Louise var i tivoli med sin mor. Hun prøvede karrusellen flere gange i træk, mens hun hvinede af fryd. Hendes mor kiggede glad på, og solen skinnede. Da Louise kom hen til sin mor efter fjerde tur, lagde hun mærke til en skikkelse et stykke fra dem. Louise kunne ikke se, hvem det var, men noget fik hende til at gå i retning af den, med sin mor på slæb.
"Hvad er der, Louise?"
"Kom nu bare, mor." Louise hørte sin mor sukke bag sig, men som altid fulgte hun med.
De kom tættere på, og Louise kunne nu se, hvad det var. De store sko, det farvestrålende tøj, den hvide hud og røde næse, de store røde læber og den røde krøllede paryk. En klovn! Louise elskede klovne; de var så sjove!
"Se mor! En klovn." Louise pegede i retning af klovnen. Hendes mor kiggede forvirret i retningen, Louise pegede.
"Hvor, skat?" Louise kiggede irriteret på sin mor.
"Lige der!" Louise pegede igen på klovnen, der smilede til hende og vinkede. Hendes mor kiggede igen og sukkede så.
"Lad være med at gøre grin med mig, Louise. Der er ingen klovn."
"Jo, mor. Han står lige der og vinker." Louise sukkede. Hvorfor kunne mor ikke se klovnen, når han stod lige foran dem?
"Det må være noget, du forestiller dig. Kom, lad os købe en is." Louise fulgte modvilligt med, da hendes mor trak hende med sig. Hun vinkede vemodigt til klovnen, der vinkede tilbage.
Louise spiste sin is, mens hun spejdede efter klovnen, der var ingen steder at se.
"Hvem kigger du efter?" Spurgte hendes mor nysgerrigt med is i mundvigen.
"Klovnen." Svarede Louise og tog en bid af sin is. Hendes mor tørrede is fra sin mundvig væk og rystede på hovedet af datteren. I det øjeblik fik Louise øje på klovnen et par meter væk. Klovnen holdt en ballon i den ene hånd og vinkede med den anden. Han smilede stort og venligt. Louise smilede glad tilbage og vinkede.
"Hvem vinker du til?"
"Klovnen. Han står derover ved træet." Hendes mor kiggede over mod træet, hvor der var tomt.
"Begynder du nu igen?" Sagde hendes mor irriteret og kiggede opgivende på hende.
"Der er ikke nogen klovn, Louise!"
"Jo, mor! Hvorfor tror du ikke på mig?" Louise smed pinden fra isen fra sig.
"Fordi der ikke står nogen ved det træ." Påpegede hendes mor og samlede pinden op for at smide den i skraldespanden.
"Det gør der altså." Louise surmulede med armene over kors.
"Så det nok." Hendes mor greb hendes hånd og trak hende med. Louise kiggede sig over skulderen og så ballonen stige til vejrs.
I bilen koncentrerede moderen sig om at køre, mens Louise ubemærket kiggede ud af vinduet. Hun forstod ikke, hvorfor hendes mor ikke ville tro på hende. Louise kunne skimte noget rødt blandt de mosgrønne træer, og pludselig trådte klovnen frem med sit kæmpe smil.
"Se mor!" Louise pegede, men i næste øjeblik var de kørt forbi, og moderen havde ikke set noget. Louise lænede sig tilbage og krydsede armene over brystet. Et øjeblik efter kunne hun se klovnen midt på vejen, og de ville ramme ham, hvis hun ikke gjorde noget!
"Mor, stop! Han står midt på vejen." Louise råbte panisk og trak i moderens ærme.
"Stop det, Louise. Der er ikke nogen på vejen." Louise skreg og lukkede øjnene, da bilen kørte ind i klovnen. Moderen fortsatte, som om intet var hændt. Louise havde ikke mærket noget bump og åbnede forsigtigt øjnene. Da hun kiggede bagud, stod klovnen stadig på vejen og smilede til hende.
Louise fik sig en ny ven i klovnen. Hendes mor kunne stadig ikke se klovnen og mente, at det var noget, Louise forestillede sig. Men Louise vidste, at klovnen var virkelig.
