Sandheden

Kapitel 1

Det er stille i bilen på vej til mit nye College. Som i, ingen har sagt noget i flere timer. Jeg kigger på min mor, hun har fået nogle rynker hist og her, men hun er køn, ingen tvivl om det. "Vi kommer altså bare til at savne dig Madeline." Det giver et sæt i mig så jeg hopper i sædet. Min mor bakker ind på en parkeringsplads. Vi snakker aldrig om sådan noget, vi snakker nærmest kun sammen om skole, sådan er det bare. "Vi ses jo en gang igen, mor." Og lige pludselig begynder mine øjne at brænde, så jeg bliver nød til at kæmpe for at holde tårerne tilbage. "Det er okay at græde min egen, det hele skal nok gå, du er både klog og smuk." Hun smiler. Hun smiler så meget at det næsten går helt op til ørene. Men hendes øjne er ildrøde og fyldt med tåre. Så krammer vi. Det er ikke noget vi plejer at gøre, højst et håndtryk.  "Jeg må hellere gå nu mor, man skal jo ikke komme for sent den første dag." Jeg løsner mig fra krammet, jeg kan ikke rigtig lide den slags berøring. "Vi ses til besøgsdagen Madeline!" Jeg nikker, tager mine kufferter og går om mod skolen, spændt på at se hvem der bliver min roomie. 

Jeg er vildt nervøs da jeg banker på døren til mit nye værelse.  Med et bliver døren åbnet. En pige med lyst hår sat op i en hestehale med farverigt tøj på træder ud af døren. "Hej jeg hedder Karen, hvad hedder du? Undskyld her roder lidt lige nu, men jeg har lige haft besøg, men de er gået igen."Jeg er helt forbløffet over hvor hurtigt alle de ord røg ud af munden på hende. "Øhm jeg hedder Madeline." Og så krammer hun mig. Der går et kæmpe stød igennem mig, jeg får helt kvalme. Men så slipper hun mig, og jeg får det bedre. "Du kan bare stille dine ting der ovre" Hun peger på en seng med natbord og eget badeværelse "Det er mega fedt her, og det bedste er, at dem der bor inde ved siden af er hele skolens lækreste fyr. Alle er elle vilde med ham, så du skal ikke tro det er så let at få ham." Jeg nikker, fuldstændig ligeglad med om drengene her er lækre eller ej, jeg er kommet for at få en god uddannelse, ikke en kæreste. "Det går nok, har heller aldrig været så god til det med fyre." Jeg smiler, lidt falsk, hun snakker alt for meget om ligegyldige ting. "Vi skal snart til aftensspisning, så skynd dig at pakke lidt ud nu, det starter kl 6, jeg kan godt blive hvis det er, men jeg har lovet en ven at komme, og vi ventede dig først imorgen.." Hun stopper og kigger på mig med bedende øjne, hun er ikke en typisk køn pige, men hun er smuk på sin helt egen måde. "Gå du bare, jeg skal nok finde derover på en eller anden måde." Jeg tror ikke engang der går 1 sekund før hun er ude af døren. 

Klokken er blevet lidt i 6, og jeg må se at komme af sted til spisning, også selvom at jeg slet ikke er sulten. Jeg trækker i mine old school vans, og går ud af døren. I det jeg vender mig om, støder jeg ind i noget. Eller nok nærmere nogen. Jeg bakker hurtigt, så mit hovedebanker ind i døren bag mig. "Undskyld, det må du virkelig, virkelig undskylde, det var ikke.." Jeg tager mig til hovedet, det gør mega ondt. "Hey, det gør ikke noget, du er ny her, ikke?" Jeg åbner øjnene ved lyden af en drengs stemme, han smiler. Hold kæft han er lækker. "Øhm." Han griner lidt, men jeg fortsætter. "Jo jeg er ny her, ved du hvor man spiser henne.." Jeg skynder mig at kigge ned i gulvet, da jeg opdager at jeg har stået og gloet på ham. "Bare kom med mig." Han nikker som tegn til at jeg skal følge efter ham. 

Alting er så smukt her, selv "skolegården" der er store flotte træer og vidunderlige springvand. "Hvor længe har du så vidst, at du vil gå her?" Han stopper helt op, og kigger på mig, og jeg er helt hundrede på at jeg ligner en brandbil i ansigtet. "Altså, jeg har altid vidst at jeg ville gå her, min mor gik her også, det betyder rigtig meget for mig.." Og han nikker, fuldstændig forstående, det kan slet ikke få mig til at lade være med at smile. "Man spiser her" han peger ind på et andet hus med store borde. Da vi kommer derind kan jeg se en gigantisk buffet, men det ser ikke ud til at de har noget jeg kan lide. "Hejhej!" Siger han. Jeg fandt ikke engang ud af hvad han hed, nøj hvor dumt. Og der går det op for mig at jeg står der helt alene. Men ikke så meget længere, for Karen er i fuld gang med at kæmpe sig igennem alle menneskerne og hen til mig. "Hej, mine venner og jeg sidder lige herovre, vil du med? De vil helt vildt gerne se dig!" Hun hopper og klapper samtidig, som en spændt lille pige. Hun trækker mig med hen til hendes bord, og der sidder en masse forskellige typer. en goth/emo type, et par som ligner Karen ret så meget, en der ser rigtig genert ud, og en muligvis homoseksuel dreng. "Det er Madeline! Er hun ikke bare smuk! Hun er høj og pæn og..." Mere høre jeg ikke før jeg lukker helt af, jeg kan slet ikke tænke på andet end ham drengen. Hans dejlige mørkeblå øjne, hans brune krøllede hår. Han er høj og slank, men også muskuløs, men ikke for pumpet. Det kilder pludselig på en meget underlig måde nede i min mave, på en måde som jeg aldrig har prøvet det før. "Madeline skal du ikke have noget at spise?" spørger ham den muligvis homoseksuelle dreng. "Åh undskyld, jeg hedder Milo, jeg er til drenge, jeg totalt meget elsker chokolade!" Jeg smiler, han virker da flink nok, lidt som Karen, snakker om ligegyldige ting. "Fedt at møde dig Milo, nej jeg er ikke sulten." Lyver jeg, også selvom min mave knurrer så højt at dem i den anden ende burde kunne høre det. "Måske skulle vi os præsentere os selv!" Siger den anden pige som ligner Karen. "Jeg hedder Mike, jeg er transkønnet,det eneste jeg mangler lige navnet.." Jeg kigger på hende, og kan slet ikke se at hun har været en dreng. Fascinerende.. "Jeg er Marie, en udstødt sjæl fra undergrunden." det er hende emo eller goth'en "jeg er øh.. jeg er Katrine.." Hun skynder sig at kigge ned i bordet igen. "Dejligt at møde jer alle.. Jeg tror jeg må tilbage og pakke ud nu, vi ses!" Og jeg skynder mig ud af spisehuset.