"I dag skal jeg fortælle jer en historie. En sand historie, du skal lærer hører om sved og tåre. Men også om glæde, dette er min historie"
Solen var højt oppe på himlen, skolen var for længst forbi. De sidste 30 minutter, var gået med at blive slået og sparket. Mit liv er nederen, eller rettelse det VAR nederen. Jeg så ned mit hår dækkede det meste af mit ansigt, meget godt da jeg har et blåt øje. Mine forældre er døde og jeg boede hos mine to storebrødre. De har to vildt forskellige personligheder. Men de er sgu aldrig hjemme! Jeg så op og sukkede ligeså snart jeg går ind af den dør. Er jeg i sikkerhed. Hvad ventede jeg på? Jeg ventede på et mirakel.
Jeg så på min pizza "kom nu kom nu" brummede jeg. Er de 15 minutter, ikke snart færdig! Det bankede på, æv, jeg gik mod hoveddøren. Jeg åbnede den, ingenting? Typisk.... Jeg lukkede døren igen og gik mod køkkenet da alt lys forsvandt. Jeg så rundt "ha ha, Steve kom frit frem brormand" sagde jeg. Der var en skikkelse der løb bag bordet. Den er højere end Steve, tyndere end Steve. Er det Jace? Var den eneste tanke der var i mit hovede. "Drenge" sukkede jeg og tændte for lyset, her var ikke noget?! Jeg er ved at blive gal! "Det må være alle de slag" brummede jeg. Hvis jeg ikke blev slået eller sparket, så satser jeg bare. Hvilket fører til et brække ben eller noget andet. Pizzaen blev endelig færdig og jeg kunne endelig spise. Hvilket var godt da min mave truede med at spise sig selv. Adr......
Hvorfor er der aldrig noget i fjernsynet!? Eller som Jace kalder den, flimmerkassen. Jeg slukkede den irriteret. Genudsendelse, kedelig, noget jeg ikke forstår og så om igen! Det er en ond skod cirkel! Det bankede på det ene vindue, jeg løftede dovnet mit hoved. Jeg var ret doven der... INGENTING! "Underligt..." Hviskede jeg og rakte ud efter min telefon. Da en mægtige stærk søvn ramte mig. Jeg kæmpede for at holde øjnene åbne, men opgav hurtigt.
Et stearinlys's flamme kæmpede for ikke at blive slukket af vinden. En person sad på en stol, et brev berørte flammen. Personen gav slip på brevet, og betragtet brevet. Det bankede hårdt på døren, personen vendte sig forskrækket om. Vinden blæste hætten af og en kvindes ansigt viste sig. Hun tog hætten på og pustede lyset ud. Det var mørkt, et højt brag lød. "Få noget lys her!" Råbte en mandestemme, "ok...Okay" stammede en spinkel stemme. Og jeg formoder han tændte for en fakkel, hvilket han også gjorde. Gardinerne flagrede i vinden, "hun er væk!" Jeg sank en klump og krøb længere ind mod skyggen, væggen var kold mod min ryg. "Ikke meget længe, finde hende og bring hende til mig. Levende eller død..... Og helst før det er for sent!" Han slog sin kappe og vendte sig om og gik ud af døren. "Javel sir" sagde de fem mænd i kor, den lille spinkle dreng så imod mig. Han så ind i mine øjne, jeg holdte vejret "DANIEL!" Han for sammen "undskyld jeg synes jeg så noget" mumlede han. "Knægten ser også syner, kaptajnens nevø er et skvat" grinede den ene mand og ham han snakkede med grinede med.
