𝐮𝐬, ☆⋆𝒎. 𝒍𝒂𝒏𝒅𝒊𝒏⋆☆

Prolog

13. Juli 2015

Det er en flot sommeraften i en lille havneby.

"TAK, NIKOLAJ" Råber jeg efter bilen der lige har smidt mig af nede ved havnen. Jeg går mine veninder i møde, og viser dem min "hemmelige" vodka flaske, som min "onkel" Nikolaj har købt til mig. Hvis han havde været min biologiske onkel, så havde han nok ikke lige skaffet den, men han er jo min fars bedste ven, og har besøgt os hver sommer siden jeg var 3. Så derfor ser jeg ham som en onkel. Han havde frivilligt valgt, at køre mig ned til festen. Hver sommer bliver han bare min egen privatchauffør, og det er jeg evigt taknemmelig for.

Vi sætter os ude på molen

Hold op hvor jeg dog glæder mig til at bade i aften, det føles så fucking tiltrængt! Mine veninder smider mig en kold øl, og jeg tøver ikke med at åbne den. Vi samlet, mine veninder og jeg for at nyde sommeren, og nyde den lille frihed vi har inden vi skal tilbage til skolen, og gennem vores sidste skoleår. Jeg tror vi alle glæder os til at forlade den her lille landsby, hvor alle kender alle. Vi er klar på at vokse, og vi kan næsten ikke vokse mere her.

Et par øl senere...

"Er der nogen der skal med op på toilettet?" spørger jeg ud til mine veninder.

De alle svarer nej, også selv Signe hende der har en blære på størrelse med en myre.

Jeg går i mine egne tanker de 250 m, som der er fra molen til det offentlige toilet, og jeg går ind i en høj fyr.

"Ej, det må du sku virkelig undskylde" siger jeg overrasket.

Jeg kigger op og ser en rimelig tynd gut der bare står og kigger med betænksomme øjne. Han giver mig hånden og hjælper mig op.

"Det er ikke dig, som skal undskylde. Jeg kiggede mig ikke ordentlig for." Svarer han.

"Ej, det er bare så typisk mig, at gå i mine egne tanker" siger jeg ikke som respons men mere fordi jeg gerne vil snakke med ham.

Han smiler lige så stille.

"Men hvad laver du så her?" spørger jeg.

"Jeg er på ferie, vi er her bare for at nyde stilheden lidt." svarer han.

"Jaer okay.. Det er sku nogle gange lidt for stille her. Men altså hvis du er frisk på en øl, så kan du bare joine mine venner og jeg. Vi sidder ude på molen." siger jeg.

Han tøver lidt..

"Altså, de elsker at møde nye mennesker, men jeg vil gerne advare dig med, at de ikke er helt ædru" siger jeg inden han kan nå at sige nej.

"Det lyder sku hyggeligt nok" svarer han

Hvilket overrasker mig, for han virker ikke som den mest udadvendte fyr.

Men vi falder i snak, og jeg glemmer helt hvad jeg var gået for.

På vejen hen til mine venner lære jeg ham bedre at kende.

Han hedder Emil, og han er 17 år gammel. Han er lige blevet færdig med sit efterskole år, og han elsker håndbold. Jeg vælger ikke at nævne hvem min onkel er, for det vil nok gøre det hele lidt mærkeligt. Vi når ned til molen, og han får en øl. Vi snakker sådan lidt om alting men også ingenting. Jeg er fuld nok til at dele nogle af mine hemmeligheder, men stadig ædru nok til, at han ikke får de dybeste at vide. Jeg ved ikke hvorfor, men et eller andet får mig til, at stole på ham.

Da aftenen er omme, der har vi hinanden på alle de forskellige socialemedier, og jeg har en følelse af at det her er begyndelsen på et godt venskab.

-------------------------------------

helloooo, og tak for at læse det første kapitel af min fanfic<3 Jeg vil gerne gøre det klart, at det her ikke er en Emil Jakobsen fanfic, men en Magnus Landin fanfic. Emil og hovedpersonen har bare et meget vigtigt venskab som kommer til at fylde ret meget i de fremtidige kapitler<3 Jeg vil gerne takke @gidsel.mini for at opfordre mig, og hjælpe mig med at starte den her fanfic:) og så tjek min insta og tiktok ud @magnusbolandin og jeg er allerede igang med at skrive det første kapitel:) So be ready