Louise kom hjem fra skole og smed skoletasken fra sig i entreen. Hun løb ud i køkkenet og hældte et stort glas mælk op. Hun drak det næsten i en slurk, mens hun spændt kiggede ud af vinduet. Ude i haven stod klovnen med en ballon og smilede til hende. Louise satte glasset fra og vinkede til klovnen, hvorefter hun løb ud i haven.
"Hej." Sagde hun.
"Hej." Sagde klovnen og rakte hende den røde ballon. Louise gav klovnen et stort kram.
"Tak. Jeg løber lige ind med den, så den ikke flyver væk, mens vi leger." Klovnen nikkede, og Louise løb ind igen. Hendes mor sad i stuen og kiggede op, da Louise løb ind.
"Hvor har du den ballon fra?"
"Min ven." Moren rejste sig og kiggede ud.
"Hvilken ven, skat?"
"Klovnen, mor." Louise løb ovenpå og spændte ballonen fast til sin stol. Så fløj den ingen steder. Hendes mor spejdede stadig ud af vinduet, da Louise løb ud igen.
Louise og klovnen byggede sandslotte, mens Louise brokkede sig over sin mor.
"Hun kan åbenbart stadig ikke se dig. Hun tror, du er noget, jeg forestiller mig." Klovnen kiggede bedrøvet på hende.
"Nej, jeg forstår det heller ikke." Louises mor stod i vinduet og holdt øje. Alt, hvad hun så, var Louise, der byggede sandslotte alene og snakkede med sig selv.
Den dag, inviterede Louise klovnen inden for. Idet øjeblik hun gjorde det, forsvandt klovnen. Louises mor kaldte på hende og sagde, at der var mad. Trist til mode gik hun ud i køkkenet og satte sig ved bordet. De spiste i stilhed.
Om aftenen puttede moren Louise, da hun var lagt i seng. Moren læste en sød godnathistorie for hende. Da den var slut, kyssede hun Louise på panden og lod nattelampen være tændt. Hun slukkede det resterende lys, sagde godnat og trak døren til. Værelset var oplyst af et hyggeligt rødt lys, og Louise skuttede sig under dynen. Hun holdt fast i yndlingsbamsen og lukkede øjnene.
Der lød en knirken, og hun åbnede øjnene. Hun kiggede over mod døren, der langsomt gik op. I døråbningen stod en mørk skikkelse. Louise gned sine øjne og satte sig mere op i sengen. Nu var skikkelsen væk, og døren lukket. Hun lagde sig ned igen. Lidt efter lød der en kradsen, og hun satte sig op igen. Hun kunne ikke se noget og turde heller ikke forlade sin seng. Lyden forsvandt, og hun begyndte at slappe af igen. En hånd kravlede langsomt op ad sengekanten og lagde sig på hendes lagen nede ved fødderne. Hånden havde ikke fingre, men spidse kløer klædt i hvidt. Louise satte sig helt op ad hovedgærdet af sengen og trak dynen helt op til hagen. Bamsen blev helt klemt i den ene hånd. Hendes hjerte sad helt op i halsen, og hun kunne ikke få en lyd over sine læber. Så rejste skikkelsen sig op, og Louise så, at det var klovnen. Dens før så venlige øjne kiggede nu ondskabsfuldt og sultent på hende. De tidligere hvide og lige tænder, var nu sylespidse, som hos en haj. Klovnen kom tættere og tættere på, og et lille hulk undslap hendes læber. Klovnen var ikke langt væk, da hendes lampe pludselig gik ud. Badet i mørke, trak hun vejret hurtigere og hurtigere og forsøgte febrilsk at finde kontakten og tænde lyset. Hun rystede over hele kroppen. Hun fandt kontakten og tænde lyset. Da hun vendte sig om, stod klovnen lige foran hende med sit ondskabsfulde ansigt. Han rakte ud efter hende. Nu kunne Louise skrige.
En lille dreng var i cirkus med sine forældre. I pausen var de ude at købe popcorn, og drengen kiggede sig spændt omkring. Han fik øje på en smilende klovn, der stod med en blå ballon.
