Jeg skulle ud på scenen igen. Jeg var efterhånden ved at være vandt til det men nerverne var stadig som de plejede. Siden auditions var det gået stærkt. Jeg var kommet til bootcamp, og var ved at finde ud af om jeg skulle til vidre Judgeshause.
Jeg var inde på scenen sammen med en masse andre tøser som også havde en masse drømme.
Det virkede lidt uvirkeligt at det så var mig der skulle blive stjernen istædet sor alle de andre.
Jeg ventede i spænding. Og efter at have bidt mine negle helt korte, begyndte de at råbe navne op. Spotlyset skar i mine øjne og det var varmt at stå der
Jeg håbede inderligt at mit navn var i blandt dem. At jeg kunne komme vidre og måske opbygge en karriere. At drømme stort er vel godt.
Chancen blev mindre og mindre efterhånden som pladserne var blevet taget af andre navne. Og jeg var stædig ikke nævnt.
"And the last name is..." råbte de. Jeg bed mig i tungen og bad til gud, bare det var mig. Jeg skulle nok være sød, aldrig spise kød igen, og alt den slags man nu lover gud.
Smerten sved i min mave. Min drøm var knust. Mit navn var der ikke. Jeg var ikke god nok. Alle pladser var taget.
Jeg kæmpede en kamp mod mig selv for at holde masken på scenen. Tårrene vilde gerne slippe mine øjne og dale mod jorden, men jeg gav dem ikke lov.
Alle pigerne gik ud. De fleste var skuffede og mange græd. Nogen var også lettede, de havde så umådelig en scene skræk at de bare ville kalde det en oplevelse.