Golden boys

Kapitel 1 - mødet

Vi er red og white, Danmarks dynamite
Vi står side by side, sammen du og jeg

Sarah drejede ind på parkeringspladsen. Der var massere af pladser, men vi valgte at holde lidt væk fra hotellets indgang.
"Har du gaven?" spurgte Sarah, mens hun slukkede motoren. Jeg kiggede efter i min taske, selvom jeg vidste, at jeg havde den.
"Jeg tror ikke, at jeg giver ham den," sagde jeg.
"Hvad, hvorfor?" spurgte hun.
"Det er dumt," svarede jeg. Jeg tog fat i hjørnet af mappen for at fiske den op, men jeg kunne ikke få mig selv til det.
"Det eneste der er dumt er, hvis du ikke giver ham den. Hvor mange timer har du lige brugt?" Hun kendte udmærket godt svaret, men hun ville gerne minde mig om det.
"Hvad hvis han ikke kan lide den? Hvad hvis..." startede jeg, men Sarah afbrød mig.
"Det er nerverne, der taler. Du ville ikke have brugt de sidste to dage på den, hvis du syntes det var en dårlig ide. Jeg kan også give ham den," sagde hun.
"Nej!" råbte jeg, næsten inden hun havde fået lov til at tale færdigt. Vi kiggede på hinanden og begyndte at grine. Jeg var ved at eksplodere af følelser, for jeg havde aldrig mødt drengene før. Jeg havde altid drømt om at se dem, men nu hvor jeg stod i situationen, havde jeg egentlig mest lyst til at stikke halen mellem benene og løbe.
"Let's go," sagde Sarah og åbnede bildøren. Vi steg ud af bilen og dannede os et overblik over parkeringspladsen. Landsholdets bus stod parkeret foran indgangen, og som det første gik vi hen for at nærstudere den.
"Den ser mindre ud i virkeligheden," konstaterede jeg. Jeg havde forestillet mig et kæmpe brød, men bussen var smal og simpel.
"Mhm," mumlede Sarah og gik ned langs bussens side. Hun stillede sig på tæer og prøvede at se ind ad de mørktonede vinduer. Jeg slog blikket ud over hotellet. Der var danske flag overalt. Fra hver altan hang der røde og hvide flag ud over glasafskærmningerne, og som om det ikke var nok, var der også to flagstænger ved siden af bussen.
"Shit," sagde jeg, inden jeg overhovedet havde tænkt mig om. Langs de parkerede biler spadserede Kasper Hjulmand med solbriller og en hoodie over skulderen.
"Sarah!" kaldte jeg.
"No way, det er Kasper Hjulmand!" råbte hun, som om hun slet ikke tænkte på, at han var lige ved siden af os.
"Godaften piger," sagde han og smilte bredt.
"Hej, må vi ikke få et billede?" spurgte jeg, mens jeg allerede var igang med at fiske mobilen opad min taskes inderlomme. Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ikke ville virke for ivrig, men nerverne gjorde det utrolig svært for mig at holde hovedet koldt. Jeg havde lyst til at springe over til ham og rose ham for alt, han havde gjort for det danske landshold.
"Jo selvfølgelig," svarede han og tog solbrillerne af. Sarah og jeg placerede os på hver side af ham og jeg sørgede for, at vi fik bussen med i baggrunden.
"Hvor er du vild," sagde Sarah til ham. "Jeg elsker dig, du er virkelig amazing!"
"Det er så godt gået! Held og lykke med kampen i overmorgen," sagde jeg. Ordene væltede ud ad munden på mig.
"Tak skal I have. Det betyder virkelig meget," sagde han og begyndte at gå mod hotellet. Et par meter fra os vendte han sig om og råbte: "Jeg er vild med jeres trøjer!"
"Tak!" råbte vi i kor. Vi kiggede på hinanden og flækkede af grin. Landsholdets træner havde komplimenteret vores landsholdstrøjer. Følelserne sad fuldstændig ude på tøjet.

"Du glemte at give ham gaven," mindede Sarah mig om, da vi gik langs vejen. Vi havde besluttet os for at tage en runde omkring hotellet, så vi ikke lignede to creeps ved indgangen.
"Nårh ja," sagde jeg, selvom jeg mest af alt havde valgt at lade den ligge.
"Vi møder sikkert nogle flere," sagde hun optimistisk. Vi nåede stranden og fulgte den smalle vej langs hotellet. Aftensolen slikkede bølgerne, der kastede sig ind over bredden. Gæster fra hotellet sad i strandstole langs kystlinjen, men vi kunne ikke genkende nogle af dem. Vi satte os på en bænk, der pegede ud mod vandet, for at nyde udsigten.
"Jeg fatter ikke at vi er færdige med gymnasiet," sagde jeg.
"Min mor bliver ved med at spørge mig om hvad planen er, men jeg ved det ikke. Jeg tager det bare som det kommer," sagde Sarah.
"Vi skal bruge vores sabbatår fornuftigt. Jeg synes vi skal tage ud at rejse," sagde jeg.
"God idé. Lad os brænde en masse penge af fra den opsparing, vi ikke har," sagde hun.
"Vi kan arbejde det første halve år."
"Okay, men så skal vi også til et eksotisk land."
"Hvad tænker du?"
"Thailand."
"Jeg synes vi skal tage til Bahamas og bade med grise."
"Hell yes, det gør vi bagefter," sagde hun. Vi kiggede på hinanden og begyndte at grine igen. Jeg glædede mig allerede til at rejse verden rundt med min bedste veninde.
"Skal vi fortsætte rundt? Jeg tror ikke de kommer herned," sagde hun og slog hænderne på lårene. Hun havde ikke tænkt sig at tage hjem før vi mødte en landsholdsspiller. Jeg nikkede, og vi fortsatte ned ad stranden indtil vi nåede en lille sidevej.

