Efter noget tid går vi op af poolen, for at få noget tørt tøj på. Vi skal alle ud at spise på en restaurant om cirka en time.
Inden jeg når at gå ind i hotellet sammen med de andre bliver jeg bremset af en stemme, som råber efter mig. Jeg vender mig om og ser på Emil.
Emil står over for mig med et udtryk af forvirring malet i ansigtet. Hans blik søger desperat forståelse i mine øjne, men jeg kan kun give ham skuffelse og vrede.
"Hvorfor er du sur på mig?" spørger han forvirret, imens dråberne driver ned ad hans veltrænede krop, hvilket giver mig hele i knæene, men jeg ryster det af mig.
"Ej, det kan du fandeme ikke mene!" udbryder jeg irriteret, og jeg kan mærke frustrationen boble indeni mig. Hvordan kan han blive ved med at spille sådan?
"Jeg ved det altså virkelig ikke?" siger han undskyldende og ser ægte forvirret ud.
Jeg ser op på ham, min skuffelse blander sig med opgivelse. Jeg kan ikke forstå, hvorfor han har behov for at lyve sådan for mig. Alle ved, hvad der skete til festen sidst, hvorfor gør han så ikke?
"Wow... du er virkelig en dårlig løgner," siger jeg tøvende, mens jeg fortsat stirrer på ham, mine øjne fyldt med skuffelse.
"Emma, jeg lyver jo ikke. Jeg vil bare gerne vide, hvad jeg har gjort, siden du er så sur på mig!" siger han bestemt.
"Du er virkelig dum, hvis du ikke ved det, men ved du hvad? Jeg vil ikke spilde min tid på dig mere... Der er så mange søde fyre, som aldrig kunne drømme om at såre mine følelser, som du gjorde i fredags," siger jeg bestemt og vender mig for at gå ind i hotellet og op at gøre mig klar. Men før jeg når at tage et skridt, griber han min hånd og vender mig rundt, så jeg ser ind i hans funklende øjne, hvor hans våde hår let dækker hans syn.
"I fredags? Jeg husker ingenting fra den dag!" siger han oprevet og virker oprigtigt forvirret.
"Okay, så siger vi det. Jeg ville virkelig også ønske, at jeg heller ikke kunne huske noget fra i fredags, men det kan jeg. Jeg husker alt klart og tydeligt, så please stop alt det her, for det var virkelig groft, det du gjorde, og jeg vil helst ikke mindes om det," siger jeg og kigger alvorligt på ham.
"HVAD GJORE JEG, EMMA? JEG HUSKER INGENTING! JEG KAN KUN HUSKE, AT JEG VÅGNEDE OP VED SIDEN AF EN ELLER ANDEN KLAM TØS!" Råber han frustreret, og hans stemme skærer igennem luften som en kniv. Jeg kan næsten føle hans hjerte, der hamrer voldsomt, fordi han er så oprevet over situationen.
Jeg kigger forbavset på ham. Han får mig næsten til at tro på ham. Næsten. Jeg ryster på hovedet af ham. Jeg er så skuffet.
"Så kan hun jo fortælle dig, hvad der skete," siger jeg koldt, mine ord skarpe som is. "Jeg synes heller ikke, at du skal kalde din kæreste for en klam tøs."
Han får store øjne, og hans blik søger efter forståelse i mine ord.
"Kæreste? Ved Gud er hun da min kæreste," siger han irriteret.
"Du sagde ellers noget andet i fredags. Hun var den perfekte for dig og du var "åh så forelsket i hende" siger jeg irriteret og vrider mig ud af hans greb og sætter kurs mod indgangen til hotellet.
"Det kan jeg slet ikke huske. Vil du ikke nok forklare, hvad der skete!" Råber han bedende efter mig, hans stemme fyldt med desperation.
"Find en anden, som gider at høre på dine mange løgne, for jeg er oprigtigtalt blevet rigtig træt af at høre på alle dine løgne," råber jeg tilbage til ham, min egen stemme fyldt med bitterhed, før jeg stormer ind på hotellet og op til mit værelse for at skifte til noget pænt tøj til vores tur på restauranten.