Lauren ^^ HUN ER SÅ FLOT
Til jer der er igang med en historie, tjek min Cover Store!
Jeg håber i er tilfredse med dette kapitel, husk at like
Del 2. Af Den Sorte Hånd
2 timer senere
Laurens POV
Mine pistoler havde jeg lige taget i hænderne. Jeg gemte dem under min sorte trøje, hvor jeg havde et bælte specielt lavet til amoudstyr. Jeg trak min trøje ned igen og gik hen til min skuffe. Jeg åbnede alle tre skuffer, i leden efter mine knive. Jeg fumlede med alle ter skuffer, indtil jeg fandt et sæt i min nederste skuffe.
Mit hår var slikket tilbage i en stram hestehale, så det ikke ville stå i vejen. Jeg havde normalt tøj på, det havde vi altid. Det her job var det største, jeg nogensinde havde gået med til. Jeg følte, at Nathaniel havde sat hans bande i mine hænder, så ligemeget hvad kunne jeg ikke fejle. Jeg vidste godt, at jeg skulle arbejde med så mange andre, men jeg følte endelig, at Nathaniel stolet på mig. Om det var godt eller dårligt vidste jeg ikke.
Jeg gemte de skarpe knive i mine sorte støvler, og gik ud af mit værelse. Jeg var så spændt, og jeg var ikke længere bange. Som en person med mange fjender, havde jeg altid vidst, at ingen turde lægge sig op med Kings. Det var praktisk talt den farligste og største bande i hele London, sikkert også andre mange andre steder.
Kings var royale, ingen turde stå i vejen for dem, og hvem havde vidst, at en treogtyve årig styret det hele? Det var ret fantastisk og uvirkeligt. Det andet uvirkelig var, at Den Sorte Hånd var tilbage, og det endnu vildere var, at Kings havde planlagt et bag angreb på dem.
Jeg havde gået igennem planen så mange gange, at det ikke længere var værd at tælle, men noget irriteret mig. Jeg følte, at der var noget mystisk ved planen, der var et hul. Jeg kunne ikke sætte en finger på det, og jeg valgte heller ikke at sætte yderligere spørgsmåls tegn ved Nathaniels plan. For Nathaniel havde altid ret, og det havde jeg forstået. Han var simpelthen så snu, og han havde altid noget gemt i ærmet.
Efter Nathaniels plan skulle jeg overvære Enzos død, og det fik sommerfuglene i min mave til at gå amok. Men igen så var der noget mystisk bare ved Enzo. Jeg beundrede ham i skjul. Han havde formået at holde hans bande, som var lige så stor som Nathaniels gemt i mørket.
Det var umuligt med så mange rotter der rendte rundt i London. Det irriteret mig, at jeg ikke kunne sætte et ansigt på ham, eller alder, bare noget som helst. Men han havde uden tvivl en masse gode kontakter, og det ville blive et problem for Kings i det hele taget.
Jeg gik ned af trapperne, hvor jeg mødte Wyatt der så ud til at have travlt. "Hvor skal du hen?" spurgte jeg forvirret. Han så anstrengt på mig. "Alle vores A5'er ligger deroppe," svarede han og gik lige efter det. Jeg så ham forsvinde, inden jeg fortsatte ned at trapperne. Da jeg kom ned, så jeg en masse mænd, jeg ikke kendte. Nathaniel stod med ryggen til mig og snakkede med en mand, der lignede en våbenhandler. De stod lige ved de to store døre, og jeg kunne snildt komme forbi dem.
Nathaniel så op, så snart jeg havde taget det sidste skridt. "Er du klar?" spurgte han og drev den andens mands opmærksomhed på mig. "Ja," sagde jeg bestemt. Han nikkede anerkendende.
