"Hvad med dig og Emil, hvad sker der med jer?" spørger hun, efter jeg har delt hele historien med hende.
Jeg trækker på skuldrene, fordi selv jeg ikke er helt sikker på, hvad der skal ske mellem Emil og mig.
"Det er lidt kompliceret. Vi er stadig gode venner, men vi er ikke længere kærester. Jeg skal faktisk flytte ret langt væk," forklarer jeg, mens jeg tøver lidt.
"Hvor flytter du hen?" hendes stemme er fyldt med forventning, og hun venter ivrigt på mit svar.
"Jeg flytter til Paris. Jeg har fået tilbudt et job hos et modelbureau," siger jeg og prøver at smile.
Hendes øjne bliver store, og et kæmpestort smil spreder sig over hendes ansigt. "Hvor fantastisk! Tillykke!" Hun omfavner mig med et stort kram.
"Tak," siger jeg og er virkelig glad, men samtidig føler jeg også en klump i halsen, vel vidende at dette betyder, at jeg skal forlade alle mine venner.
"Men det betyder også, at vi ikke kommer til at se hinanden så tit," tilføjer jeg lidt trist.
"Emma, det har været din drøm, siden du var helt lille. Du har altid talt om det. Ingen af os vil stå i vejen for det," siger hun og smiler opmuntrende til mig.
"Men det bliver svært ikke at have dig omkring," sukker jeg trist.
"Hør her, Emma. Du er skyld i, at jeg fik min drøm opfyldt. Du tog mig med til den kamp, som endte med, at Mathias og jeg er sammen i dag. Nu er det din tur til at få din drøm opfyldt," siger hun med et varmt smil.
"Jeg skal nok besøge dig så tit, jeg kan," forsikrer jeg hende, men stadig med en knude i maven.
"Vi besøger hinanden så ofte, vi kan," griner hun, og vi omfavner hinanden endnu engang.
Der er kun én dag tilbage, før Emil og jeg skal rejse.
Vores hus er næsten tomt, pakket ned i kasser og kufferter. Det bliver næsten uudholdeligt at skulle sige farvel til ham i morgen. Bare tanken om det får klumpen i min hals til at vokse.
Jeg pakker mit tøj ned i en kuffert, mens resten af mine ting bliver sendt af sted om et par dage.
I går kørte Mie og Mathias, og det var så hjerteskærende at sige farvel til hende. Jeg kunne næsten ikke få mig selv til det. Vi græd begge to, og det var umuligt at lade være med at holde fast i hinanden. Endda sagde jeg også farvel til min familie i går, så hele dagen var et stort tude-show for mig. Hvorfor skulle jeg også lige placeres så langt væk fra alle?
I aften skal Emil og jeg ud at spise for sidste gang som kærester. Vi er begge enige om, at langdistanceforhold ikke fører til noget godt, så vi bliver bare rigtig gode venner og håber, at vi en dag kan bo i samme by igen og være sammen.
Jeg ifører mig min smukke sølvkjole og sætter mit hår. Emil og jeg vil have den bedste aften muligt sammen, før vores veje skilles for en tid.
Emil står nede i stuen og venter tålmodigt på mig, mens jeg gør mig klar ovenpå. Jeg lægger læbestift på mine læber og kører mine fingre igennem mit hår for at sikre, at alt sidder perfekt, før jeg går ned til ham.
Jeg træder ud på gangen og begynder at gå ned ad trappen. Emil står nede ved enden af trappen og stirrer på mig med åben mund, som om han er målløs over synet af mig. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt af hans forbløffede ansigtsudtryk, men fortsætter ned ad trappen med et smil.
"Wow... jeg- wow," siger han, stadig mundlam, da jeg når ned til ham.
"Er du klar til at gå?" spørger jeg og sender ham et kækt smil.
Jeg går forbi ham, men han når at tage fat i mit håndled og trækker mig hen til sig. Han smiler til mig, og der er kun en centimeter imellem os. Hans intense blik fanger mit, og jeg kan mærke et stød gå gennem min krop. Tanken om at skulle sige farvel til ham i morgen ligger som en tung byrde på mine skuldre.
Han lægger sine læber på mine, og jeg besvarer kysset ivrigt, ønskende om at mærke ham tættere på. Han lægger sin arm om min skulder, og vi går sammen ud mod bilen, klar til en sidste aften sammen, før vores veje skilles.