Jeg vågnede med et sæt og så rundt, hvor er jeg? Her var kun et vindue, en dør, loft og selvfølgelig gulv. Det var bare et tomt og koldt rum, jeg kom med rystende ben op af stå. Døren sprang op, jeg så forskrækket mod den. I døråbningen stod en lidt ældre dreng end mig. Måske på alder med Jace? "Så nu er du vågen, sulten?" Spurgte han, "hvem er du?" Spurgte jeg. "Mit navn er Troy, velkommen til drømmeland" sagde han og smilede. "Drømmeland, er du syg?" Spurgte jeg og så underligt på ham. Som om han var et rumvæsen. Eller julemanden...... Han rullede med øjnene og gav mig en bakke med mad, "spis eller lad være" sagde han og gik. "Vent!-" Døren smækkede i efter ham, jeg brummede surt og så ned på maden. Min mave begyndte at rumle, jeg sukkede "mh bacon!" Okay afsløret jeg elsker bacon. Hvem gør ikke det? Vegetar.... Men de tæller ikke! Jeg tog en bid af den, mit ansigt lavede en grimasse. Kalkunbacon?! Hvem køber lige det?! Muslimerne.... Det tæller stadig ikke! Bacon kommer fra en gris, ellers er det ikke rigtigt bacon! Jeg tvang mig selv til at synke det jeg havde i munden. Så var der kun kedelig brød tilbage, det er vel bedre end ingenting? Efter at havde spist det dumme brød der ikke smagte af noget. Jeg kunne lige så godt prøve at spise luften.
Jeg så mod vinduet, hvordan skal je- VENT! Jeg grinede ondskabsfuldt og rejste mig op. Nå lad mig se, låst, typisk! Hvordan skal jeg så smadre det? Jeg tog et tilløb og løb mod vinduet, så snart min skulder berørte glasset. Blev jeg sendt tilbage til væggen, jeg tog mig til den ene skulder. "Det var underligt" brummede jeg og rejste mig op igen. Det bankede let på døren og den åbnede sig bagefter. Æv det er Troy.... "Hvad?!" Hvæsede jeg "wow rolige nu!" Sagde han og tog hænderne op. Jeg brummede "hvor er jeg?" "Det har jeg sagt...." Jeg afbrød ham "drømmeland, hvor dum tror du lige jeg er?!" Han sukkede. "Hvad hedder du overhovedet?" Spurgte han "hvad vedkommer det dig?" Brummede jeg. "Alt" mumlede han, "Elisa" sagde jeg, han nikkede. "Hvorfor er jeg her?" Spurgte jeg "fordi jeg har hentet dig" "kidnappet" "hentet" "kidnappet!" "HENTET!" Jeg holdte min mund og så lidt skræmt på ham. "Elisa, du er her pga de tre måner" de tre måner? "Ehhhh?" Sagde jeg blankt "nå ja du er et menneske, der er tre måner. Som står for de tre gode riger drømmeland, menneskeverden og Antino" sagde Troy. "Hvad er Antino?" Spurgte jeg "et sted for de udødelige, dem i kalder for guder ned i menneskenes verden." "Ja for det giver mening" mumlede jeg, "jeg forstår bare stadig ikke.... Hvorfor jeg skal være her" sagde jeg og lagde armene på kors. "De tre måner, har tre udvalgte" sagde han, "men jeg kan ikke være en af dem!" Sagde jeg. "Jo" "men jeg dør på et tidspunkt?" "Og?" "Jamen dør månen så bare?" "Nej den går videre til din datter" "hvad nu hvis jeg ingen datter får?" HA DEN HAR HAN IKKE TÆNKT PÅ! "Så lever din sjæl videre og de bliver genfødt" æv altså!
Vi skulle hen til Antino, og møde ham der er den udvalgte. Eller Antino månens vogter, jeg er menneskenes månens vogter. Og Troy er sjovt nok drømme månens vogter. Det havde jeg aldrig gættet! "Kodeord" brummede en meget høj mand, og når jeg siger høj. Så mener jeg høj! Måske 2,71 meter, Hvilket ville sige han slår mine 1,70 meter stort! "Antino er stor, det var dem der skabte menneskenes jord. Og gav dem en gave, nemlige drømmeland" sagde Troy. Vagten nikkede og lukkede os ind, her var lyst, hvidt. Ret kedeligt at kigge på for at være ærlige..... Hvis tingene ikke var hvide, så var de i guld, og når de ikke var det! Var de himmelblå.... Totalt mange farver ikke sandt? Mærk sarkasmen.... "Undskyld sir, ved du hvor Liam Antino er?" Spurgte Troy, "han bor derover" sagde manden og gik igen. De lignede normale mennesker, bare med kun hvid tøj på.....
