At trække mig selv op af sengen var blevet sværere i vintermånederne, Idet jeg strakte en arm op over dynen, hviskede min krop forsigtigt til mig, at det måske var bedst at forblive under den varme, omfavnende barriere, som dynen og min egen kropsvarme havde skabt. Lysegrå mørklægningsgardiner dækkede det store vindue på værelsets venstre side og holdte den mørke vinter regn på afstand. Det var en lørdag midt i februar måned, og foråret kunne ikke helt bestemme sig for om det var klar til at møde verden, på samme måde som jeg ikke helt kunne beslutte mig for at starte dagen.
Foråret havde tittet frem to gange henover de sidste fjorten dage, men så hurtigt som det havde reklameret sin ankomst med gule forårsblomster der skød op i solens sårbare stråler, havde det fortrudt sin ankomst og kun efterladt os med et tomrum af nattefrost og en visen underskov.
Sådan ville det fortsætte frem til lidt inde i marts, tænkte jeg, sådan var det hvert år, men alligevel kom man altid til at skifte de kluntede vinterjakker ud med nyindkøbte overfrakker for tidligt. Det handlede nok ligeså meget om at man ikke gad vinteren længere, og håbede på at det måske ville gå hurtige med at få varmen tilbage hvis man nu bare lod som om den allerede var der. Det var ret fjollet, men jeg forstod dem godt alligevel, tænkte jeg, det havde også været en virkelig kedelig vinter. Der havde været massere af sne, men intet af den slags der blev liggende, kun den slags der faldt fra grå skyer i store våde fnug som smeltede ved første kontakt med en overflade.
Dem der valgte vinter som deres ynglings årstid måtte enten lyve for sig selv eller virkelig være af nostalgisk natur, deres begrundelse var altid en beskrivelse af de vinterdage med flot snedække, den slags der lyser alt op og absorberer enhver uønsket lyd, de dage hvor kulden kun lige lader sneen ligge men samtidig fylder lungerne på en frisk men ikke skarp måde, de dage hvor ens læber ikke sprækker og solen står frem i fuld facon uden en eneste sky i vejen. Det var for romantisk til mig, for de dage var der ikke mange af, men der var rigtig mange af dem der borede kulden ind i marven og som morgendug først forsvandt når solens stråler atter ramte kroppen igen en måneds tid senere.
Jeg var mere til forår, men ligenu ville jeg faktisk ønske vinteren kunne fortsætte i sit omfavnende mørke. Jeg havde ikke brug for lyset endnu, for med lys kommer livet tilbage og jeg havde ikke lyst til at starte mit liv igen. Jeg havde lyst til at ligge og rådne op til nogen af mine naboer bemærkede lugten.
Da den adrenalin indgydende alarm fra min mobil startede for femte gang og igen brød mørket ved at bade rummet i et skarpt blåt lyd fra min hjemmeskærm. Dette lys blev akkompagneret med en aggressiv guitarmelodi, der udgav sig for at være idyllisk, vidste jeg at jeg ikke havde mere tid til at lægge ogrådne i. Med et indre suk, rejste jeg mig fra sengen hurtigt og kraftfuldt som får ikke at lade min krop nå at kæmpe imod, lod dynen falde tilbage og stod der nøgen ansigt til ansigt med den kolde, ubarmhjertige virkelighed. Som en hver anden morgen fandt jeg i mørket tøj frem og gled i det, haltede ud i køkkenet og begyndte mine morgenritualer.
Jeg var egentlig ret glad for morgener, det var her dagen havde allermest struktur og jeg fandt ro i struktur. Jeg vidste hvor længe det tog mig at lave morgenmad, spise den, rydde op efter mig selv og ellers være klar til at nå ud af døren i præsentabel tid. I kollegiets fælleskøkken var der ikke andre, det var jeg taknemmelig for, for jeg gad ikke høre på deres endeløse kommentarer om min morgenmad. "hvorfor skal det altid være så pænt? kan du ikke bare spise en hurtig portion havregryn som os andre? Hvordan har du nogen penge efter sådan en morgenmad?" Tildels havde de ret, jeg gik meget op i min morgenmad tænkte jeg. Den var altid det samme; 3 æg lavet til røræg, stegt i tilbageværende fedt fra 2 skiver bacon der kun var stegt nok til at være sprødt i kanterne og forhøjningerne, på æggene kom jeg massere peber og salt i og lidt ketchup på toppen. Bagefter spiste jeg hvad jeg så som min morgenmads dessert, en 4-5 skeer græsk yoghurt med lidt granola, 2 kiwier en halv banan og en lille håndfuld cashew. Hvis jeg ville være sød ved mig selv dryssede jeg også lidt vanilje sukker ud over toppen. Ved siden af dette drak jeg en kop english breakfast te med honning fra mine forældres bistader og minimælk, samt et stort glas vand.