"Alle bilerne er udenfor. Find den med Jason og sæt dig ind," sagde han og snakkede så videre med manden. Jeg gik forbi dem og blev mødt af en masse sorte Audi Q5'ere. Der gik mænd overalt på Nathaniels grund, og det var allesammen bevæbnet. Jeg gik rundt og kiggede over det hele, indtil jeg fandt Jason læne sig op af en af bilerne med et spekulerende blik. Jeg satte farten op og gik imod ham. Han så pludselig i min retning og et halvt smil formede sig på hans læber.
"Sæt dig ind i bilen, så får jeg de her våben lastet i bilen," sagde han og bukkede sig for at tage fat i den kæmpe jernkasse med våben. "Okay." Jeg satte mig foran og lukkede døren. Vinduet var allerede rullet ned og jeg stak hovedet ud. Jeg åndede roligt ud, da jeg mandlig skikkelse kom imod mig. Mit blik hang på hans sorte bukser, indtil jeg fik energien til at se op. Jeg blev med det samme mødt af et slesk smil og mit ansigt krøllede sig af foragt.
Jeg havde aldrig set ham før, men jeg kunne allerede fortælle, at han gav mig kvalme. Det var også bare et dårligt tidspunkt, han kom. Lige nu havde jeg brug for at samle mine tanker, ikke snakke med en bøf uden hjerne. Han lænede sig op af bilen og så på mig. "Hvad så smukke," sagde han og jeg følte, at jeg skulle kaste op i munden. Jeg rullede øjnene af ham. "Lad mig være," svarede jeg irriteret.
"Hvad har du fået op i røven?" sagde han med hans skæve smil. Jeg svarede ham ikke, istedet gled mit blev hen til Nathaniel og Wyatt der kom gående mod os. Drengen vendte sig forvirret om, og hans blik, da han så dem var prisløs. Han så så bange ud, at jeg havde svært ved at holde et grin inde.
"Gå væk fra hende," sagde Nathaniel hårdt. Drengen forsvandt med det samme og jeg lod et suk forlade mine læber. De satte sig begge ind i bilen, Nathaniel foran ved siden af mig, og Wyatt bagved med Jason. Jeg så rundt på de andre biler, og de satte sig allesammen ind i bilerne. Nathaniel tændte motoren. "Vi kører nu, Jase husk at V4'erne skal lægge øverst," sagde Nathaniel og begyndte med at køre ud af grunden, efterfulgt af alle de andre biler.
Jeg satte mig til rette og så landskabet flyve mig for øjnene. Jeg opdagede med det samme, at vi var på vej ud af byen, hvilket vil sige, at vi var på vej imod de mange firmabygninger mod nord. Jeg lukkede vinduet, og så lige ud. Mit blik kørte efterhånden ned på Nathaniels hånd om gearet, og huskede mig selv på noget meget vigtigt. Jeg ville aldrig vise Nathaniel min svage side igen, det var forbi.
Tro mig det var svært, for nu.. Nu var det ikke til at benægte, at jeg følte noget Nathaniel, og han var begyndt med at bekymre mig om mit helbred. Jeg kunne ikke lide, hvor det her førte hen til. Jeg så op på siden af hans ansigt og en mærkelig følelse ramte mig. Det var hverken had, sorg, vrede eller nogen anden før.
Jeg så Nathaniels mundvige trække sig op af, og jeg så straks væk igen. Han havde fanget mig i at stirre.
Jeg skubbede mine tanker om Nathaniel væk, og tænkte overordnet over planen. Det var det perfekte comeback, for at vise mig tro imod mig selv. Jeg havde tvivlet så meget på mig selv for det seneste, og nu var det slut. Nathaniel skulle ikke se mig svag igen. Jeg ville samle min styrke igen, men for at alt det kunne lykkedes, skulle jobbet først udføres. Og jeg er klar.
Bilen drejede ind af et hjørne og jeg fik øje på de høje bygninger. Der var specielt én der skilte sig ud og lå med større afstand til de andre. I forhold til de andre bygninger som var hvide, var den her blå med vinduer, jeg allerede vidste var skudsikre. Døren var lavet af metal, hvilket i det hele taget så ihærdigt mistænkeligt ud. Bygningen var af samme model som dem der kredsede om dem på afstand.
