Rejsen indeni

Ankomsten

Nice Côte d'Azur airport

Søndag d. 28 juni 2021

Kl 21.15

"Welcome to Nice airport. We hope you had a pleasant journey. Thank you for flying SAS !"

Lyden af sikkerhedsseler, der forhåbningsfuldt blev løsnet, slap sommerfuglene løs i mit indre. Ferieparate danskere, der i en fart rejste sig fra sædet, i kampen om hvem der først kunne komme ud af den indelukkede maskine. Og så var der mig. Det faktum at jeg blev givet en vinduesplads af SAS-medarbejderen i terminal 3 tilbage i København tidligere på aftenen, gjorde at jeg ikke havde andet valg end at vente på køen lettede. Oveni skulle jeg vente på at min 'sidekammerat', en fedladen ældre skånsk mand med topmave, fik rejst sit korpus fra det smalle sæde og begivet sig ud i gangen. Indtagelsen af to små flasker rødvin til middagen på vej ned over Europa, gjorde hans bevægelser lettere stavrende. Køen op gennem maskinen, for at komme ud, gled forholdsvist pænt, og jeg var ude i jetbroen ganske hurtigt. Synet der mødte mig på den anden side af de tonede ruder i jetbroen, fik min mave til at snøre sig sammen. Solen var på vej ned i vest og mod øst rejste palmerne sig langs Côte d'Azur, den blå kyst. "Shit det er crazy, det her. Nu er det nu" tænkte jeg. Min anden sprogrejse og min første solotur. En rejse hvor jeg skulle studere fransk på en lokal skole i centrum af Nice, og indlogeres i en værtsfamilie lidt uden for byen. Jeg fulgte strømmen af danskere fra flyet til bagagebåndende. Tændte min telefon og slog "flight mode" fra. *Pling* Den første besked tikkede ind. "Velkommen til Frankrig...". Den trofaste besked for alle rejsende. Mens jeg lagde telefonen tilbage i mit mavebælte, kiggede jeg ned på mine fødder, som let skred over de stereotype blanke og hvide lufthavnsklinker, mens jeg tænkte "Hvor er det vildt, det her!".

"Bonjour, comment ça va ?" En spinkel skandinavisk mand i 20'erne bød mig velkommen i ankomstterminalen på flydende fransk. Han bar en meget pink T-shirt med rejsefirmaet EF's logo på venstre brystkasse. Hans pjuskede lyse hår vidnede om at have været i kontakt med saltvand og solcreme umiddelbart før hans tjans som velkomstkomité begyndte den aften. Hans ansigt var en smule solbrændt, og hans briller skubbede han op ad næseryggen med tommel- og pegefinger konsekvent hvert andet minut. Han stak mig hånden og præsenterede sig selv som "Mathias" Han udtalte sit navn med en accent der lød til at være en blanding af svensk og dansk. Min hjerterytme faldt en smule. "Pyha, en dansker" tænkte jeg. "Hvis alt skulle gå galt, er det altid en mulighed at kunne snakke med Mathias." Ved siden af Mathias stod en fransk kvinde. Hun præsenterede sig selv, men jeg fik aldrig rigtigt fat i hendes navn. Vi udvekslede et par høflighedsfraser og bankede rusten af mit franske, mens vi snakkede om min flyvetur derned.

"Daniel!" råbte Mathias. "Oui ?" kvitterede en fransk mand i trediverne. Han ilede fra køen af ivrige chauffører over til os. Hans hud var middelhavsmørk og håret kort og sort. Han raslede med nogle bilnøgler i sin venstre hånd. Den anden hånd viftede med nogle papirer i retning af udgangen. "Aller, on y va !" - Kom, så kører vi! -. Mathias gav samme ordre til en gruppe rejsende bestående af et par 15-årige danske teenagere. Kvinden fra før fulgte også med ud.

Den varme aftenluft slog mod mit ansigt mens vi racede igennem forstæderne langs havnepromenaden. Duften af benzin-os fra de larmende knallerter blandede sig med duften af hav. Ud af varevognens åbne siderude fløj forstæderne til Nice forbi. Nogle andre danske rejsende var med i varevognen, men ingen sagde rigtigt noget. Alle nød udsigten og skulle nok – ligesom jeg – lige finde sig til rette i de nye omgivelser.

Omtrent 50 minutter efter var jeg den sidste tilbage i varevognen. Vi havde lige afleveret en dansk pige hos hendes værtsfamilie og var nu på vej til min, som ikke lå mere end 1 minutter længere oppe ad vejen. Varevognen stoppede brat ved kantstenen og Daniel fløj ud af varevognen, tydeligvis travl med at komme hjem. Klokken var trods alt også ved at være nær midnat. Vi fik sammen bakset min kuffert ud af bagagerummet og sagt farvel. "Alors, Tobias... Bonne nuit!" På fortovet stod en midaldrende mand iført slippers, badeshorts og tank top. Han bød mig velkommen og præsenterede sig selv som "Albert Toussaint". Han fulgte mig op til lejligheden, mens hans snaktøj kørte for fuld fart. Imidlertid forstod jeg tæt på intet af hvad han sagde. Det tog mig lidt tid at huske på at sende en lille opdatering til min familie, som ventede spændt derhjemme på en sms med lidt nyheder. Sendte dem bare en hurtig

"Så er jeg her. Han virker flink"

Nok ikke nær så fyldestgørende som de havde forventet, men jeg var fuldt optaget af alle de nye omgivelser.