*Emily's POV*
"Jeg syntes at du skal tage afsted alligevel. Om du så har en med eller ej, det er da ligemeget, du kan da stadig feste. Eller hvad?". Spørger Zoe mig, mens vi sætter os ved bordet. "Jeg ved ikke rigtigt. Det er ikke lige noget for mig, og jeg har sikkert noget andet jeg skal i stedet". Svarer jeg bare. Jeg skal nok ikke noget den dag, men det behøver hun da ikke at vide.
Vi snakker stadig, eller Zoe gør, om bålfesten. Der er nu ca. tre uger til den store fest, og alle er helt oppe at køre over det. Men hvorfor så tidligt?
"Jo kom nu. Det skal nok blive sjovt. Og du behøver jo ikke at drikke noget hvis du ikke vil". Lokker hun. Jeg ved godt at det lyder lidt plat at jeg ikke vil med, det er trods alt en af de største begivenheder i High School, men det er bare ikke noget for mig. Desværre. Plus, hvem skulle jeg tage med?
Luke og jeg er stadig ikke på talefod, og efter begravelsen har jeg ikke lige haft mulighed for at snakke med Jonas, om hvad end der lige skete. Aner stadig ikke hvad der er mellem os.
"Hvornår kommer i egenligt imorgen? Mor ville have at jeg skulle spørge". Kommer det ligepludseligt fra Riley, da hun har sat sig ved vores bord. Hun stiller en bakke med en sandwich og noget der ligner en smoothie foran sig, og sender os et smil. "Hej til dig også". Svarer Zoe og Riley vender øjne af hende. "Øhm, hvad mener du? Hvad sker der i morgen?". Spørger jeg.
"Det er jo Luke's fødselsdag imorgen, og min mor vil have at den skal være perfekt. Den starter vidst kl. 18 eller sådan noget, men i kommer vel før, ikke?". Jeg kigger forvirret på hende."Vent hvad. Luke's fødselsdag?. Øh... Hvornår havde i lige tænkt jer at fortælle mig om det?". Spørger jeg. Det har jeg da ikke fået noget at vide om. "Har Luke ikke sagt noget? Nå det troede jeg ellers. Er i ikke tætte?".
Nå jo, de ved jo ikke at Luke og jeg ikke rigtigt er venner mere. Det tror jeg i hvert fald ikke. "Øh, jo... eller vi var. Men så skete der nogle ting og nu snakker vi ikke rigtigt sammen længere. Mest på grund ad mig". Svare jeg og kigger ned i bordet. "Så det er derfor at han har opført sig så mærkeligt. Hvad skete der egenligt?". Spørger Riley nysgerrigt. Så meget som jeg ikke vil fortælle dem om det, bliver jeg jo nødt til det nu. Så jeg sukker højt og begynder at fortælle dem det hele fra begyndelsen.
"Okay, og hvad har du tænkt dig at gøre nu?". Spørger Zoe, efter at jeg har fortalt dem det hele. "Jeg har virkeligt ingen ide". Svare jeg og trækker på skuldrene. Jeg har ikke kunne finde på noget siden jeg snakkede med Claire, og det er på tide at vi snart bliver venner igen. Jeg kan ikke holde det ud mere. Måske jeg bare skulle snakke med ham.
"Men hvad så med imorgen? Kommer du så slet ikke?". Spørger Riley bekymret. Jeg ved godt at jeg burde, men er det ikke lidt mærkeligt at møde op til hans fødselsdag når vi ikke engang snakker sammen længere. Vil virkeligt ikke ødelægge noget. Så jeg trækker bare på skuldrene.
Vi sidder i lidt tid uden at nogle siger noget. Jeg har alt for travlt med at finde på en ide, men mit hoved er helt tomt. Og jeg tror at de andre gør det samme. Jeg kigger pludseligt op og får øje på Luke.
Når man snakker om solen, ikke?
Han går forbi vores bord, som han også plejede at sidde ved, og vi når lige at få øjenkontakt. Han smiler til mig, hans bløde og varme smil, men jeg når ikke at gengælde før at han er gået videre. Åh jeg savner den dreng.
Gad vide hvordan han har med st jeg bare sådan har ignoreret ham?
"Hey piger". Jeg vender hovedet, da Riley siger noget. "Jeg tror faktisk lige at jeg har fået en ide".
—-
"...Og du har alt dit klar?". Spørger jeg og vender hovedet imod Riley. "Hvad tror du?, Selvfølgelig har jeg det. Spørgsmålet er mere, har du?". Hun giver mig et bekymret blik.