Bilerne, inklusiv vores, var parkeret med en sikker afstand til bygningen. Da bilen stod helt stille skyndte jeg ud af bilen for at strække benene. Jeg slugte naturluften, som der ikke var til at finde i storbyen. Mit blik vendte sig igen mod bygningen. Allerede dér sanset jeg utilfældighed, og jeg blev straks mistænkelig.
Under denne branche var det vigtigt at have et ordentlig sikkerhedssystem, så jeg blev da klart forvirret, da der ikke stod vagter ved indgangen. Jeg så forvirret på Nathaniel, kun for at se ham med de samme udtryk, jeg bar. Hans øjenbryn var rynket og rettet mod bygningen. Hans blik løftede sig på mig, og jeg så udspekuleret på ham. "De vidste, at vi ville komme," erklæret jeg og lænede mig tilbage.
Han nikkede, og så ud til at være i dybe tanker. Jeg så på mændene delt i grupper. De var allesammen igang med at supplere sig med våben i alverdens størrelser og modeller. Jason og Wyatt var igang med det samme bagved. "Vi skal gennemføre det her lige meget hvad," sagde han inden han vendte ryggen til mig og råbte ud til mændene.
"De ved, at vi er her" Vi gennemfører stadig planen til punkt, ingen sjusker!" råbte han og vendte sig om igen. Jeg fulgte efter ham, idet han gik bag ved baggangen til drengene. Våbene var ude og Wyatt og Jason havde taget, hvad de skulle bruge. Jeg havde mine egne våben, så jeg gjorde ikke tegn til at række ned efter noget.
Jeg var overrasket, da Nathaniel kun tog en lille AMT Automag V. Han fangede mit mærkelige blik og løftede brynet af mig. Han var irriteret. "Hvad er der?" spurgte han rettere ligegyldigt. Jeg rullede øjnene af ham. "Skal du ikke have mere amo?" spurgte jeg og ignorerede hans tone.
"Jeg er ikke fan af pistoler," sagde han. Jeg så chokeret på hans bagside, og det var som om, han kunne føle min overraskelse. Han vendte sig om og så på mig. Ud af det blå blev hans ansigtstræk en tand blødere. Han gik imod mig og da han var farligt tæt på, tog han hans hånd op for at kærtegne min kind.
Jeg blev taget tilbage af hans handling, men jeg trak mig ikke tilbage. Jeg så ind i hans glitrende havøjne, og det fik min krop til at slappe af. For en gangs skyld stod hans hår ikke i vejen, nej denne gang var det slikket formelt tilbage, så det var tydeligt at se hans fejlfrie ansigtstræk, så som hans høje kindben, fyldige læber, spidse næse og til sidst, hans ekstraordinære øjne.
"Pas på derinde, og holdt dig tæt på mig. Du må ikke fare vild derinde, og jeg flipper ud, hvis du pludselig bliver væk derinde. Forstået?" spurgte han. Jeg bed min læbe for at stoppe mit store smil der var på vej. Ligemeget hvor formel han prøvede at lyde, kunne jeg høre bekymringen krystalklar i hans stemme.
For helvede Lauren! Har du glemt, hvad han sagde for to dage siden?
Jeg gættede på, at mit udtryk blev bittert efter minderne der kom frem, for Nathaniel trak sig tilbage. Jeg kom tilbage til verdenen og rystede hovedet. "Jeg bliver ikke væk," sagde jeg troværdigt. Han nikkede velkendt og gik væk fra mig, og hen til mændene der ventede på ham. Efter et stykke tid hvor det lykkedes mig at samle mine tanker, gik jeg hen for at tilslutte mig med dem.
De stod alle rundt om Nathaniel der så nøje gav hans form for pep-talk.