Den morgenmad havde taget mig mange år at nå frem til, jeg havde aldrig været glad for at spise det samme længe af gangen, men det her blev jeg aldrig træt af. og udseendet af især yoghurten var der også god grund til. Kiwierne var skrællet og skåret i halvmåner og placeret ligeledes i en halvmåne ovenpå yoghurten, som lå i en mørkeblå skål med flad bund og lodrette sider. Den flotte præsentation var kun for min egen skyld, jeg havde aldrig meget appetit, også selvom jeg egentlig var glad for mad, derfor hjalp det altid på at få det hele ned hvis maden så flot ud.
Som jeg var ved at tage første bid af min såkaldte dessert, hørte jeg håndtaget fra gangen åbne sig. Jeg drejede hovedet og ud af øjenkrogen så jeg en kvindelig skikkelse iført en alt for stor sportsgrå hættetrøje med teksten "harvard" broderet i maroon henover brystet. Langt chokolade brunt hår der tydeligt blev plejet grundigt hang ud af siderne fra den optrukne hætte og indkapslede hendes halv skjulte ansigt. Hun havde altid den hættetrøje på morgenen efter hun havde haft drengebesøg, tænkte jeg, derfor så håret også lidt mere vildt ud end det plejede. Jeg mumlede et godmorgen i hendes retning og blev svaret med en håndbevægelse med hånden komplet dækket af de alt for lange ærmer. Som sædvanlig satte hun elkedlen over med vand og fandt et krus frem, hun var ligeglad hvilken service hun brugte, så længe det var nogenlunde rent. Imens vandet kogede hældte hun 3 teskeer nescafe i det hvide hospitalslignende krus samt 1 teske rørsukker. Da vandet havde kogt hældte hun med begge hænder forsigtigt vand op i kruset 2 tredjedele af vejen hvorefter resten udgjordes af minimælk. Med samme teske hun havde taget nescafen og sukkeret med, rørte hun nu rundt i kaffen, langsomt gik hun mod morgenbordet hvor jeg sad. Det var ved at blive et fast ritual at vi sad sammen lørdag morgen. Vi havde begge fast weekendjob der startede tidligt og derfor betød at man måtte tidligt op.
Naomi satte sig overfor mig, Stilte den beige kaffe på bordet og kiggede over, først på mig og lod langsomt blikket falde til min mad, hun smilte lidt sammenbidt og rullede øjnene opgivende. Men der kom ingen kommentar som der normalt gjorde, istedet fandt hun en pakke marlboro rød frem og hurtigere end jeg kunne kigge op fra næste bid jeg tog af yoghurten sad der en tændt smøg i venstre mundvig på hendes smalle læber. Det var sjovt tænkte jeg, hvor meget stærkere hun måtte være end mig. Vi skulle begge arbejde 8 timer, fra 8 til 16 og alligevel var vores morgener så forskellige. Jeg havde sovet gode 8 timer, og hun var hvis jeg kendte hende ret kommet hjem ved en tre fire tiden med en håbløs forelsket dreng slæbende under armen som hun typisk aldrig kunne huske navnet på dagen efter. Det var nok ikke mere end 2 timers søvn hun havde fået. Min morgenmad var udtænkt til at holde mig igang uden problemer frem til frokost, mens jeg aldrig havde set hende røre morgenmad. Tænk hun overlevede sådan nogen dage, hun må jo være bygget af stål, tænkte jeg, eller måske bare nikotin og koffein.
Der sad vi og kiggede lidt dømmende og opgivende på hinandens ideer om morgenmad og start på dagen. Men sådan var det blevet hver lørdag og det nyttede ikke længere at kommenterer på det. Istedet var vi begyndt at snakke sammen, og det var vi faktisk ret gode til. Ingen af os var særlig store talere og selvom der tit faldt en stilhed over os var det ikke fordi samtalen føltes forceret. Det var typisk hende der slog første skud op til morgenens indlæg, men idag ville jeg tage startskuddet. "blev det sent igår?" spurgte jeg selvom jeg kendte svaret. "tja jeg ved det ikke helt, jeg får det bare dårligt hvis jeg ved hvad klokken er, så går jeg helt i panik og kan slet ikke sove, men måske kan du fortælle mig hvornår jeg cirka sov, du har vel nok kunne høre hvornår jeg stoppede med at stønne, jeg ved du ligger og lytter." Det var typisk hende tænkte jeg, at prøve at stikke lidt til mig. "5:24 stoppede du, det lød som en god omgang, jeg håber du tilbød ham morgenmad." Gav jeg igen. Hun rystede på hovedet mens hun tog et langt sug a cigaretten "han fik ikke engang lov til at blive og sove, du ville sikkert kunne gøre det meget bedre" sagde hun med et fjoget dog træt smil. da jeg bare rystede på hovedet og gemte mit opgivende smil i yoghurten fortsatte hun. "Hvorfor har du egentlig aldrig nogen med tilbage? Du er køn og sød, og enhver pige der så den morgenmad du ville servere hende, ville ikke slippe dig før du havde taget dem med hjem, er du måske i virkeligheden til mænd?" Hun røg sin cigaret færdig og gjorde et stort nummer ud af at skode den i mit næsten tomme vandglas, alt imens hun med sine mørke øje holdt en analyserende øjenkontakt, så brød hun kort den stille øjenkontakt, tog fat med begge hænder i hendes kaffe og samlede øjenkontakten og koppen op samtidig.
