Der havde lydt et kæmpe brag bag ham. Mathias måtte være landet hurtigere end han selv kunne nå at registrere det, for allerede før han var kommet ned på navlen, havde han hørt Mathias skrige i vilden sky.
Han vendte sig hurtigt og så Mathias ligge på ryggen, med begge hænder for ansigtet. Hans krop var blodig og vidnede om grunden til hans højlydte skrig.
Projektilerne fra de Talibanske kalashnikovs begyndte i samme øjeblik at flyve gennem luften. De danske soldater var marcheret direkte ind i et baghold. Taleban havde bare ventet på, at én af dem skulle træde på lureminen, der bare få milimeter fra jordoverfladen havde udløst sin invaliderende magt.
Han trodsede kugleregnen, og rejste sig fra den sandede jord. Han måtte hjælpe Mathias i sikkerhed, da han tydeligvis ikke selv var i stand til det.
Som hans kammerater besvarede den fjendtlige ild, begyndte han sit løb hen over den varme jord. Først da han nåede helt frem til Mathias, kunne han se skadernes omfang fuldt ud. Ud over de mange blodige sår på Mathias's ben, kunne han nu se et stort, blødende sår, der hvor Mathias's højre øje, kinden og kæbe en gang havde været. Næsten halvdelen af hans ansigt manglede.
Mathias's skrigen blev først overdøvet, da Talibanske mortergranater begyndte at slå ned omkring dem. Som lyn fra himlen slog de ned, og efterlod sig dybe huller i jorden.
Han fik fjernet Mathias's hænder fra hans ansigt, og med sit ene knæ fik han fikseret dem oven på hans bryst. Han tog selv fat om hans ansigt, for bedre at kunne se skaderne an. Med et slog en mortergranat ned ikke langt fra dem. Han blev overdænget med jord og småsten fra nedslaget. Han kunne ikke længere høre lydene fra kampen omkring sig. Kun en skarp hyletone. Så kunne han langsomt høre sin egen puls blive stærkere og stærkere. Hans tunge åndedræt var også begyndt at runge i hovedet på ham. Han blinkede et par gange med øjnene, og fik det værste smuds væk fra dem.
Han sad stadig med Mathias's hoved i hænderne, da han opdagede, at resten af hans krop ikke længere hang sammen med det. Han kiggede ind i det tilbageværende døde øje.
Han var endnu ikke i stand til at bevæge sig, før hans opmærksomhed var blevet fanget af langefingeren på hans højre hånd, der uregerligt trommede på siden af det døde hoved. Han forsøgte at stoppe den, men det var som om der ingen kontakt var mellem hans finger og hoved. Det var dér han blev opmærksom på den varme, metaliske genstand, der sad boret ind i hånden på ham. Hans første tanke var at slippe resterne af Mathias's hoved, men dette havde vist sig umuligt. Splinten havde sømmet hans hånd fast til kraniet, der gemte sig under huden. Han havde derfor prøvet at ryste hånden for at komme fri. En stikkende smerte havde bredt sig i hans arm, og som han fulgte den op mod skulderen opdagede han, at den flere steder var blevet ramt af større eller mindre fragmenter fra eksplosionen. Det var ved samme lejlighed gået op for ham, at det ikke kun var Mathias's blod, der fyldte hans krop. Hele hans højre side var fyldt med splinter, der stak mere eller mindre ud af kroppen på ham. Smerten begyndte at brænde sig vej gennem hans indre, og forlod ham ikke før den ramte hans inderste sjælelignende substans.
Smerten var uudholdelig. Det sidste han gjorde var, at kigge ned på Mathias's ansigt, der stadig var som sømmet til hans hånd. Her så han, hvordan blod fra hans eget hoved langsomt begyndte at dryppe ned i det åbne sår i højre side af Mathias's ansigt. Som ægte blodbrødre blandede deres blod sig for første og uigenkaldelige sidste gang. Derpå sank han sammen på jorden, der var smurt ind i det, der kort for inden havde været hans gode kammerat Mathias.
