En gang jeg var modig

Vi er på vej til Odense Sygehus. Det er far, der kører. Vi har lige været ved lægen, fordi at jeg har ondt i maven ( igen ). Det kommer bare så pludseligt. Som et lyn-nedslag, også selv om jeg er glad. De voksne nede i børnehaven tror ikke på mig, men min mor og far tror på mig. De har taget mig til lægen et par gange nu, men lægerne siger altid at der ikke er noget galt. Men idag sagde at vi nok burde tage til Odense Sygehus og scannes, og her er vi så, i venteværelset.

Jeg er ikke særlig nervøs, men da jeg hører mit navn blive råbt op, og vi går ind i røngtenlokalet, er jeg på et sekund blevet rigtig bange. Efter lang tid inde i røngtenlokalet, går vi ud i venteværelset, og venter på svar.Svaret er at der er noget galt med min nyre, så jeg skal opereres.

Min mor kommer endelig over til sygehuset med to tasker, en til mig og en til far. I min taske ligger der en masse bamser til når jeg skal sove. Mor hvisker:"Godnat," og så går hun."Godnat," siger jeg til far og så slukker lyset. Der bliver helt mørkt og selv om jeg har mine yndlings-bamser, som kan trøste mig til enhver tid, samt min dejlige far ved min side, er jeg alligevel bange. Nej, ikke bare bange, jeg er rædselslagen. Jeg ved jo ikke hvad der skal ske med mig og jeg har på fornemmelsen at min far heller ikke ved det. Jeg falder i søvn, men vågner hurtigt igen. Far siger så at vi skal tage en blodprøve og så begynder vi så småt at gå derned.

"Læg dig her," siger lægen. Jeg lægger mig ned og bliver en lille smule nervøs. Men nervøsiteten vender sig hurtigt til frygt da lægen sigter en sprøjte med en 3 cm lang nål for enden mod min arm. Jeg trækker hurtigt min arm til mig og så begynder lægen og far at sige at det ikke er farligt. Jeg kan mærke tårene presse sig på, men jeg skal gøre det siger jeg til mig selv midt i kaosset. Jeg rækker lægen min arm og lukker øjnene. Nålen rammer min hud og der løber et sus igennem mine årer. "Så er vi færdige." Lægen står foran mig med en sprøjte med mit blod i.

De næste par dage foregik lige sådan, indtil dagen hvor jeg skulle opereres.

Vi går ind på operationsstuen og venter på at en af lægerne skal sige noget. De er ved at gøre klar til operationen. Jeg er egentlig ret bange, men far har sagt at jeg ikke kommer til at kunne mærke noget og det tror jeg på. Mor er her også og det er jeg glad for. En af lægerne siger at jeg skal lægge mig ned på sengen. Det gør jeg så. Lægen der har sagt det kommer hen til mig med en sprøjte, men den er jeg ikke bange for mere. Lægen sætter nålen i min arm og sprøjter. "Der sker ingenting," tænker jeg. "Hvad hvis det ikke virker, men så blev der lige pludselig to af alting, ligesom når man er skeløjet. Far løfter mig over til en anden seng omme bag nogle forhæng, imens mine øjenlåg bliver tungere og tungere, indtil jeg sidst falder i søvn.

Jeg vågner med mor og far ved min side og selvfølgelig lægen. Lægen giver mig en is og jeg spiser den hurtigt. Jeg begynder at kigge mig omkring, da jeg ser to plastik-rør stikke ud af siderne på mig. Jeg bliver lidt skræmt i starten, men jeg ved at det værste er overstået, så nu er jeg sikker på at jeg kan klare alt andet...