Min pude er våd af tåre
Vi har ligget herinde i snart to timer
Ordet selvmord undslipper munden og kan nu ikke forsvinde
Den fylder rummet og presser
Jeg føler vægten mase mig ned i sengen
Jeg kan ikke få vejret
Mit hjerte banker løber
Ikke på grund af gråd
Men af frygt for at rummet eksplodere
Selv mit hjerte kan mærke at dette ender galt og flygter
Jeg burde lytte til mit hjerte noget oftere
For et sekund stopper alt
Lyde, synet af dit sorgrige ansigt, mit hjerte
Jeg føler det
Jeg føler sorgen forvandle sig
Medfølelsen forsvinder fra rummet som havde den aldrig været der
Til tider bliver jeg i også i tvivl om det blot er noget jeg har bildt mig selv ind
Det burde ikke være dig
Det burde være mig
Du burde være der for mig
Det er dit job som mor
Men hvordan kan det så være at det altid er mig der trøster dig?