"Nu skal vi vise dem, hvem der bestemmer her! Kings er den største bande, og det skal forblive sådan! Der er ikke plads til én eneste fejl, og jeg forventer, alle holder sig til planen," Hans øjne fandt mine, lige efter den sætning blev sagt højt. Jeg så hårdt på ham. Han så væk, og tog op hvor han stoppede.
"Det her ikke en leg. En fejl og vi er ude. Og for det vil jeg personligt finde hver en af jer og gøre jeres liv til et levende helvede. Alle sammen gør klar på jeres positioner!" råbte han. Typisk Nathaniel. Men der er jo en grund til, at han har fået succes, tænkte jeg.
Jeg fulgte med dem ind til indgangen, min gruppe først efterfulgt af de andre. Jeg så hen på Nathaniel der stod lænet op af døren. Han gjorde tegn til mig med fingrene.
1
2
3
Døren blev banket op og vi styrtede alle ind og fandt noget at gemme os under. Der var stille, alt for stille. Mine bryn furet sammen og jeg rejste mig forvirret op, sammen med nogen andre der var lige så forvirret. Det var den dummeste beslutning, jeg nogensinde havde taget. Den Sorte Hånds mænd viste sig for første gang og skød efter os. Jeg var heldig. De andre der havde rejst sig op blev dræbt med det samme.
Skud blev sendt hist og pist. Alle skød, undtagen min gruppe. De andre var en afledningsmanøvre og sådan som det ud, virkede den. Planen fungerede. Jeg sneg mig væk og mod skydedørene på højre side. Nathaniel var lige efter mig, og der var nogle foran mig. Skyderiet var heftigt og mine øre eksploderet. Jeg åbnede skydedørene og kastede mig ind i sikkerhed. Jeg følte Nathaniel bag mig, og vendte mig om.
Han så alvorlig ud, mens de sidste skyndte sig hen til os. Snart var vi en lille gruppe der gik ned af en gang med minimalt lys. Der var flere gange og døre alt, og gangene var ikke lige.
Nathaniel havde ret. Det var nemt at fare vild herinde. Vi gik ligeud, og pludselig blev en mindre gruppe på tre mænd synlige. De var lige krydset et hjørne, og idet vi fik øje på hinanden blev der straks affyret skud. Eftersom vi var otte mand, faldt deres lig til jorden indenfor få sekunder.
Vi drejede ind af samme hjørne, de kom fra. Det var en brede gang, men ligeså håbløs som den anden. Jeg holdt min pistol varsomt oppe, og det gjorde mig nytte, da en større gruppe mænd blev synlige for os. Der var ingen steder at gemme sig på gangen, men vi var stadig tre mand flere end dem. Jeg stod op af en, og skød to mænd ned. Manden jeg skamløst havde stået op af faldt ned. Det chokeret mig ikke.
Jeg var klar på at skyde manden der havde hovedet i min retning, men jeg var ikke klar på ham den anden der stod klar med de samme dræberøjne. Jeg skød manden og blev derefter trukket hårdt ned af en krop. Hverken jeg og min redningsmand blev ramt af skuddet. Den tunge krop rejste sig op og jeg sugede luften ind, som blev klemt ud af mig i faldet.
Jeg så op og fandt Nathaniel se på mig. Han smilede skævt ned til mig, men så hurtigt væk igen for at skyde den sidste mand stående. Jeg rejste mig op og så på vores gruppe. Vi var kun fire tilbage. Halvdelen var blevet dræbt, og de sidste tre ville jeg ikke have dræbt. Det var nemlig Wyatt, Jason og Nathaniel.
"Hvor skal vi dreje ind?" spurgte Wyatt kort.
"Venstre," svarede Nathaniel, og vi drejede alle ind af venstre hjørne, kun for at blive overlappet af syv mænd. Skyderiet begyndte igen. Jeg stod bagved og skød præcist på mændene i rækkefølge.