"Næsten. Jeg mangler lige noget. Men så har vi også alt klaret". Siger jeg og sender hende et smil.
"Godt så. Så mangler vi kun Zoe". Jeg vender mig rundt og hælder det kogene vand i kopperne. "Og hun har ikke skrevet eller noget?". Spørger jeg og rækker hende den ene kop. Hun ryster på hovedet. "Ikke siden sidst".
Brrrring. Hun trækker sin mobil frem fra sin lomme. "Øhm. Jeg bliver lige nød til at tage den her". Siger hun og stiller sin kop på køkkenbordet. Så tager hun telefonen op til øret, mens hun går ud ad køkkenet.
Jeg står i lidt tid og sipper til den varme te, da jeg pludseligt får en ide. Jeg stiller koppen på bordet, ved siden ad Rileys, og tager min egen telefon frem. Jeg scroller igennem mine kontakter indtil jeg finder den rigtige. Og så trykker jeg Ring.
Der går lidt tid hvor den bare ringer, indtil hun tager den.
"Ja hallo". Siger en stemme pludseligt fra den anden side af røret.
"Hej Cama, det er Emily. Du ved, Rileys veninde. Vi mødtes til en fest". Der går lidt tid i stilhed.
"Nå ja Emily. Dig kan jeg godt huske".
"Jeg ved godt at det er lidt mærkeligt at jeg ringer, men jeg tænkte på om du ville hjælpe mig med noget?".
Dagen efter
*Luke's POV*
"Jeg er hjemme". Råber jeg, da jeg kommer ind i huset. Jeg løber ovenpå og smider tasken på gulvet. What a day? Jeg tager min telefon frem og begynder at scrolle igennem Instagram. Ingen fødselsdags hilsner, ikke engang fra Jacob. Jeg opgiver hurtigt og smider telefonen væk. Det er endeligt min 18 års fødselsdag og så er der ikke engang nogle der vil fejre den.
I morges var de allesammen væk, altså min familie, før at jeg overhovedet stod op, og oppe i skolen var der ingen der lagde mærke til mig, som sædvanligt. Ikke engang Emily. Men det er måske også forstående nok. Jeg kyssede hende jo uden at hun havde følelser for mig, og nu er vores venskab totalt ødelagt. Jeg skulle aldrig have gjort det.
Jeg får et chok da døren nedenunder pludseligt bliver lukket. Så jeg skynder mig ned ad trappen og får øje på min mor der er på vej ind i køkkenet. Jeg går efter hende og sender hende et smil, da hun opdager mig.
"Hej skat. Har du haft en god dag i skolen?". Spørger hun og stiller en indkøbspose på bordet. "Ja, den har været fin nok. Som den plejer". Hun nikker bare og begynder at stiller de nye varer på plads.
Jeg sætter mig på en af barstolene og studere hendes bevægelser. "Øhm skat. Din far og jeg skal ud og spise i aften, du ved, med golf klubben". Siger hun pludseligt og stopper varer i køleskabet. "Men hvad med min-". "..Og din søster skal overnatte hos en veninde. Så du har huset for dig selv i aften". Hvad med min fødselsdag? Har hun helt glemt den?
Hun har ellers brugt de seneste to uger på at snakke om alle hendes planer for den. Alle de gæster der skulle komme, og så glemmer hun den bare. "Jamen-". "Jeg har lagt nogle penge til dig, så du kan bestille en pizza. Og du må endeligt gerne inviterer nogle venner over". Siger hun og går hen til mig.
"Jeg skal lige møde nogle veninder på vejen, så jeg smutter nu. Hyg dig". Hun kysser mig blidt på panden og går ud ad køkkenet. Jeg lytter efter hendes stiletter, da hun går ud i entreen og døren der lukker, da hun er ude ad huset. Hvad fanden skete der lige der?
Ingen hilsner. Ingen gaver. Og nu ingen fest. Sikke en lorte dag.
Det er nu nogle timer siden at min mor tog afsted, og jeg sidder i sofaen. Jeg har allerede spist og set en film, og det er nu blevet mørkt udenfor. Der er stadig ingen der har skrevet til mig og hvis jeg skal være ærlig, så føler jeg mig ret alene. Ikke en fed måde at bruge sin fødselsdag på.
Jeg scroller igennem Netflix og prøver at beslutte mig for, hvilken film jeg nu skal se, da døren pludseligt går op. Det er sikkert bare mine forældre der er kommet hjem. "Luke?". Bliver der kaldt ude fra entreen og det lyder mere som min søster end de andre.