"Tror du det her er en god ide?" Spurgte jeg, han nikkede bare og bankede på. Døren åbnede sig og en høj dreng viste sig. Måske burde jeg beskrive ham? Hans øjne er isblå, sort hår som var usædvanligt at se med sådan nogen øjne. Hans hud var ikke bleg men hellere ikke mørk. Han var ikke for tyk eller for tynd, normal størrelse. Han havde som alle andre hvidt tøj på, hvilket bare gjorde ham kedelige at se på. Måske burde jeg også beskrive Troy? Hans øjne havde en overnaturlige grøn farve, brunt hår. Der er sat op i en hestehale, ikke fordi han har vildt langt hår! Men stadig længere hår end de fleste drenge har. Han har også en normal, ikke for tyk ikke for tynd. Jeg selv har lyst hår, med blå spiser, brune øjne. Jeg har også en normal størrelse, det har aldrig været min størrelse folk har mobbet mig med. Det er mine forældre, brødre, min personlighed. Det rører mig ikke mere, jeg er ligeglad. "Elisa og Troy velkommen" sagde han, hvordan kender han vores navnene? "Jeg er en gud der kan hører dine tanker, menneske" det mener han bare ikke.... "Har du ikke set at der stod adgang forbudt?!" Hvæsede jeg. "Jo men jeg ignoreret det" sagde han, idiot.... "HEY!" Jeg smilede stort og gik indenfor, tage den gud! 1-0, kom igen Liam Antino!
"Okay okay, jeg tror jeg har forstået det meste, men hvem er det vi kæmper imod?" Spurgte jeg. "Fyrsten Jones, over det mørke mareridt land" sagde Liam, jeg gav ham et er-du-seriøs? Blik. "Mareridt land? Tager du gas på mig?! Jesus lad mig vågne fra denne skrækkelige drøm" sukkede jeg og tog mig på næseryggen. Det var bare for latterligt det her! "NEJ! Sh aldrig sige J e s u s" tyssede Liam, "hvorfor staver du Jesu-?" mere noget jeg ikke før en mand stod foran mig. Jeg hoppede forskrækket bagud og stødte ind i Troy. "Nogen sagde mit navn" han så ind i mine øjne "skønt han er her!" Sukkede Liam. Er det Jesus? Han ser da ikke en dag ældre ud end mig! Folk har faktisk tegnet ham ret godt, undtagen han har ikke langt hår. Det havde han måske engang? "Jesus ud af mit hus" sagde Liam, Jesus rykkede sig ikke. "Hvad kan jeg gør for den unge dame?" "Huh?" "Du sagde mit navn" jeg tror aldrig jeg har været mere forvirret end nu.... "Elisa, Jesus hjælper folk, han hører folks bøn. Så når du siger hans navn her kommer han med det samme" sagde Troy, jeg nikkede. "Beklager Jesus jeg tror ikke på guder.... Eller dig" sagde jeg ærligt, hans øjne blev store. Liam fik et det-mener-du-ikke udtryk i ansigtet. "Det sagde du bare ikke lige her" sagde Troy med en opgivende stemme. "Hvorf-" Døren sprang op jeg så fik store øjne. Ej sige det er løgn!
