Mie, Mathias og jeg står nu i lufthavnen, omgivet af summende stemmer og travle passagerer, der skynder sig forbi. Vi har netop tjekket ind, og nu sidder vi bare og venter.
Lidt efter lidt begynder drengene og deres kærester at ankomme, en efter en. Jeg løfter mit blik og lader det glide hen mod den store gang, hvor de træder ind fra. Der, midt i flokken af velkendte ansigter, opdager jeg en gruppe drenge, hvoraf en af dem har det karakteristiske lyse hår.
"Det må være dem," hvisker jeg spændt til Mie, mine øjne låst på den genkendelige skikkelse.
Vi rejser os og nærmer os gruppen, og da vi kommer tættere på, bliver jeg bekræftet i min formodning. Det er Kasper.
"Hej drenge," hilser jeg smilende og går hen imod dem.
"Hej Emma. Mega hyggeligt, at vi måtte tage med jer," siger Kasper glad og giver mig et varmt kram.
"Selvfølgelig. Nu skal jeg introducere jer for de andre," siger jeg og fører dem hen imod håndboldspillerne.
De byder hinanden velkommen med håndtryk og smil, og en lettelse skylles gennem mig, da jeg ser, at stemningen synes god mellem dem fra starten.
Pludselig nærmer endnu en person sig, men han er ikke en del af fodboldholdet.
"Hey" lyder det, og drengene vender sig om.
"Hej Emil" siger de i kor og smiler venligt til ham.
Emil sender mig et stort smil, men jeg lader det passere og ruller blot øjne af ham. Hans forvirrede blik af min reaktion, får mig til at undre mig. Forstår han virkelig ikke, hvorfor jeg er sur på ham? Eller er han bare for langt ude til at fatte det?
Vi ser at der ikke er langtid før at flyet letter, så vi tager vores ting og skynder os at komme afsted.
Da vi endelig sidder i flyet, sider jeg placeret med Mie og Mathias og jeg falder til ro. Jeg lader mig synke ned i sædet og trækker min telefon frem. Jeg begynder at skrive frem og tilbage med Kasper, der sidder lidt længere henne i flyet.
Kasper: Hvordan har du haft det?
Emma: Sådan okay, men lidt skidt.
Kasper: Det er jeg ked af at høre.
Emma: Det skal du ikke være. Jeg er bare glad for, at du er her, så jeg ikke skal være alene med ham.
Kasper: Med hvem?
Emma: Emil...
Kasper: Oh.. er der sket noget imellem jer igen? Jeg troede, I var blevet gode venner?
Emma: Det er en lang historie, og det er bare dumt, men jeg er så taknemmelig for, at I tog med.
Kasper: Selvfølgelig(;
Jeg lægger min telefon væk, da flyet letter, og vi begynder vores rejse mod Spanien. Efter en behagelig flyvetur lander vi og bliver hentet af en taxa, der kører os til vores hotel.
Hotellet er imponerende med sin storslåede facade og smukke omgivelser. Vi tjekker ind og får vores værelser udleveret. Mie og Mathias får et værelse som er et stykke væk fra mig, men jeg opdager lettet, at Kasper og Magnus bor næsten lige over for mig.
Jeg træder ind på mit værelse og lader min kuffert falde på sengen med et lettet suk. Jeg går hen til vinduet og trækker det store, hvide gardin til side. Et hvin af glæde undslipper mine læber, da jeg ser den fantastiske udsigt ud over fodboldbanerne og det glitrende hav i horisonten.
Mens jeg står der og nyder udsigten, banker det pludselig på døren.
"KOM IND!" råber jeg, og i det samme træder Kasper ind i rummet. Jeg smiler varmt til ham, taknemmelig for hans tilstedeværelse.
"Er du kommet godt på plads?" spørger han med et venligt smil.
"Ja, det er helt perfekt. Tak, fordi du tjekker op på mig," siger jeg og sender ham et taknemmeligt smil tilbage.
"Altid. Vil du med ned? De andre snakker om at hoppe i poolen," spørger han.
"Ja, selvfølgelig. Jeg skal bare lige skifte"
"Super, så ses vi dernede," siger han og blinker til mig, inden han forlader værelset.
Jeg træder ind på badeværelset og skifter til min hvide bikini. Jeg studerer mit spejlbillede og mærker en bølge af selvtillid strømme gennem mig. Med et smil på læben og let spænding i kroppen forlader jeg værelset for at slutte mig til de andre ved poolen.
Jeg kommer ned til de andre, hvor Mie, Mathias og Emil allerede er i gang med at have det sjovt i poolen. Jeg får et elevatorblik af Emil, der smiler til mig, som om ingenting er sket. Forstår han ikke, hvad han sagde til mig sidst? Jeg sender ham et underligt blik, i håb om at få ham til at forstå, at jeg stadig er sur på ham. Han kan ikke bare lade som ingenting, især ikke når han har en kæreste – eller hvad fanden hun nu er til ham.
"Hej Emma, den klæder dig," siger Magnus og smiler til mig, da han ligger på en solsenge, imens han henviser til bikinien som jeg bærer.
Jeg kan ikke lade være med at grine over den måde han studerer mig på i min bikini.
"Tusind tak," siger jeg og smiler tilbage.
Magnus rejser sig fra sin solseng og følger med mig ned i poolen til de andre. Vi svømmer hen til Kasper og nogle af de andre, der spiller bold i vandet.
"Emma, må jeg lige spørge dig om noget?" spørger Kasper og kaster bolden over til en anden, som kaster bolden til Magnus.
"Ja da," siger jeg og smiler.
"Har dig og Magnus noget?" spørger han lavt og kigger over på Magnus, der nu har sluttet sig til boldspillet.
Jeg får et chok over hans spørgsmål.
"Hvad? Mig og Magnus? Nej, vi er bare rigtig gode venner," siger jeg og griner af, at han tror, der er noget.
"Sikker?" spørger han og smiler.
"Ja, helt sikker," siger jeg alvorligt og smiler til ham.
"Okay," siger han lettet.
"Hvorfor? Er du jaloux?" griner jeg.
"Næhhh," siger han og smiler.
"Okay, for det behøver du ikke at være."
"Har du heller ikke noget med nogle andre?" spørger han og kigger rundt på nogle af de andre drenge.
"Nej, det skulle kun have været Emil, men det er mere end slut nu. Efter denne her ferie vil jeg aldrig se ham igen," siger jeg og får en kvalmende følelse over den måde, han behandlede mig på sidst.
Jeg er ked af, at det skulle ende sådan," siger han og bliver trist på mine vegne.
"Ja, det er jeg også," siger jeg og tøver.
Bolden bliver kastet over til os og rammer hårdt vandet som sender vanddråber i ansigtet på både Kasper og jeg.
En medspiller fra boldspillet svømmer over mod os for at hente bolden, men stopper op for at hilse på mig.
"Hej, vi har vist ikke hilst. Jeg er Kasper. Målmanden," siger han kækt og smiler.
"Ja, det ved jeg," siger jeg og smiler genert tilbage.
"Nå, så det gør du alligevel," siger han stolt.
"Ja, selvfølgelig. Du er en legende," siger jeg og rødmer.
"Nu ikke bliv alt for starstruck," siger Mie, der svømmer hen til os.
"Hun har altid haft et crush på dig," siger Mie og lægger en arm om mig.
Jeg bliver helt flov og får ildrøde kinder.
"MIE!" råber jeg irriteret over, at hun nævner det.
Han ser sødt på mig, og vi griner alle sammen. Emil griner dog ikke. Han ser i mine øjne lidt jaloux ud, men det vælger jeg at ignorere.