Lucias pov:
Jeg var stået alt for tidligt op, men tankerne blev ved med at presse sig på. Jeg havde knap sovet det sidste stykke tid - det sidste lange stykke tid. Mine tanker er bare- ja det er bare- hvad skal man kalde det- de er vel det nogen kalder deprimerende. Ja altså, jeg har det med at overtænke og gøre mig selv til en "skurk".
I det her tilfælde, er det fordi jeg er bange. Bange for at fejle imorgen- ja altså vi skal på Jugdeshause imorgen- men jeg er bange for at vi ikke går videre. Og især vis det er mig der ikke er god nok, og dermed trækker de andre med mig i faldet.
Min lille depression- eller hvad man kan kalde det- begyndte med det samme jeg kom hjem fra sommerhuset. Faktisk var det normalt for mig at være lidt deprimeret, og overtænke alt. Men i sommerhuset. Ja i sommerhuset var det som at tage en pause. En pause fra mine tanker- eller mere de mørke af dem. De drenge fik mig altså til at føle noget. Noget som vat godt og trygt. Og nærmest befriende. Dem alle sammen- men især Louis. Louis var speciel. Speciel på sin egen, helt rigtige måde.
Jeg kunne mærke mine kinder bliver varme. De var sikkert også tomatrøde. Det kunne jeg så give Louis skylden for. Var jeg mon ved at blive- nej fuck- Lucia det må du ikke gøre overfor dig selv- ikke endnu.
Jeg blev revet ud af mine tanker, da min mor kom ind i stuen. Hun sagde ikke noget. Hun gik bare forbi mig. Men jeg holdte nøje øje med vært et skridt, vær en bevægelse, vært et åndedrag. Jeg faldt tilbage i mine tanker da hun var gået ind på værelset igen.
Hvad havde jeg tænkt på før? Nå ligemeget.
Imorgen skulle mig og drenge- one direction som vi kaldte os- efter Harry havde tvunget os. Vi skulle optræde foran dommerne også ville de sende os videre.
Vi havde øvet os nogle få gange- ikke nok efter min mening- men vi havde øvet.
Vi havde eftersom den klingede godt i vores stemmer valgt at synge Torn. Den betød også noget særligt for os, da det var den første sang vi sang sammen. Så det havde ikke været svært at vælge den.
Men nu skulle vi så se, om den var det der skulle til for at blive et ordentligt band.