Omgivelserne var idylliske. Træer og buske markerede vejen, og den lave aftensol landede på husenes tag, så det lignede noget, der var taget ud fra en film. Man kunne se på bilerne i garagerne, at mange af beboerne var velhavende.
"Her vil jeg bo, når jeg flytter hjemmefra," sagde jeg.
"Så kræver det lidt mere end et job i supermarkedet," sagde Sarah.
"Jeg gifter mig bare med en rig mand."
"Hey, det er min plan!"
Mens vi gik og snakkede, dukkede der nogle på for enden af vejen. De var for langt væk til vi kunne se hvem det var, men de var allesammen klædt i noget, der lignede træningstøj.
"Tror du...?" sagde Sarah, men gik i stå i sin egen sætning.
"Lad som ingenting," sagde jeg og prøvede at kigge i en anden retning. Hvis vi allerede flippede ud nu, kunne det være at de besluttede sig for at vende om igen for at undgå fangirls. Vi nærmede os hinanden og jeg kunne se at det var drenge, der holdt farverige fodboldstøvler i hænderne.
"Wind! Jeg kan se Jonas Wind!" hviskede Sarah. Jeg prøvede at identificere de to andre. Den ene havde mørke bløde krøller og let skæg, mens den anden havde lysere hår og smilehuller. Andreas Skov Olsen og Joachim Andersen.
"Hej drenge," sagde jeg efter at have vurderet, at vi var tæt nok på.
"Hej," svarede de i kor.
"Må vi godt få et billede med jer?" spurgte Sarah.
"Det kan vi da godt arrangere," sagde Jonas, og de samlede sig i en klump. Vi vendte os med ryggen til dem og tog et selfie.
"Du har god smag," sagde Jonas og grinte kort. Han måtte have lagt mærke til at der stod nummer 19 på Sarahs landsholdstrøje, da vi vendte os om.
"Jeg har lært fra den bedste," sagde hun og blinkede til ham.
"Det kunne være jeg skulle lære dig nogle andre ting," svarede han. Jeg måtte bide mig selv i læben for ikke at grine. Det var ikke til at tro at Jonas Wind flirtede med min veninde foran mig og hans to kammerater.
"Vi ville faktisk spørge jer om noget. Emma?" sagde Sarah, og de kiggede alle afventende på mig. Jeg var bange for at bede dem om en tjeneste, men eftersom Sarah allerede havde bragt det på banen, ville det være underligt, hvis jeg benægtede det.
"Jo, jeg har noget til en af de andre," sagde jeg, og rodede i min taske. Jeg fandt mappen frem og holdte den i hænderne. "Pierre-Emile Højbjerg."
"Hvad er det?" spurgte Andreas.
"Vis dem det!" sagde Sarah ivrigt. Jeg åbnede forsigtigt mappen og holdt min tegning op for dem. De blev helt stille, og jeg blev et øjeblik i tvivl om det var godt eller skidt.
"Wow. Har du tegnet den?" spurgte Andreas og trådte et skridt tættere på. Hans øjne fulgte detaljerne på papiret.
"Ja," svarede jeg.
"Den er virkelig flot. Du er seriøst talentfuld," sagde han.
"Tak," sagde jeg og kunne ikke lade vær med at smile. Jeg havde været en smule nervøs over deres reaktion, for selvom jeg havde brugt mange timer på den, blev jeg ved med at finde små fejl. Jeg lagde den tilbage i mappen og svingede elastikkerne omkring.
"Vil I aflevere den til ham?" spurgte jeg. Mit hjerte hamrede afsted, mens drengene kiggede på hinanden. Andreas' blik landede på Jonas, der til sidst nikkede kort.
"Vil du ikke selv give den til ham?" spurgte Andreas. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og jeg var lige ved at overbevise mig selv om at jeg havde hørt forkert, hvis ikke Jonas havde sagt det samme: "Ja, I kan gå med os ind på hotellet."
"Ej, mener I det?" sagde Sarah.
"Ja, vi er alligevel lige blevet færdige med træning."
"Det vil vi virkelig gerne," svarede Sarah. Jeg forstod ikke hvorfor drenge som dem, ville have selskab af piger som os. Jeg troede de havde brug for at hvile sig og lade op indtil næste kamp.
"Fedt, så kom."