"Yeah". Svarer jeg og vender hovedet da hun kommer ind. "Der var du". Siger hun og går hen til mig. "Hvad laver du egenligt her? Skulle du ikke være hos en af dine veninder?". Spørger jeg og vender hovedet imod tv'et igen.
Hun svarer ikke, men i stedet tager hun fat i min arm. "Kom lige, jeg skal lige vise dig noget". Siger hun og trækker mig op fra sofaen, og ud i entreen. "Tag en jakke på, det er koldt udenfor". Siger hun bestemt og venter på at jeg adlyder. Da jeg har gjort det, trækker hun mig med udenfor og ind i hendes bil.
"Hvad skal vi?". Spørger jeg, da hun køre ud ad indkørslen og ned ad gaden. "Det får du at se".
Efter et par minutter ankommer vi til skolen. Skolen, hvad skal vi dog her?
Da vi stiger ud tager hun fat i min arm og trækker mig med sig. Vi går i mørket over parkeringspladsen, forbi skolen og ud på den store Football-bane. Næsten alle lygtepæle er slukket, så jeg kan næsten ingenting se. Hun fører mig videre over plænen og da vi når til cirka midten, stopper hun.
"Øhm?". Siger jeg og kigger forvirret på hende. "Vent lidt, og lyt efter". Jeg har ingen anelse om hvad der sker, og det gør det ikke bedre at jeg intet kan se.
Jeg står i lidt tid og kan ikke høre noget, da der ligepludseligt strømmer musik ud ad de store højtalere ved banen. "Hov vent. Er det ikke The Fray..". Siger jeg og kan mærke et smil på min læbe.
Jeg elsker jo den sang. Jeg kigger rundt, har stadig ingen anelse om hvad der sker, da et lys pludseligt bliver tændt. Et stearinlys, men der er en der holder det. Personen kommer tættere på, og i starten kan jeg ikke genkende den, men så. "Emily?". Spørger jeg, da jeg genkender hendes ansigt. "Hvad laver du her?".
Hun går helt op til mig og sender mig et smil. "Jeg kunne ikke gå glip af din fødselsdag". Jeg får øjenkontakt med hende og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor smuk hun er. Hendes blå øjne. De røde læber. Alle hendes træk. De små fregner på næsen. Det hele er bare så ubeskriveligt smukt.
"Så du har ikke glemt det?". Spørger jeg forvirret. "Nej selvfølgelig ikke. Ikke min bedstevens".
Mit smil bliver med det samme større. "Men jeg troede-". Hun stopper mig med sin finger. "Du vil altid være min bedsteven. Det skal et enkelt lille kys ikke ødelægge. Du må undskylde at jeg sådan ignorerede dig, det var altså ikke meningen. Men jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre". Siger hun og kigger ned. Jeg smiler til hende og løfter hendes hoved med min pegefinger.
"Det er okay. Ingen grund til at undskylde. Det er alt sammen min skyld". Siger jeg glad. "Men du kan ikke gør-". Jeg stopper hende ved at trække hende ind i et kram. "Ikke flere undskyldninger". Siger jeg og krammer hende hårdere, vil ikke give slip på hende. De uger uden kontakt har været forfærdelige.
"Jeg har savnet dig sådan". Siger hun og trækker sig lidt væk, så vi nu kan se hinanden igen. Jeg tørre en tåre væk på hendes kind. "Har også savnet dig. Mere end du aner".
Jeg når kun at se et lille smil på hendes læber, da hun trækker sig fri. "Nu". Siger hun og vender sig rundt, så hun står ved siden ad mig. Mørket bliver pludseligt til lys, da hele banens lamper tændes. Jeg bliver næsten blændet og skal bruge et par sekunder til at vende mig til det. Da jeg endeligt kan se noget, får jeg med det samme øje på min familie og venner.
"TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN". Råber de alle i kor og stormer imod mig. Musikken lyder stadig i baggrunden, og det gør det bare meget bedre. Jeg får et kram fra dem alle, og da det bliver min mors tur strømmer der tåre ned ad hendes kinder. "Troede du at jeg ville glemme min lille drengs 18 års fødselsdag? Aldrig i livet. Det elsker jeg dig for højt til". Hun trækker mig ind i et langt og varmt kram.
Da hun endelig trækker sig fri, kysser hun mig på panden og lader mig nyde resten af dagen, med dem jeg holder af.
Så blev den måske lidt bedre end jeg havde regnet med.