han ser virkelig godt ud, men jeg kender ham ikke.                                                  Og det kommer jeg heller aldrig til.