Lykke er livet

11. august

LYKKE

11 august – kl. 13.58

Min far kører ind på græsset langs vejkanten. Parkeringspladsen er fyldt helt op og en lærer står og guider de kørende biler ud i siden af vejen i stedet. Min far slukker bilen og kigger på mig. Jeg smiler stort og klikker selen af mig. Alligevel stopper jeg, da jeg tager fat i håndtaget. Min storebror Lukas er steget ud af bilen fra bagsædet, så det er kun mig og min far tilbage.

"Det er nu du skal stige ud og begynde et nyt år," siger han og læner sig over mig for at åbne døren. Jeg trækker den i igen og kigger på ham med våde øjne. Jeg presser læberne sammen og ryster på hovedet. Det jeg har glædet mig til igennem hele sommeren, er noget jeg lige pludselig ikke har lyst til. At skulle være væk hjemmefra i et år, velvidende at jeg kun kan komme hjem i få weekender eller tage ind til Lukas, bliver for overvældende for mig.

"Jeg tror ikke jeg kan," siger jeg. De sidste par år har jeg fået et tættere forhold til min far. Det var mig der samlede ham op efter min mor døde og Lukas flyttede. Nu skal vi begge være alene for første gang siden da. Han at så skal arbejde i udlandet i størstedelen af det næste års tid er værre at tænke på.

"Du kan altid ringe til mig?" siger han og stryger mig over håret. Han smiler, men har samme vemodige blik som jeg sidder med. "Jeg kommer også til, at savne dig. Men du ved også godt at inderst inde at du gerne det her. Jeg har gået her, Lukas har gået her og din mor har gået her. Du kan altid gå ned på Langgang og se på billederne. Jeg er et opkald væk når jeg sidder i Oslo og Lukas kommer her diverse weekender, hvis han kommer på gammel elevholdet igen, men mon ikke han gør det. Eller du kan tage hjem til ham i en weekend, han vil nok elske at opvarte sin lillesøster en hel weekend." Han nikker mod vinduet hvor Lukas står som et andet pakæsel med så mange af mine tasker han nu kunne bære. Jeg griner og tørrer tårerne væk. "Det skal nok gå Lykke. At være et år på efterskole har for resten af familien betydet det det bedste år i ens liv og det samme bliver det for dig." Min far blinker til mig og stiger ud. Jeg sidder lidt endnu, men bliver revet ud af mine tanker, da Lukas banker på ruden.

"Kom nu Lykke, det er altså ret hårdt, at stå her," griner han og river op i remmen på sportstasken der hænger over hans skulder. Jeg tager en dyb indånding, åbner døren og træder ud. Min far har taget nogle tasker fra Lukas, for at han ikke var så overpakket. Jeg selv tager min rygsæk, som er det sidste i bagagerummet før min far, lukker bagklappen og låser bilen. Han sætter kurs op mod skolens grund. Lukas lægger end arm omkring min skulder og trækker mig ind til sig.

"Det skal nok gå lil' sis," siger han.

"Det ved jeg," svarer jeg ham. Jeg føler en ro falde over mig.

På vej op langs hallen, ser jeg over på det familier vi går imellem. Så mange spændte unge. Hver gang jeg ser en pige kommer tankerne om det bliver hende jeg skal dele værelse med det næste år.

Vi træder ind ad den åbne dør der fører ind til skolens lille hal der ligger i samme bygning som skolen. Der står en række af lærere og elever, som må være andetårs eleverne, til at vise en til ens nye værelse.

"Lukas, godt at se dig." En af lærerne kommer imod os og giver Lukas et kram.

"Vinther, mød min søster." Lukas ligger armen om mig og smiler mod læreren.

"Så du er søsteren der skal videreføre familiens legacy her." Vinther smiler og rækker hånden mod mig. Jeg tager den og smiler tilbage. Han giver hånd til min far efterfølgende, der har stillet sig bag os. "Jeg er din nye gymnastiktræner, samt jeg er træner på gammel elevholdet. Jeg kan forstå på Lukas, at du skal have dans på skolen?" Vinther begynder, at begive sig ned af gangen mod trappen for enden. Min bror tager fat i min jakke og trækker mig med efter.