Dagen efter er som et dystert maleri malet med trætte børster af søvnløshed og hjertesorg. Jeg vågner op til en tom virkelighed. Arbejdet kalder, og selvom jeg har grædt det meste af natten, må jeg finde styrken til at tage af sted.
Jeg glider ud af sengen, og selvom mine øjne er tunge af søvn, skinner de stadigvæk i et rødt skær af tårer. Spejlbilledet af mig selv er et sørgeligt vidnesbyrd om de følelsesmæssige kampe, jeg har kæmpet gennem natten. Et træt smil kryber frem på mine læber, mens jeg forsøger at samle stumperne af min værdighed.
Solbrillerne bliver mit skjold mod verden udenfor. De dækker de triste rander under mine øjne og beskytter mit sårede hjerte mod nysgerrige blikke. En flaske iskoldt vand bliver min følgesvend, som jeg tager et fast greb om, inden jeg sætter kursen mod min bil.
På vejen passerer jeg hotellet, hvor landsholdet har tilbragt natten. Et sug af smerte og savn ryger gennem min mave, og jeg må bide mig selv i læben for at holde tårerne tilbage. Selvom jeg forsøger at skubbe tanken om Emil væk, sidder han fast i mit sind som et spøgelse fra fortiden.
Endelig når jeg frem til arbejdet, men selvom Josh kommer løbende imod mig med et smil, føles det som om, at alt er en fjern drøm. Hans venlige ord er som en lysstråle i mørket, men det ændrer ikke på den dybe sorg, der hviler over mig.
"Emma! Hvor er det godt at se dig," siger han og lægger en hånd på min skulder.
"Hej Josh," svarer jeg med en træt stemme, mens mine øjne søger trøst i hans varme smil.
"Du ser lidt træt ud" bemærker han med et drillende glimt i øjet.
"Ja, jeg har ikke sovet så meget i nat," indrømmer jeg med et forsøgt grin.
"Vi skal lige have en snak om det med dig og Emil. Medierne er helt oppe at køre og vil vide det hele," siger han og skifter hurtigt til et mere alvorligt tonefald.
Et suk undslipper mine læber. Hvordan skal jeg nogensinde forklare det? Hvordan skal jeg forsvare mit knuste hjerte mod nysgerrige journalisters spørgsmål?
"Du kan bare sige, at vi ikke er sammen mere, og at der ikke rigtig er andet at sige om det," siger jeg irriteret, mens jeg klemmer mine øjne sammen for at dulme hovedpinen som jeg har fået af for lidt søvn.
"Okay, det gør jeg," svarer Josh og smiler lidt usikkert.
Jeg forlader ham og går op til Simone, som straks drager mig ind i et andet univers af billeder og projekter. Hun viser mig billeder af Times Square, hvor et gigantisk reklamebillede af mig der reklamerer for Diors nye taske pryder stedet.
"Det er virkelig vildt," udbryder jeg, mens jeg stirrer intenst på skærmen, næsten som om jeg ikke tror mine egne øjne.
"Det er det virkelig!" siger Simone begejstret og kigger på billedet sammen med mig.
Efter et øjebliks fascination skifter hun hurtigt fokus til det næste projekt. Vi skal skyde videoer til Diors nye parfume, og lokationen er intet mindre end Eiffeltårnet.
"Vi skal tage nogle videoer af dig til Diors nye parfume. Det er ved Eiffeltårnet, så vi skal lige have dig gjort klar, men så skal vi også køre, de fleste er allerede der," siger Simone, mens hun travlt går i gang med at forberede alt.
Hun kaster mig et par solbriller og går i gang med at ordne min makeup. Det går hurtigt, og inden længe er jeg klar til optagelserne. Heldigvis behøver jeg ikke at skifte tøj, da det kun er parfumen, vi skal reklamere for.
Vi ankommer til Eiffeltårnet, og synet af det ikoniske monument overvælder mig næsten. Kameraerne er overalt, og lyset fra solen, der skinner gennem den blå himmel, giver en helt perfekt baggrund for optagelserne.
Vi går i gang med at filme mig under Eiffeltårnet, hvor jeg skal præsentere parfumen, der står på jorden foran mig. Jeg samler flasken op og åbner proppen, og da jeg sprøjter lidt på min hals, skulle der ifølge planen være nogle spektakulære effekter, der minder om noget typisk Parisk, men det er selvfølgelig noget, de lægger ind i efterbehandlingen.
Efter den første optagelse er der en lille pause. Jeg går over til Josh og tager en slurk af mit vand, da jeg pludselig spotter en gruppe drenge, der kommer gående. Jeg kan ikke se dem tydeligt på afstand, men da de kommer tættere på, genkender jeg straks hele landsholdet, der er ude at gå en tur og udforske Paris.
"Det er fucking løgn," mumler jeg irriteret.
"Hvad sker der?" spørger Josh forvirret og kigger i retning af holdet.
"Det der er landsholdet," sukker jeg forklarende og peger mod dem.
Han kigger over mod dem og derefter tilbage på mig.
"Er Emil i blandt dem?" spørger han og rynker panden.
"Sikkert, men det betyder ikke noget. Han vil altid være falsk i mine øjne. Han har løjet for mig i et helt år. Et helt år," gentager jeg og drikker mere vand for at dulme min irritation.
Pludselig vinker en person fra den store gruppe drenge til mig. Det er svært at se, hvem det er på afstand, men det ligner ikke Emil.
Jeg stirrer nærmere og opdager så en bekendt.
"Vent - Aaron!" råber jeg glad.
Han løber hen mod mig med et stort smil.
Jeg omfavner ham i et varmt kram.
"Hvor er det godt at se dig," smiler jeg og holder fast i krammet.
"I lige måde," siger han glad.
Han kigger sig rundt og griner af mig.
"Så det er sådan her din arbejdsplads ser ud?" griner han og ryster på hovedet.
"Det er kun lige i denne uge. Vi skal lave reklame for en ny parfume," griner jeg og kan mærke, at det ser lidt fjollet ud, at jeg arbejder lige ved Eiffeltårnet.
"Okay, den glæder jeg mig til at se," siger han og blinker til mig.
Vi står og snakker lidt, indtil han bliver kaldt af nogle af de andre.
"Aaron, kom nu, vi skal videre!" råber de til ham.
"Jeg kommer!" råber han tilbage og smiler til mig.
"Det var hyggeligt at se dig igen," siger han og går over til de andre.
Jeg vinker farvel og kigger over mod drengene. Uheldigvis får jeg øjenkontakt med Emil.
Jeg er så tæt på at give ham fingeren, men man ved aldrig, om der er nogle, der tager billeder, så det er nok bedst at lade være. Jeg vender mig i stedet om og går hen til Josh igen.