Måske var det ikke så smart at gå så langt tilbage fra de andre, selv kun få meter. Før jeg vidste af det, blev jeg taget for munden og trukket ind af et hjørne. Jeg kæmpede med alle mine kræfter, men jeg kunne ikke trække vejret ordentligt, og de var flere end mig. Det kunne jeg føle på de mange hænder der kæmpede for at holde mig nede.
Jeg skreg helt nede fra maven men det kom ud som mumlende, lydløse skrig, fordi jeg blev holdt for munden. Jeg blev trukket ned af et beskidte gulv og uden videre hørte jeg en dør gnave sig åben, inden jeg blev kastet ned på gulvet med kraftig styrke. Jeg skreg af smerten i mit ben, der var blødende. Jeg rev mit ærme af og bandt det om mit blødende ben.
Mine øjne skannet rummet. Det var mørkt, ligesom gangen, uden vinduer eller noget personligt. Der var næsten ingenting i rummet udover et kontorbord, kontorstol og en mand.
Jeg så op på en mand i starten af trediverne. Han så allerede ned på mig med et skævt smil. Jeg vidste allerede, hvem han var ud fra hans kropssprog. Han sad lænet tilbage i kontorstolen, som ejede han hele verdenen. Jeg så på ham med et skævt smil, for at gemme frygten. "Enzo Bralisko," sagde jeg toneløst og rejste mig op. Mine tænder spændte sig idet jeg lagde pres på mit ben.
"Uh, det ser ud til at gøre ondt," sagde han med forfalsket bekymring, jeg så lige igennem. Han rejste sig op imod mig, men jeg stoppede ham med hånden. "Ikke kom tættere," beordrede jeg koldt. Hans bevægelser stoppede brat og han så sørgeligt på mig. "Hvad? Jeg ville bare hjælpe dig Lauren," sagde han med et djævelsk smil. Han trak sig dog tilbage og satte sig behageligt ned.
"Det er Angel til dig," vrissede jeg. Han så på mig og nikkede langsomt. Jeg satte mig på den anden side af bordet. Jeg spændte min kæbe endnu engang og pustede luften ud.
"Er du tørst-"
"Drop det pis og fortæl mig, hvorfor jeg er her," afbrød jeg ham og klemte mine hænder til knytnæver. Han så chokeret på mig, hvorefter hans blik blev stenhårdt.
"Du skal være min insider, og du skal hjælpe mig med at fælde Nathaniel King," sagde han koldt. Jeg lo ukontrolleret af det han sagde. Tanken om at han troede, at jeg ville stikke Nathaniel var nok til at få mig til at grine.
Ja, jeg havde det til tider utrolig dårligt med ham, han kunne finde på at sige nogle ting som ikke var lette at sluge. Jeg havde ikke lyst til at stikke Nathaniel. Havde det ikke været for ham, ville jeg have været begravet fem meter under overfladen på den nærmeste kirkegård. Nej ikke engang det. Jeg ville være blevet smidt i en sort pose og derefter i en skraldespand.
Det var skræmmende virkelig.
"Du elsker ham."
Jeg så på ham med et koldt blik, men jeg kunne ikke lade vær med at give de tre ord dybere mening. Han smilede af noget, selvom der var intet at smile over. Jeg spekuleret, om jeg bare skulle dræbe ham, eller trække den ud, indtil Nathaniel kom. Jeg gjorde det umulige, slappede helt af i min anspændte krop. Mit ben gjorde ondt som helvede, jeg måtte have ramt noget skarpt, da jeg blev kastet.
"Jeg elsker ikke Nathaniel King," sagde jeg bestemt.
Han slog hænderne i bordet med et satanisk smil på læberne, der blev endnu brede hvert sekund der drog forbi. Jeg kiggede blankt på ham, men jeg var bange. Hans hår var beriget med en lys, nødde-brun farve, der havde en lige og skarp skilling. Hans øjne var mørke, mørkere end hans hårfarve. Til ingens overraskelse havde han et mørkeblåt jakkesæt på, uden en eneste krølle. Et blik på ham, og de ville vide, at han var lavet til succes. Helt præcist som Nathaniel.