"Hvem sagde de forbudte ord?" Jeg rakte forsigtigt en hånd op. "Uforskammet menneske barn!" Jeg rullede med øjnene. "Okay i findes, i er dårlige til jeres job" brummede jeg. De gik alle i chok, "det var ikke klogt" mumlede Troy. "Hvad mener du?" Spurgte Jesus, jeg begyndte at gå rundt om. "Folk sulter, folk bliver myrdet, bliver mobbet, begår selvmord. Krigene raser over verden, farlige sygdomme, så mange ting. Der ikke burde findes, i skulle forestille at i ville os det bedste. Gæt engang folk stopper langsomt at tro på jer" sagde jeg. "Det er ikke vores fejl, du har sikkert et fint liv" grinede en af guderne. Jeg grinede hånligt "tro mig, selvmord kan lyde fristende af og til" han så lidt overrasket ud. Liam lagde sit hoved på skrå, jeg så ham ind i øjnene. Tænkte på alle de skod år, Liam så pludselige bedrøvet ud. "Menneskene lider meget" mumlede han og vendte sig om. "Det lige meget, frysten Jones skal ned med nakken!" Sagde jeg og viftede ned med nakken. "Okay, ud med jer lidt hurtigt tak" sagde Troy og smed dem allesammen ud. "Hvornår skal det ske?" Spurgte jeg "når der er tre fuldmåner" sagde Troy "altså når alle tre måner, har fuldmåne." Tilføjet han. "Og det er der sådan ca. Lad mig se, to uger til. Du skal lærer mange ting inden" suk lærer noget. Jeg håbede at jeg kunne slippe for det!
Der var gået en uge med at øve at kæmpe. Med træsværd, og undvige ting, at kunne gemme sig osv. "Okay du mister dit sværd og din modstander er så tæt på at vinde. Hvad gør du?" Spurgte Troy, jeg så på Liam som jeg skulle kæmpe mod. "Eh prøve at få fat i sværdet?" Det lød mere som et spørgsmål end et svar.... "Prøv det" okay, jeg vendte mig om, men mærkede en klinge på min ryg. "Aldrig vend ryggen til din modstander" det er ikke fair Liam må bruge et rigtigt sværd! Jeg prøvede igen, men efter fem gange gav jeg op. "Hvad ville du gør Elisa?" Spurgte Troy igen, jeg prøvede at udtænke en plan. Jeg slog Liam i maven, tog mit sværd og da jeg lige vendte mig mod ham. Var det på et hængende hår! Jeg pustede til mit hår og smilede skævt til ham, han grinede og vi begyndte at kæmpe. "Du har tre vægge omkring dig, fjenden foran dig. Den eneste udvej er at slå ham, men hvordan?" Troy's stemme skar i mine ører. Kan han ikke holde mund når jeg prøver at tænke?! Da det blev mørkt blev vi nødt til at stoppe, jeg var også vildt sulten! Har kun fået morgenmad, og det fik jeg da klokken var 5 om morgen. Klokken nærmede sig, kl. 19:00, og så et par drikkepauser. HVORDAN KAN DE IKKE VÆRE SULTEN?! Da en tallerken med mad foran mig, spiste jeg den ikke. Nej for jeg åd den! Som et grådigt rovdyr, tog jeg flere positioner. For jeg ved aldrig hvornår de næste gang giver mig mad! Når jeg skal op imorgen men ja..... "Okay det må være nok for i dag, gå i seng, du har brug for hvile" sagde Troy. Torsk....
Jeg lagde mig i seng, ja der er endelige kommet en sang! Efter jeg er begyndte på det her. Kan jeg mærke nogen muskler jeg troede ikke eksisterede, det er hårdt at være 16 år lige nu. Jeg mærkede et stik af savn, gid mine brødre var her. Jace og Steve kan være åndssvage og ikke være hos mig tit. Men de betyder noget for mig, de er det eneste jeg har tilbage. Mon de ved jeg er væk? Var den sidste tanke jeg tænkte da jeg lukkede mine øjne og begyndte at sove.
