Jeg vågner ved lyden af nogle hviskende stemmer og instinktivt træder jeg ud på gangen uden at lave en lyd, så jeg ikke afslører min tilstedeværelse. Lyden kommer fra stuen, og da jeg når trappen, bliver billedet klart for mig. Det er Emil, og han står over for en pige, som jeg ikke genkender. Hendes lange, mørke hår falder ned over hendes skuldre på en måde, der næsten får hende til at virke uimodståelig.
"Emil, jeg savner dig virkelig meget. Vil du ikke tage mig tilbage?" lyder hendes stemme, fyldt med længsel, idet hun forsigtigt rører ved hans arm.
Emil ser ud til at være fanget mellem to verdener, hans usikkerhed er tydelig i hans blik. "Jeg ved ikke helt," siger han, og hans stemme vakler.
"Jo, kom nu, Emil. Du ved, du har brug for mig," insisterer pigen og placerer sine hænder omkring hans nakke. Jeg ser, hvordan han kigger på hende. En måde, der er alt for bekendt, som om han stirrer lige igennem hende. Det er samme måde, han har kigget på mig.
Jeg kan mærke, hvordan smerten begynder at samle sig i mit bryst, og mine øjne bliver ufrivilligt våde, mens jeg ser dem kysse. Det føles som om en kniv har skåret sig ind i mit hjerte, og jeg er fanget i en lammende smerte, der gør det svært at trække vejret.
Med en tung byrde af bedrag og skuffelse vender jeg stille tilbage til værelset, hvor jeg skifter til tøjet fra i går. Min telefon ligger ved siden af mig, og med rystende fingre ringer jeg til Mie.
"Hej, Emma, hvad så?" siger Mie i den anden ende af linjen, men min stemme er fyldt med en knugende smerte, der gør det svært at tale. Jeg er knust, fordi det er gået op for mig at jeg virkelig havde fået stærke følelser for Emil
"Kan vi ikke tage hjem?" spørger jeg, forsøger at holde min stemme stabil.
"Ja, selvfølgelig, men er du okay?"
"Der er ikke noget, jeg vil bare gerne hjem," siger jeg, kæmpende for at holde tårerne tilbage.
"Er der noget mellem dig og Emil?" Spørger Mie, bekymringen er tydelig i hendes stemme.
"Nej, nej, jeg vil bare gerne hjem," gentager jeg og lægger på inden jeg bryder sammen.
Lige idet telefonen lægges på, hører jeg døren nedenunder blive lukket, og skridt begynder at nærme sig trappen. Mit hjerte banker hurtigere i brystet, mens jeg indser, at det er Emil, der kommer op ad trappen.
Døren åbner, og han træder ind i rummet. "Hvad sker der? Går du?" spørger han forvirret.
Jeg ignorerer ham og begynder at tage mine sko på. "Hey, Emma, hvad sker der?" gentager han, denne gang med bekymring i stemmen.
Jeg nægter stadig at se på ham og rejser mig op for at gå mod døren. Men han når mig før jeg når langt og tager fat i min hånd. Han trækker mig hen foran ham. Jeg undgår hans blik, så jeg kigger i stedet ned i gulvet.
"Emma?" hans stemme er en blid anklage, og jeg undgår hans blik, ude af stand til at møde de øjne, der har såret mig så dybt. Jeg tvinger mig selv til at se op, og vores blikke kolliderer i et øjeblik fyldt med smerte og beklagelse. Han ser de tårer, der har væltet ned ad mine kinder som en stille strøm af fortvivlelse.
"Er du okay?" spørger han, hans stemme fyldt med ægte bekymring.
"Lad være med at røre mig!" råber jeg og river mig ud af hans greb, før jeg stormer ud af værelset og ned ad trappen, hver trin føles som om det bærer mig væk fra den smerte, han har forårsaget.
Lyden af hans skridt bag mig er som et uønsket efterspil af den tragedie, der har udfoldet sig i vores stillestående verden.