Guderne Fra Majtak

MAJTAK

Du har sikkert hørt om Thor og Odin. De stærke guder fra Asgård, som kunnne slå hver alt og alle. Men der var guder før dem fra Asgård. Guder der var stærke nok til at dræbe guderne fra Asgård. Jeg taler om guderne fra Majtak. Majtak var  en by der fandtes årtusinder tilbage. Byen gemte på en skat som ingen vidste hvad var. Men jætter,orker og dæmoner prøvede af lige vel at få fingre i den. Derfor blev byen bevogtet af tre guder. Jordguden Jork
Vindguden Skyra og Ildguden Fakal. De beskyttede byen fra hver en fare der var selvom det var de onde Darmnakkere, orkere som tjente dæmonen Mala. De tre guder havde kæmpet mod Mala siden tidens morgen. Og nu hvor Darmnakkerne bliver ledt af Malas søn, Laimon bilver det endnu sværere at beskytte Majtak, men selvom det ser mørk ud, er der altid lys fremad. For nu kommer en ny gud til. En gud over dem alle. Hans navn var Inkris guden over lys. Og med Inkrises hjælp kan gudene stadig have en chance for at
besejre Mala.

Nov 8 1436

Jeg vågnede op, som jeg nu altid gør. Som en helt normal 15 årige dreng, undtagen den fact at jeg er søn af Gud. Og så tænker du nok. "Men Inkris så er du jo ikke normal". Nej, men det ville jeg ønske jeg var. Du tænker nok er det er sjovt at være gud over lys, men NEJ det er det ikke. For det meste skal jeg bare hjælpe min far med "holde styr på verden". Også  tænker måske også. "Men er det ikke sjovt Inkris". Det ville det være hvis jeg fik lov til at gøre noget, men for det meste skal jeg bare kigge på. Top nederen! Og lige pludselig vil sende han sende mig til en eller anden by. Majsmark eller noget i den stil. Fucking lorte liv.

Pludselig kommer min far ind på mit værelse. "Du skal se at komme afsted" sagde han. "Majtak har brug for dig". Og på den måde startede mit "eventyr". Jeg begyndte at pakke til turen. Jeg tog nogle penge med, hvis nu jeg skulle gå hen og blive sulten. Det var en lang rejse på 1000 mil, men nu er jeg jo søn af Gud, så jeg kan ride og gå ret hurtigt. Da jeg havde pakket alt, gik jeg ind i stuen. Mange folk tror at vi lever langt oppe i skyene, og persone har ret. Men det er ikke skyer vi går rundt på. Det er helt normal jord. Min far skabte byen for at have et sted, hvor man kunne skue ud over hele jorden. Så det er bare helt normale huse, englene bord i. Selvfølgelig bord mig og min far i et meget fint hus. Min mor ved jeg ikke hvem er og far siger at jeg ikke skal mig om det, men alligevel er jeg nysgerrig på hvem det nu kunne være. Nåh, men tilbage til historien.

Da jeg kom ud i stuen sad min far ved
spisebordet og et eller andet våben i hånden. "Dette er Islandir" sagde han. "Et våben smedet af englenes guld og det skal du have". Han rakte mig svaret og jeg tog imod det. Det var let og tungt på samme tid. Jeg prøvede at svinge det lidt i luften, da jeg opdagede en sort prik i det lyse guld. Jeg spurgte min far hvad det var, men han mig svarede ikke. Der sagde jeg farvel til min far og gik ud af huset. Jeg steg op på min hest, Sollir. Den eneste hest der ikke havde hvid pels.
Den var fra elvenes land, Elandro. Hvis du ikke vidste hænger Himdri (himlen) sammen med 5 andre riger. Varkon,Elandro,Huldran, Titanuk og Kamatan. Varkon er Malas land, Elvernes land Elandro, Huldran orkernes land, Titanuk bjergfolkenes land Kamatan menneskenes land. Majtak ligger længst mod nord i Kamatan.
Jeg skulle rejse gennem alle lande, før jeg kunne komme til Majtak. Den tur orkede jeg ikke. Men et eventyr skal have en begyndelse. Så nu begyndte mit. Jeg red på en åben slette godt inde i Titanuk. Der går et stykke tid før man når til bjergene. På den åbne slette jeg pludselig et højt horn. Et orkhorn! Men hvor kommer de fra. Jeg kunne ikke se nogle orkere.
Sollir satte farten op. Orkene kom ud af det blå. En lille flok på knap 30 mand. Det var barnemad for en gud. Problemet var at orkene blev fuldt af bjergtrolde. På samme størrelse som orkene, men stærkere og hurtigere.
Uden at tænke mig om vendte jeg hesten og gjorde front mod orkene. De standsede. De så en smule nervøse ud.
Orkere var trænet til at plyndre og stjæle, men jeg var trænet i at fægting,selvforsvar,brydnig osv. Jeg træk Islandir og stirrede på orkene. Og så begyndte det at sitre i min krop. Jeg følte en lyst til at dræbe hver og en. Mine øjne begyndte at blive røde. Hva' fuck skete der med mig. Himlen begyndte at lukke sig og mørke skyer kom frem. Den sorte prik Islandir
begyndte at blive større og brede sig. Orkene og troldene prøvede at flygte, men pludselig var jeg foran dem. Jeg huggede dem ned en efter en og til sidst lå der ork lig over det hele. En enkel bjergtrold nåede flygtede. Jeg begyndte at komme til mig selv. Hvad var der sket til mig? Islandir begyndte at skifte farve igen. Jeg var forvirret og vidste ikke hvad jeg skulle gøre med mig selv. Min hest, Sollir var allerede begyndt at trave mod nord igen. Det varede ikke længe før jeg kunne se bjergene tydeligt. De tårnede sig op som kæmper i det flade landskab. Nu skulle jeg tage beslutningen. Skulle jeg prøve at komme op af bjerget eller skulle jeg gå uden om. Jeg valgte at ride op ad bjergene. Der var folk deroppe som jeg vidste var venlige mennesker. Så begyndte jeg at ride op ad. Luften blev tyndere og tyndere. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Jeg blev træt og kæmpede for at holde mig vågen. Men til sit mistede jeg bevidstheden og faldt om...