"OP TORNEROSE!" Jeg fik et kæmpe chok og landet på gulvet med et bump. Jeg så surt op på Troy's grinede ansigt, "du er en død mand!" Brummede jeg. "Undskyld" grinede han og hjalp mig op, vi gik hen og fik noget morgenmad og så skulle vi træne. RET NEDEREN! Og så stillede Troy et spørgsmål, hvis jeg svarede forkert måtte Liam lave et træk. Hvis jeg derimod svarede rigtigt måtte jeg lave et træk. "Hvad kan du med din fantasi?" Spurgte Troy "drømme?" "Tæt på, ingen rykker sig. Prøve igen" sagde Troy. Jeg så på Liam, tænkte mig godt om men havde ingen ideer. "Man falder i en verden der ikke findes og når man så endelig vågner. Ser du hvilken stor fejl du har begået" hviskede jeg. "FORKERT!" Råbte Troy og nikkede til Liam derfor tog sig et træk. "Jeg spørger igen, hvad kan du med din fantasi?" "Jeg kan.... Jeg kan" stammede jeg. Hvad kan jeg med den? "Man kan ikke skelne virkelighed fra fantasi?" "NIX!" Argh min arm! "Lad mig prøve at sætte nogen andre ord på. Hvad kan man gør med sin fantasi, her i drømmeland?" Jeg så ind i hans øjne. "Man kan ikke bruge sin fantasi her" Liam rystede på hovedet og lod sværdet rør min anden arm. Solen skinnede på klingen så den nær blændende mig, jeg hvæsede. "Jeg ved det ikke" sagde jeg og beskytte mit ansigt, selvom jeg i måtte det. "KLINK" lød det, jeg bøjede min ben, så jeg havde bedre balance. Troy brummede "okay okay fair nok. Du kan gør alt hvis du bare har fantasi nok" sagde han og fik en flamme på hans hånd. Der blev til en smuk sommerfugl, hvorfor overraskede det mig? "Prøv" sagde Liam og smilede opmuntrende til mig. Mit hoved var blankt for ideer, "jeg kan ikke.... Min fantasi døde for længe side" sagde jeg og forlod dem.
Jeg så rundt, drømmeland er smuk.... Den minder om den rigtige verden men der kommer og gå mennesker. Som drømmer, og så er der de indfødte. De gør drømmene sande her, jeg smilede. En rød rose hang med hovedet, jeg gik i hug og så på den. Alle de andre blomster, hang ikke med hovedet. Jeg rørte den forsigtigt, et rødligt lys sprang ud af den. Jeg så på min hånd der begyndte at lyse rødt. Mønstret var ikke noget jeg kendte til, jeg så på min arm. Det lignede en historie, jeg så på rosen der åbnede sig langsomt for mig. En guld sky røg omfavnede mig, det lignede støv. Måske gyldne sandkorn? Det lavede sig om til en kvinde med en hætte over hovedet. Vent hende har jeg set før..... Det var hende fra drømmen af! En mand kom til syne og tog hendes hånd, de smilede til hinanden. En vugge kom til syne og de så ned i den, hvor en baby så op på dem. To små børn kom nærmere og så ned i vuggen. De voksne holdt om børnene, en familie på fem.... Pludselige blev støvet sort, men de fem personer var stadig gyldne. Jeg var i et slags rum, her var ikke mange ting. En vugge, bogreol, skrivebord og stol. En masse legetøj, syv mænd kom ind, en dreng kom efterfølgende. Han var lige i hælene på en stor høj stærk mand. Som så meget farlige ud, manden pegede på den lille familie. Faren trak et sværd op, sagde noget til morgen der nikkede. Hun tog sine børn i hånden og havde babyen i sin favn. Hun bankede på væggen et lille rum viste sig, hun gav den største dreng babyen. Hun så skrækslagen bag sig, sagde noget til de to drenge. De nikkede og hun hamret på væggen som blev sig selv igen. Hun trak sit sværd op og hun stod ryg mod ryg med faren. De blev langsomt omringet, de så på hinanden og nikkede. De sprang til hver deres side og blev langsomt opslugt af det sorte støv.