Mænd som dem skal man holde sig væk fra, ligemeget hvilke odds man havde til gode. Det ved jeg nu af erfaring. Den slags mandfolk vil første drive dig ind ved hjælp af deres mystik og livslange charme. De vil opføre sig som om, du betyder alverdens, og på et eller andet tidspunkt falder du for det, og dét er den største fejl man kunne begå. For han begynder nu at udnytte dig, og stoppe med at behandle dig som før. Istedet vil han behandle dig som skrammel. Den sørgeligste del er, at selvom han stopper med at interessere sig for dig, elsker du ham stadig af hele hjertet.
"Det nytter ikke at benægte det, dine øjne fortæller alt. Hvis bare du kunne se dig selv, når du tænker på ham... Du ser plask forelsket ud," sagde han.
Jeg var sur, meget sur. Han vidste ingenting om mig, og nu fortalte han mig, at jeg elskede Nathaniel. Min plan var at rejse mig op for at stikke en kniv i hjertet på ham, men ud af det blå spændte metal lænker sig om mine arme. Jeg drog langsomt mit blik op på ham. Han var lige pludselig blevet aflæser, han kunne nok godt regne mit humør ud lige nu.
Jeg smilede slesk til ham, selvom mine tænder sleb mod hinanden.
"Hvis du ikke fjerner de her lænker lige nu, stikker jeg alle mine knive lige i hovedet på dig!"råbte jeg og prøvede at gnide mig fri. Det eneste det gjorde, var dog bare at forhøje min smerte. Han så på mig med morskaben klar i hans øjne. "Sæt. Mig. Fri," sagde jeg lavt og advarende. Min tålmodighed var langsomt forsvindet. Han smilede til mig og nikkede hans hoved 'nej'.
"Det kan jeg ikke gøre, medmindre du går med til at hjælpe mig frivilligt."
"Jeg kommer aldrig nogensinde til at hjælpe dig din syge stodder!"
Mine øjne var vilde, og tanken om at skrige strejfede mig. Den forsvandt også hurtigt igen. Han ville umuligt kunne høre mig, og rummet var uden tvivl lydsikkert.
"Ser du Angel, der har vi to forskellige meninger. Faktisk så ved jeg, at du kommer til at ville hjælpe mig," sagde han, den sleske holdning var nu forsvundet fuldstændig.
"Oh, så må du meget gerne oplyse mig om dine fantasier," sagde jeg, mens sarkasmen rullede af min tunge. Jeg kunne se, at han ikke brød sig af min tone, og jeg smilede kækt. Han rystede hovedet, inden han fokuseret sin fulde opmærksomhed på mig. Hans øjne brændte sig ind i mine, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at hans blik ikke fik mig til at krympe. Jeg viste ham ikke hans påvirkning.
"Ved du hvor Kate er? Og hvad med kære mor? Vidste du godt, at hun ikke var med til det stunt, din dumme far udførte på dig?" spurgte han og så koldt på mig. Jeg knyttede straks hænderne samt kæben. Han prøvede så meget ikke at smile af min reaktion, men jeg lagd mærke til den minimale optrækning i hans læber. Røvhul.
Jeg så koldt på ham uden at trække en mine. Der var komplet stille. Den eneste bevægelse der blev trukket var hans hånd der kørte frem og tilbage. Jeg trak vejret ind og besluttede mig for at sige noget.
"Hvis du har rørt Kate og min mor dræber jeg dig," sagde jeg rasende.
"Jeg har ikke, men din ven Nathaniel har."
Da de ord forlod hans læber, følte jeg en knude samle sig i min mave. Hvor led det her hen til? Jeg forstod det ikke, men jeg vidste, at hans motiv var at vende mig mod Nathaniel. Han tog min stilhe som velkomst til at snakke videre. Jeg så meget nøje på ham, og ventede på helvede bryde løs.
Redigeret 25/01/16