Jeg var ikke særlig gammel, da jeg fandt den. Min bedste ven Hugo og jeg var ude at udforske skoven, som lå et stykke væk fra byen. Vi løb legende og grinende igennem skoven, da jeg pludselig fik øje på noget. Der var en lillebitte dør i et af de store træer. Hugo stoppede også op ved siden af mig og fulgte mit blik hen til den lille trædør. Vi kiggede med undrende blikke på hinanden. Vi blev begge utrolig nysgerrige, men ingen af os turde rigtig at gå derhen. Efter vi havde stået og betragtet døren i et par minutter, skubbede Hugo mig på ryggen - han ville have, at jeg skulle gå først. Jeg tog en dyb indånding og gik hen imod døren.
"Prøv at banke på" sagde Hugo. Jeg bankede på og trådte derefter hurtigt et par skridt tilbage. Hugo tog mig i hånden og vi ventede spændt, men der var ikke nogen, der åbnede døren. Jeg bankede igen, men endnu engang var der ingen reaktion.
"Måske er den bare til pynt" sagde jeg til Hugo. Jeg tog i dørhåndtaget og til min store forbavselse, så åbnede døren sig. Jeg kiggede forsigtig ind. Selvom døren var lille, så var det faktisk ret stort indeni.
"Skal vi gå derind?" spurgte jeg. Hugo satte sig på hug og kiggede også derind. Han rystede på hovedet.
"Vi må hellere gå hjem nu" sagde Hugo og pegede op på himmelen. Det var ved at blive mørkt. Jeg nikkede og lukkede forsigtigt døren i.
Inden jeg skulle sove lå jeg og spekulerede over, hvad der mon var inde i træet. Måske var der nogen, der havde bygget en hule. Min hjerne vil gerne have at det var en simpel og logisk forklaring såsom den, men mit hjerte håbede og længtes efter, at det var noget større. Jo flere tanker der fyldte mit hovede jo tungere blev mine øjenlåg og til sidst faldt jeg i søvn.
