Han kigger underligt på mig, hans øjne dansende mellem undren og et lumsk smil, der får mit hjerte til at slå hurtigere.
"Det må jeg ikke?" Ler han, hans stemme fyldt med en legende tone, mens hans øjne fortsat fanger mine.
Jeg kigger ned i det mønstrede gulv, et svag smil trækker sig om mine læber, men mine tanker er et kaos af forvirring og håb.
"Hvad skal det betyde?" Spørger han, hans stemme en blanding af nysgerrighed og en lille flig af spøg.
"Ugh, Emil, lad nu være," sukker jeg, mine ord en blanding af irritation og en stille bøn om forståelse. Jeg håber inderligt, at han stopper med at grave i mine følelser og tanker. Selvfølgelig vil jeg ikke miste ham. Selvfølgelig vil jeg ikke have, at han mister sine følelser for mig.
Han kigger på mig, hans øjne der graver sig ind i mine, og jeg føler mig fanget af hans intense blik. Vi får øjenkontakt, og pludselig er alt andet ude af mit synsfelt, undtagen ham. Han kigger på mine læber, og det sender en eksplosion af sommerfugle gennem min mave. Jeg holder vejret, da han langsomt læner sig mod mig, vores ansigter kun centimeter fra hinanden. Min puls hamrer i mine ører, og jeg kan mærke varmen fra hans ånde på min hud, men i sidste øjeblik vælger jeg at stoppe ham.
"Emil... vi kan ikke," tøver jeg og lukker flovt mine øjne, mine ord en flugt fra den intense øjenkontakt og de følelser, der truer med at overvælde mig.
"Hvorfor?" spørger han, hans stemme en blanding af forvirring og en svag desperation efter forståelse.
"Emil, du løj for mig. Du må forstå, at det er lidt svært for mig lige nu," forklarer jeg, mine ord sagt med en blanding af undskyldning og smerte.
"Ja, jeg forstår. Du kan aldrig tilgive mig," siger han frustreret og rejser sig op fra sengen.
Et tungt suk undslipper mine læber, mens jeg føler, hvordan mit hjerte synker endnu dybere ned i min brystkasse. En dyb skyldfølelse begynder at brede sig gennem min krop, som en tung dyne af tristhed og fortrydelse. Jeg strækker en rystende hånd ud og tager fat om hans arm og trækker ham tilbage, så han ikke går.
"Emil, stop nu," hvisker jeg desperat, mine ord fyldt med en stille bøn om forståelse og tilgivelse. "Jeg kan tilgive dig, og det vil jeg gøre nu. Jeg tilgiver dig for at være et mega svin. Jeg vil gerne være din gode veninde, men lige nu kan vi ikke være mere end det."
Han ser overrasket ud, som om mine ord er en uventet redning, der dukker op midt i en storm af tvivl og smerte.
"Virkelig?" Spørger han, hans stemme fyldt med en blanding af forundring og håb.
Jeg smiler svagt til ham, mine øjne bløde med forståelse og et strejf af medlidenhed. Jeg holder fast i hans hånd, nusser den blidt med mine fingre, som om jeg forsøger at overføre min styrke og forståelse til ham.
"Selvfølgelig. Du fortjener ikke, at jeg fortsætter med at være sur på dig, og du fortjener ikke at blive smidt ud af din klub på grund af mig," siger jeg roligt, mine ord sagt med en inderlig overbevisning og en dyb forståelse af vores situation. Jeg møder hans blik, mine øjne fastlåst i hans, for at vise, at min tilgivelse er ægte og oprigtig.
"Emma, jeg elsker dig virkelig," siger han, og før jeg ved af det omfavner han mig i et varmt kram.
"Jeg elsker også dig, Emil," hvisker jeg, mine ord fyldt med en stille lykke og en overvældende lettelse.
Vi bliver siddende i krammet i lidt tid, mens en følelse af forsoning og forståelse fylder rummet. Til sidst slipper vi hinanden og går ud til Mie og Mathias.
Jeg smiler til Mie og sætter mig ved siden af hende. "Vi er venner igen," siger jeg til hende og sender et stille smil til Emil, der har sat sig ved siden af Mathias.
"Hvor er det dejligt at høre," siger hun og smiler stort til både Emil og mig, en ægte lettelse skinner i hendes øjne.