Emma vent dog lige!" Råber han efter mig, men jeg ignorerer ham. Mine fingre kramper om dørhåndtaget til hoveddøren, men inden jeg kan trække den op, griber hans hånd fat om min og presser døren i med en kraft, der får mig til at sukke af frustration.
"Lad være!" udbryder jeg frustreret.
"Emma, vent nu lige. Vil du ikke forklare, hvorfor du går?" Hans stemme er fyldt med en blanding af forvirring og desperation.
"Lad være med at være så dum!" Min stemme er hævet, og mine øjne blusser af vrede, da jeg står med ryggen til ham og hans krop er bag mig.
"Fortæl mig dog, hvad der sker!" råber han, hans stemme fyldt med et desperat håb om forståelse.
Jeg vender mig om og presser min ryg op mod døren, mine arme krydset over min brystkasse, og mit blik brænder sig ind i hans. Et flammende udtryk af modstand og mod. "Du ved det virkelig ikke selv?" spørger jeg, mine ord fyldt med foragt.
"Nej?" Hans stemme er forvirret, men en undertone af forsvar skinner igennem.
"Du var lige i gang med at skubbe din tunge ned i halsen på den pige!" Min stemme skærer gennem luften, og mine øjne skaber en storm af foragt.
"Ja?" Hans svar er forbløffende roligt.
Det er som om en mur af smerte rammer mig. Det var ikke det svar jeg havde forventet.
"Ja?" Jeg gentager det som et ekko af vrede. "Er det virkelig, hvad du synes, er okay?"
"Hvorfor skulle det ikke være okay?"
"Hvad er der galt med dig?" mine ord er en kniv, der stikker ind i vores stillestående verden, og jeg kan føle den bitre smag af skuffelse i min mund.
"Vi er trods alt ikke sammen?" Hans ord er som et slag mod mit hjerte, der standser i et øjeblik.
Tårerne brænder bag mine øjne, og mine ord sidder fast i min hals. Jeg troede, at der var noget mere mellem os, men jeg blev narret af mine egne håb.
"Av, Emil, av. Jeg troede virkelig, at du var anderledes, at du rent faktisk havde en interesse for mig, men jeg tog fejl," græder jeg, min stemme en flod af sorg.
Jeg kigger en sidste gang på den mand der har knækket mit hjerte for første gang. det er sådan her det føles at blive såret af en mand holder af.
Da jeg ikke kan holde ud at kigge på ham mere vender jeg mig om i færd med at forlade hans enormevilla.
Jeg griber fat i dørhåndtaget igen, men hans hånd holder døren tilbage, og mine forsøg på at åbne døren bliver forgæves. "Flyt dig!" råber jeg, frustrationen kogende indeni mig, men han står fast. Han lader mig ikke gå.
"Emil, lad nu være..." siger jeg og mærker en lille del af min vrede falde bort og blive til gråd, når jeg hiver i døren.
Jeg hører Emils suk bag mig og det lyder faktisk som om han græder, men jeg er ligeglad. Jeg vil hjem og glemme alt om de sidste tre dage.
En banken på døren afbryder vores intense øjeblik, og vi træder væk fra døren og Mathias og Mie træder ind i rummet med forvirrede udtryk malet på deres ansigter.
"Hvad foregår der her?" Spørger Mathias, forvirringen skrevet over hans ansigt.
"Spørg din idiot af en ven" siger jeg og går forbi dem, tårerne stadig strømmende ned ad mine kinder. Jeg går mod bilen som Mie og jeg kom i i går uden at se tilbage på Emil.
Jeg sætter mig ind i Mies bil og venter, indtil Mathias pludselig slutter sig til mig efter ca fem minutter.
"Emma, må jeg komme ind?" Spørger han forsigtigt.
"Ja," siger jeg og forsøger at samle mig.
Han sætter sig ved siden af mig, og hans blik er fyldt med bekymring, da han ser mine tårer.
"Emil har haft det svært med sin ex. Hun manipulerer ham, og jeg troede virkelig, at du kunne redde ham fra det, men han har åbenbart stadig følelser for hende," forklarer Mathias og håber at jeg forstår ham med det samme.
"Fantastisk, det er netop, hvad jeg har brug for. En skør ekskæreste og hendes lille hund" siger jeg og ruller med øjnene.
"Emil kan virkelig godt lide dig, og han er rigtig ked af det her. Han vil virkelig gerne være sammen med dig" siger Mathias, håbet glimtende i hans øjne.
"Men han kan åbenbart ikke lide mig nok til at holde sig væk fra sin ex," siger jeg bittert.
"Emil har haft det svært, men han vil virkelig gerne være sammen med dig," gentager Mathias, håbet skinner stadig i hans øjne.
Jeg tøver og ønsker bare at få dette overstået og komme hjem.
"Jeg kan tilgive ham, men jeg kan ikke være sammen med nogen, der har følelser for en anden" siger jeg fast.
"Jeg forstår det godt" siger Mathias og lægger en beroligende hånd på min skulder.
Vi går tilbage ind i huset, hvor Emil og Mie sidder på sofaen. Emil ser nedslået ud, og jeg kan mærke et stik af medlidenhed.
"Emma, jeg er virkelig ked af det," siger Emil, hans øjne røde af tårer.
"Ja, det kan jeg se" siger jeg og sætter mig ved siden af Mie med mine arme krydset.
"Vær nu ordentlig" siger Mie strengt til mig.
"Det er okay. Jeg fortjener det" siger Emil til Mie. Jeg undgår hans blik.
Jeg sidder med armene over kors, mit hjerte stadig såret af hans handlinger.
"Emma, jeg håber virkelig, at du kan tilgive mig. Jeg ved ikke, hvad der skete. Hun er bare så manipulerende. Jeg vil virkelig gerne være sammen med dig, og jeg vil virkelig gerne være din kæreste, hvis du vil," siger han, hans smil forsøger at bryde gennem skyerne af tristhed og hans perfekte hår er faldet lidt ned over hans øjne, men han stryger det væk og smiler til mig.
Mine kinder blusser, og jeg kan mærke varmen brede sig i mit bryst. Fuck hvor er han egentlig charmerende. "Jeg kan tilgive dig, Emil, men jeg kan ikke være sammen med nogen, der stadig har følelser for sin ex. Det håber jeg, du forstår," siger jeg stille og lægger stridsøksen og lader der blive fred.
"Det forstår jeg selvfølgelig. Jeg håber bare, at vi stadig kan være venner så" siger han og jeg kan mærke, at han er mere afslappet nu end før.
"Det kan vi," siger jeg og smiler svagt, mine følelser stadig i oprør.
Jeg går over til Emil og omfavner ham. Det føles godt at mærke hans varme, selvom det stadig er lidt akavet for mig.
"Kommer I og ser kampen mod Spanien i morgen? Det er jo semifinalen," spørger Emil og ser forventningsfuldt på mig.
"Det gør vi," siger jeg og giver ham et forsigtigt smil.
"Okay, så ses vi i morgen," siger han og prøver at maskere sin egen sorg med et smil.
"Ja, vi ses," siger jeg og vender mig for at gå.
Mie går over og omfavner Mathias og giver ham et kys. Jeg kan ikke lade være med at kigge over på Emil, og smerten stikker dybt i mit bryst ved synet af dem. Det gør ondt at se, hvordan de kan være så lykkelige sammen, når jeg føler mig så forladt.
Jeg går ud til Mies bil, og vi vinker farvel, før vi begiver os hjemad. Hver kilometer føles som en evighed, når jeg ved at jeg har fået mit hjerte knust for første gang.