Jeg åbnede øjnene igen og så på rosen der lukkede sig i igen. "Jeg ser du fandt historie blomsten" sagde Liam og sat sig ved siden af mig. "Var det en rigtige historie?" Han nikkede og så ud i den blå luft. "Men hvems er det?" Spurgte jeg, "det ved jeg ikke prøv at spørger Tony" sagde han. Vi så begge ud i den blå luft, solen skinnede og varmede vores kroppe. En blå skyfri himmel, med et par fugle der fløj. Jeg så mod huset Tony boede det var hvidt, med store vinduer. Det lignede faktisk et slot.... Jeg rejste mig op og rakte en hånd mod Liam. Han tog fat i den og jeg hev ham op. Vi begyndte at gå mod Tonys mini slot.
Jeg så på mig selv i spejlet, mit hår var sat op i en høj hestehale. Mine kedelig brune øjne holdt en stirre konkurrance med sig selv. Mine arme var beskyttet af det tøj jeg havde fået af Troy. Det skulle være fra en drage, jeg gøs bare ved tanken om det. Jeg lignede bare en spion.... "ELISA" "KOMMER!" Råbte jeg og vendte mig om. Liam lignede en græsk gud med det han havde på. Hans 'trofaste' sværd var tæt på ham, og han havde et skjold med sig. Troy havde noget alla det samme tøj på som mig. Men mere mandligt eller hvad man nu kan kalde det. Han havde et armbrøst, jeg havde en bue og en masse pile ved min ryg. Altså ikke på den måde men yay, og så har jeg et sværd ved mig. "Er i klar?" Spurgte Liam, "så klar jeg nu kan blive" mumlede jeg. "Kom nu en hel hær venter på os, lad os komme afsted" sagde Troy. Jeg sukkede, hvis de havde en hel hær til rådighed. HVAD SKULLE DE SÅ MED MIG?!
En pil fløj tæt ved mit ord, jeg havde heldigvis rykket mit hoved. Jeg pustede til et par hårtotter. Jeg sigtede mod en af fjenderne, det var et værre blodbad. Folk råbte kampråb osv. Som om det hjalp, faktisk har jeg ikke sagt et eneste ord. Jeg gav slip og pilen fløj gennem luften, manden tabte sit sværd. Han knækkede sammen, jeg lavede en hurtige sejrsdans. jeg mærkede en bag mig, jeg nåede lige at vende mig om. Da en kniv kom tæt på min strube, "en pige? Det var bare...." Mumlede han. Han holdt godt fast i mit hår, beskidt trick! Jeg bed ham i hånden så han tabte kniven. Drejede rundt og sparkede ham i maven, tog en pil. Pilen føj mod hans hjerte og han faldt død om, en halvkvalt lyd kom fra ham. Jeg tjekkede nu om han var død, jo han er stendød! Jeg løb hurtige tørre for pile så jeg smed min bue væk. Og den 'taske' pilene havde været i, jeg føler mig lettere! "Elisa bag dig!" Jeg drejede rundt og bukkede mig for derefter at fejre benene af krigeren. Som man nu siger. Han udbrød et overrasket råb og faldt lige på ryggen. Han lignede en skildpadde der havde skjoldet mod jorden. Så den lå på en måde ned? Bare glem det.....
Jeg så rundt, vi begynder at ikke at være nok! Der kommer flere og flere, jeg sank en klump. "Vi må væk herfra!" Råbte Troy, jeg så rundt på de ti mænd vi havde til rådighed. "Men hvordan?" Spurgte jeg "det ved jeg da ikke, men vi skal finde på noget. NU!" Sagde Liam, jeg bed mig i læben. Prøvede at udtænke en plan, "luk dine øjne" hvem der? Intet svar.... Jeg lukkede øjnene og jeg mærkede jorden mod mig selv. Det brændte og sved i min krop som om nogen havde sat ild i mig. Eller som om noget prøvede at rive sig ud fra mig. Jeg så på folk de kiggede ned på noget, jeg så på det. Jeg så forskrækket på det de så på mig, det var mig...... Jeg så på min arm den var blå og let gennemsigtige. Mine hænder begyndte at lyse og noget i mig trak i mig. Jeg kom længere og længere ind i det dybe kolde mareridt land. Hvor jeg skulle hen det ved jeg ikke. Men lige pludselige vågnede jeg med et sæt. En person for en kniv mod mit hjerte, jeg sparkede personen. Og vred personens arm om, han skreg af smerte. Og jeg gav første slip da der lød et højt knæk. Adr blod i mit ansigt.
