Papir Svaner {Drarry}

Papir Svaner

Mothermalfoy og DaddiesDrarry's historie, jeg har blot oversat den til dansk :)

Draco var stadig ikke helt sikker på hvordan det var sket. Det ene minut havde hans liv været simpelt og han havde afskyet Potter. Men sådan skulle det bare ikke være alligevel. Draco Malfoy havde et crush på Den Gyldne dreng. han var dødsdømt.

Det hele startede i fællesstuen for ottendeårgangs eleverne. Livlig snak og latter fyldte rummet, og ilden knitrede svagt i pejsen. Draco sad i en lænestol i hjørnet for sig selv og så på alle de grinene mennesker. I midten af rummet stod Seamus, Dean og Neville og snakkede højlydt. På en af de store sorte lædersofaer sad Pansy og Blaise og spillede kort med Theo, og på gulvet foran pejsen sad Lavender sammen med Susan og hviskede om ét eller andet.

Draco sukkede, og vendte sig for finde hans eliksir bog frem, da en vids person trådte in af portræthullet. Han stoppede brat med det han var igang med, og stirrede på Harry, Hermione og Ron, der alle smilede bredt. I samme sekund drejede Harry hovedet og så Draco i direkte øjnene. Han havde smukke emerald grønne øjne, Harry. Store, nysgerrige øjne, der glitrede i det svage lys. Med ét havde han drejet hovedet igen, og grinte af noget Ron havde sagt. Harry havde et skønt grin. Draco kunne ikke undlade at ønske, at det var ham der havde fået Harry til at grine sådan.

Hurtigt rejste han sig op og greb hans taske og styrtede ud af portræthullet. Han løb op til sit kollegieværelse som han delte med Theo og Blaise, og fandt fjerpen og pergament frem. Og så skrev han, det han havde tænkt da harry havde grint i fællesstuen. Jeg ville ønske, at det var mig der fik dig til at grine sådan. Han tog sin tryllestav og pegede den mod papiret, der forvandlede sig til en yndig papirsvane.

Han satte sig på enden af hans seng og vendte papirsvanen i hans hænder. Den lignede den svane han havde givet Harry i tredje klasse, men denne gang stod der ikke nedgørende ting på pergamentet.

Draco sukkede. Han ville aldrig give beskederne til Harry. Og selv hvis han gjorde, ville Potter ikke kunne lide ham. Heller ikke hvis han var til drenge, hvilket Draco næsten var sikker på at han ikke var. Hans tanker tog ham tilbage til dengang, han havde lavet den første svane, siden tredje klasse. Professor McGonagall havde skældt ham ud af én eller anden grund, og Harry havde forsvaret ham. Det var sådan, det med papirsvanerne startede. Han havde skrevet en helt simpel besked. Undskyld, og tak.

Draco kørte en hånd gennem hans glatte, platinum hår. Han rejste sig langsomt og gik over til sin kuffert og skubbede en masse tøj til siden. Der, helt nede på bunden lå der et marmeladeglas, fyldt med papirsvaner i forskellige størrelser. Lige for tiden var dét med papirsvanerne næsten blevet et dagligt ritual. I glasset var der uendeligt mange beskeder. De fleste var ret simple. Du ser godt ud idag, eller dit hår ser ret filtret ud idag, men jeg kan lide det. eller, det gik galt for dig idag i eliksir, har du brug for hjælp?

Han rystede på hovedet, kravlede ned under sin dyne, og prøvede ikke at tænke på Harry resten af dagen. Der var stadig flere timer til aftensmaden, så han havde massere af tid til at have selvmedlidenhed. Altså lige indtil Pansy vadede ind i rummet, som om hun selv boede der.

"Hvorfor skal du altid ligge heroppe?" Spurgte Pansy. Draco stønnede højt. De havde haft den selv samme samtale utallige gange før.

Fordi han følte sig sikrere i sit kollegieværelse? Fordi han ikke behøvede at bekymre sig om at stirre et hul gennem Potter's hoved? Fordi ingen ønskede ham derude blandt dem?

Han kunne høre Pansy rode rundt i hans ting, og han havde mest af alt bare lyst til at skrige at hun skulle skride ad helvede til. "Jeg er bekymret for dig" sagde hun stille.