Han var først kommet rigtigt til sig selv tre dage efter ankomsten til Rigshospitalet. Det var her han så, hvilke skader eksplosionen faktisk havde gjort på ham. Hans højre arm var blev sat af ved skulderen. Hans højre ben ved hoften. Hans venstre fod var også væk, sat af under knæet. Kun hans venstre arm var stadig, hvor den skulle være.
Det var en helt ny hverdag, der begyndte for ham. Genoptræning, rehabilitering, psykologhjælp, alt hvad hæren og samfundet havde at tilbyde blev søsat - i en begrænset periode. Som han begyndte at kunne varetage flere og flere opgaver og kvoterne for hans genoptræning nåede deres endeligt, forsvandt hjælpen. Han blev glemt af samfundet og marginaliseret af hæren. Han modtog kun to medaljer, den ene for tjeneste og den anden for en heroisk indsats.
"Tillykke med medaljerne," havde det lydt fra officeren, der dårligt turde røre ved den ødelagte mand, der sad i sin uniform i sin elektriske kørestol. Han så ham lige som alle andre: en ulækker, forpint genstand, der nok bare skulle være blevet slået ihjel på slagmarken.
Resten var pengebeløb på pengebeløb. Statens måde at sige tak på. En beskyttet bolig var det også blevet til. Den skulle beskytte samfundet fra at se på en krybling som ham. I starten blev han kørt til veteranhjemmet, men denne ydelse ophørte som en konsekvens af rehabiliteringsprocessen. Han vidste at det lød mærkeligt, men han orkede ikke selv at organisere transporten frem og tilbage. Snart havde han kun det selskab, der kom på besøg en sjælden gang i mellem, samt det han kunne finde i tv. Langsomt begyndte han at give op. Han kunne ikke længere se formålet med at være i live. Han havde svært ved at forstå, hvordan samfundet kunne glemme ham. Efter alt, hvad han havde gjort for Danmark, var han nu blevet placeret alene i en handicapvenlig bolig i udkanten af Næstved. Her sad han og tog imod viden om det samfund han havde været i krig for. Lyttede til historier om bandekriminalitet, levebrødspolitikkere, besparelser på godt og vel alt godt i samfundet og meningsløse overfald på gamle damer. DSB kunne intet gøre rigtigt, folkeskolen blev forringet, udlændinge blev ladt i stikker og arbejdspladser forsvandt. Danskerne blev federe og federe, mere og mere opslugte af penge, magt og berømmelse. Alle blev egocentriske og undgik helst hinanden. Kunne man få folk til at arbejde hårdt og billigt, så gjorde man det. De indsatte i landets fængsler levede bedre end de studerende på landets universiteter og hospitalerne havde mangel på både sengepladser og personale. Kommunerne skulle spare og folk måtte gå fra hus, hjem og hinanden for at være i stand til at snyde sig til overlevelse. Man tillod udviste udlændinge at blive i landet trods voldsdomme af ekstrem grad, men udviste rask væk små børn og deres mødre, der ikke ønskede andet end at indgå i det, der blev kaldt "velfærdssamfundet".
Samfundet var blevet gennemsyret af snyd, had og mistillid. Alt det han havde kæmpet imod i Afghanistan havde indfundet sig i hans fravær. Nu sad han dér, ensom og forladt, glemt af alle andre end sin egen mor, og prøvede desperat at huske på, hvorfor han var draget i krig. Han søgte efter det gode i livet, dét, der gjorde det værd at leve. Han kunne ikke finde det. Det Danmark han var draget af sted for at beskytte, de værdier han ønskede at bibeholde, fandtes ikke længere. Så megen smerte og lidelse, så mange unge mennesker, der var gået til spilde, alt sammen for ingenting. Der var intet tilbage at kæmpe for.
Hans mor fandt ham i køkkenet. Han sad stadig i sin kørestol. Hans medaljer lå på køkkengulvet, smidt så hårdt han kunne mod væggen. Køkkenskuffen stod stadig åben, men såret fra hans døende hjerte var forlængst holdt op med at pumpe. Det var blevet penetreret med husets største kniv, sponsoreret af velfærdsstaten Danmark.