Jeg lå i sengen og så op i loftet, man kan se tre måner på himlen. Hvid, blå og rød, det så flot ud. Troy siger det kun sker hver 100 år, stjernerne så ned på drømmeland. Jeg så ud af vinduet, hvad mon mine brødre laver lige nu? Ved de jeg ikke er hjemme? Har mine klassekammerater fundet et nyt mobbeoffer? Og hvis de har, kan personen nogensinde få det godt igen?! Jeg brummede af mig selv, det er måske på tide at tænke mere på sig selv end andre. I morgen, i morgen skal jeg hjem til min verden. Der hvor jeg hører til, der hvor jeg ingen venner har. Der hvor alle er ligeglade med mig.
Jeg sad på en trappesten, Liam var på min ene side og Troy på min anden. Vi sagde ikke noget til hinanden, vi så bare ud i ingenting. Mine sorte bukser har fået huller i knæene, og jeg tror aldrig jeg følte mig mere træt og frisk på samme tid. Vinden blæste og var kold, men solen varmede min krop op. "Er du klar til at komme hjem?" Spurgte Liam. "Til hvad? Brødre der aldrig er hjemme, at blive slået og sparket?" Spurgte jeg og så ned. "Her kan man i det mindste drømme i fred" mumlede jeg og en tåre faldt ned langs min ene kind. "Du skal hjem til to brødre der elsker dig. Denne verden er hård, livet er unfair Elisa" sagde Troy. "Og hey du kan altid komme" sagde Liam og slog en albue i min side. "Hvordan?" Jeg så forvirret på dem, Troy tryllede to telefoner frem. "Husk alt er muligt i drømmeland, desuden hvor svært kan det lige være at lærer?" Troy smilede varmt til mig. Liam så underligt på den telefon han fik i hånden. "Den er jo sort, hvordan virker den?" Spurgte han, "sådan her" sagde jeg. Den sagde en lyd og Liam for sammen, "HVAD ER DET FOR ET DJÆLSKE VÆRK!" Råbte han. Jeg grinede "det kaldes en telefon så vi kan snakke sammen uden at være i samme rum." Han så mistroisk på mig "seriøst?" Jeg nikkede "det er da nemt" sagde Troy.
Jeg var kommet hjem for en uge siden, mine brødre havde ud spurgt mig om alt! Jeg stak dem en kæmpe fed løgn, hvilket nok ikke var særligt sødt. Men de ville tro jeg var gal ellers! Min telefon bippede jeg tog den op og læste beskeden. Møde, kommer du? Husk du er en vogter, så folk ville gerne se dig. Jeg smilede og skrev jeg var på vej. "Jeg tager lige over til en ven!" Råbte jeg "hyg dig søs" råbte Jace. "Husk at komme hjem til aftensmadstid!" Råbte Steve. "Altid" hviskede jeg.
"Jeg lærte en masse om de tre måner, jeg fik venner også i min verden. Troy fortalte mig engang at fortiden er en lektion, nutiden er en gave. Og fremtiden er en motivation. Liam lærte mig om min fortid, han lærte mig om de syn jeg begyndte at få. Kvinden med hætten hænger meget mere sammen i min fortid. End jeg forventet, men det er en helt anden historie. De tre måner symbolet på de tre rigere. Menneskenes verden, drømmeland og Antino. Stjernerne står for alle folks drømme, det jeg bare gerne ville sige. Er, dit liv kan være nederen men på et tidspunkt er der lys for enden af tunnelen. Dine drømme kan blive til virkelighed"
// Dette var min novelle håber i har kunne lide den!//