Jeg lod hendes ord hænge i luften et øjeblik, mens jeg rørte rundt i yoghurten med skeen og undgik hendes intense blik. Tankerne fløj rundt i mit hoved, og jeg mærkede en knude af ubehag samle sig i min mave. Det var ikke første gang, hun havde antydet noget i den retning, men det ramte altid en sårbar nerve i mig.
"Det handler ikke om, hvad jeg er til," mumlede jeg og tog en slurk af min te, der havde trukket for længe. "Jeg tror bare ikke på at trække tilfældige mennesker med hjem fra barer. Det virker ikke rigtigt for mig."
Hun nikkede, tilsyneladende tilfreds med mit svar, og tog en ny cigaret frem fra pakken. Røgen snoede sig langsomt op mod loftet, og jeg fulgte dens dans med mine øjne, indtil den forsvandt ud af syne.
"Du er underlig, ved du det?" sagde hun pludselig og smilede skævt. "Men på en eller anden måde kan jeg godt lide det."
Jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage, en smule lettet over at hun lod emnet falde. Der var noget ved hendes selskab, der føltes trygt og bekendt, selv når samtalerne tog uventede drejninger som denne.
Vi fortsatte vores lille morgenritual i stilhed, men nu var der en letthed i luften, en følelse af forståelse og accept mellem os. Måske var det det, der gjorde vores morgenmøder værd at holde fast i, trods deres skæve start og uforudsigelige samtaler.
Jeg lod tankerne flyde væk med dampen fra min te og tillod mig selv at leve i øjeblikket, sammen med hende, og lade verden udenfor vente udenfor døren lidt endnu. Mine tanker drev tilbage mod tidligere lørdage morgener og om alt hvad jeg ellers vidste om hende. Hun var 22 og studerede psykologi på københavns universitet, hun havde flyttet ud fra hjemmet og couchsurfet fra hun var 17 og snakkede vist ikke med sin mor, hun bar altid et veninde armbånd men da jeg havde spurgt hvem der havde den anden halvdel var hun blevet tavs og afvisende. Det var gået op for mig jeg egentlig ikke vidste meget om hende, hun delte ikke meget information ud. Lidt som at prøve at forstå en bog men det eneste du får lov til at læse er for- og bagsiden. Jeg fik sådan lyst til at åbne de kaffe og røg indsmurte sider og snage i hvem hun var men jeg kunne mærke jeg ikke ville få noget ud af at prøve.
Så for nu lod jeg tankerne falde til ro og nød hendes selskab i stilhed. Måske var det ikke nødvendigt at kende alle detaljer om hende. Måske var det nok bare at være sammen, at dele øjeblikke af samhørighed selv når ordene og en større forståelse manglede.
Jeg lod mit blik glide hen over det lille fælles køkken, der var blevet vores morgenmadsscene. De tomme kaffekopper og cigaretskodderne på bordet, det beskidte tallerkenstabel i vasken. Det var ikke perfekt, men detvar dette vi begge samt mange andre havde kaldt for hjem i et godt stykke tid, og det var alt, hvad der betød noget i øjeblikket.
Måske var det netop det, vi begge havde brug for: et øjeblik af stilhed midt i kaosset, et pusterum fra verden udenfor. Og selvom vi begge vidste, at lørdagen ville bringe nye udfordringer og bekymringer, lod vi os synke ned i øjeblikkets fred, sammen og alene på samme tid.
Da den lille viser gik fra 7.19 til 7.20 vidste jeg at stilheden var ovre, Jeg så samme udtryk af realisation og medfølgende anspændthed i hendes ansigt og vi rejste os begge med en skraben af stolene og startede hver vores dag.
Jeg havde boet på kollegiet siden slut august og samtidig begyndt som psykologistuderende. Jeg var 25 år og i gennemsnit 2-4 år ældre end de fleste andre på uddannelsen.
Året inden havde foregået lidt som mit forår var startet nu, med at ligge hjemme i mørket og håbe lyset aldrig ville finde mig. Men sommerens lys brændte hul i mine mørklægningsgardiner og tvang mig igang igen, også selvom jeg stadig nu ønsker at vende tilbage til tiden før det. Til tiden hvor hun stadig var i live og ikke en urne i jorden fyldt med hvidt fint aske, hvor mit hjem ikke var en bunke glødende kul i udkantskøbenhavn og hvor min drøm om at være brandmand stadig brændte dybt inde i mig.
For det havde egentlig aldrig været min plan at blive psykolog og jeg havde egentlig heller ikke lyst, men der var heller ikke andet jeg havde mere lyst til. jeg tænkte det måske var meget godt at blive, med den danske psykiatri var det umuligt for mig at hverken betale mig til, eller få fat i en psykolog så jeg tænkte at hvis jeg selv blev en kunne jeg måske hjælpe mig selv. Indtil videre havde jeg ikke lært noget, der hjalp.