Rejsen indeni

Tid til at tage afsked

Virgil Barel, Nice

Lørdag d. 17. juli 2021

Kl 17.20

Den tre uger lange sprogrejse var lakket mod enden, og den sidste dag var kommet. Efter at have mødtes med Emilia, Samuels 'flamme' fra Østrig, i centrum af Nice (og fulgt hende hjem til hendes residence ved Vauban), tog Samuel ("Sam" i dagligdagstale) og jeg sporvognen fra Place Masséna hjem til Saint Roch. Saint Roch, en forstad beliggende ca. 4 km fra Nice. Trods det var sen eftermiddag, var der stadig godt varmt i sporvognen. Stemningen i kupéen var afdæmpet og en småsummen lød fra airconditionanlægget, mens nogle stemmer strømmede gennem kupéen bagfra. Samuel og jeg sad skråt over for hinanden på et tomands-sædearrangement. Jeg, klemt inde af en svedig mand på min ene side og en materet rude på den anden, og Sam med fri adgang til gangen. Jeg prøvede at fange Sams blik. Han sad der med sit pjuskede, kulsorte hår, sin sorte T-shirt og sandfarvede shorts. Hans venezuelanske gener gjorde, at hans hudfarves tone befandt sig et sted mellem hasselnødsbrun og mælkechokolade brun. Hænderne var foldet sammen i skødet og hans ansigt var lagt i bedrøvede folder. Jeg fik øjenkontakt med ham, og det slog mig med det samme. Indenfor et par minutter skulle vi sige farvel til hinanden. Efter tre uger hvor vi havde været uadskillelige. Næsten en måned med uforglemmelige minder og "the time of our lives". Vi mødtes første skoledag, og siden havde vi været sammen hver evig eneste dag. Uadskillelige. Sammen besøgte vi Monaco og Cannes, og udforskede vores kursusby i flere timer ad gangen. Vi så fodbold, solbadede og 'jammede' med på barndomssange.

Næste station ville blive Virgil Barel, stationen Sam skulle af på. Normalt tog jeg sporvognen et stop længere, men at sige farvel i sporvognen, fandt jeg ikke passende.

*Ding*

"Prochaine arrête... Virgil Barel, *woing woing* Virgil Barel !"

-

"Næste stop... Virgil Barel, *woing woing* Virgil Barel!"

Kvindestemmen, der med sine kreative annonceringer, normalt bare mindede én om at stå af før man nåede for langt, var i dag tildelt en anden funktion. At minde os om, at det var sidste gang vi, Sam og jeg, skulle se hinanden. I lang tid. Sam gjorde mine til at rejse sig. Det samme gjorde jeg.

"I know this isn't my station, but I better clock in some steps before my flight home... I'll get off here with you" Forklarede jeg ham, da han ikke forstod, hvorfor jeg også rejste mig. Sporvognen saknede stille farten og kørte ind på sporvognsstationen. Vi bevægede os mut hen til udgangen og ventede på at dørene åbnede. Min mavede summede af en udefinérbar følelse. Som om noget trak i mig. Hvilken vej, havde jeg imidlertid ingen idé om. Men efter en mekanisk lyd, åbnede dørene, og vi steg ud.

På perronen var alt normalt. For alle andre. Sam og jeg stod med front mod front og betragtede hinanden. Det øjebliks stilhed føltes som en evighed. På en god måde. Uden for vores lille boble, ilede folk forbi og imellem os, sandsynligvis travle med at komme hjem. Det totalt modsatte var gældende for os. Jeg ville gøre alt for at få bare en time mere med ham.

Det blev mig der brød tavsheden "Ugh, man... It has been a real pleasure to spend my time in France with you..." Jeg rynkede næsen for at stoppe tårerne. "I'm gonna miss you man! If you ever come to Copenhagen, don't hesitate to text me. I'll be there to... meet... you" Nu kom tårerne alligevel. Sam kvitterede med et par sætninger af samme budskab. Imidlertid var sporvognen kørt og den travle menneskestrøm var nu skrumpet til et par passagerer, som sad og ventede på at den næste sporvogn skulle ankomme. Igen lagde stilheden sig over os. Vi begge nød de sidste øjeblikke sammen med hinanden. Efter nogen tid, lagde jeg op til et kram... Nok en af de bedste kram jeg har nogensinde har givet. Et rigtigt bjørnekram!

Nu var tiden kommet til det rigtige farvel. Den svære opgave; at skilles fra hinanden. At gå hver sin vej. Efter at have delt veje i 21 dage, føltes det totalt grænseoverskridende at skulle finde sin egen vej igen. Uden selskab. Teoretisk set, var det bare om at dreje kroppen den anden vej, og begynde at gå. Men med alt det vi havde af minder osv., gjorde det det umådeligt svært at udføre den handling i praksis. Synkront nikkede vi til hinanden, vendte os om og gik. Hver vores vej. Jeg kastede et blik over skulderen. Ville lige have det sidste syn af ham. Dér gik han, med det pjuskede sorte hår, slæbende på sine fødder, skuldrene næsten pegende nedad, og med et kropssprog der fortalte alt. Sådan så jeg nok også ud.

Overraskende nok, var de første skridt de letteste. Efterhånden som jeg kom længere væk, ville jeg allerhelst vende mig om og spæne tilbage til ham. Jeg overvandt trangen, og stavrede videre med blikket rettet mod jorden. Det føltes som om jeg var blevet lagt ned, stampet på og fået tømt mine lunger for alt ilt. Smågispende, forsøgte jeg at få vejret, men det virkede ikke til at mine lunger ville samarbejde. Folk, jeg passerede på gaden, skænkede mig et "er-du-okay"-blik. Gengældte det ikke. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg var... Presset. Det er vist ordet der passer. Presset. Kunne ikke overskue andet end at sætte den ene fod foran den anden. Tårerne var som klistrede til mine øjne, og mit syn var sløret.

Hjem kom jeg dog, 5 minutter efter var jeg i lejligheden hos Monsieur Toussaint (min værtsfar), og 6 timer senere stod jeg på dansk grund foran terminal 3, med en kuffert fyldt med uforglemmelige minder.