Jeg havde aldrig rigtig tænkt på hvad jeg ville gøre uden ham... han var som en del af mig... men de havde ret da de sagde at han ikke var den jeg troede han var.
Hvorfor?... hvorfor gør det så ondt at sige farvel?
Jeg sad og kikkede ud i ingenting, mens jeg tænkte på hvad jeg kunne have gjort bedre.
Pludselig høre jeg min ringetone. Det er ham...
mit hjerte begyndte at slå hurtigere og hurtigere. jeg ligger hurtigt på og prøver at falde til ro.
"Ding dong"
HVEM ER DET NU!?
Jeg går roligt over til døren og åbner den langsomt.
...det er ham...
"Hey... mia"
"Hvad v-vil du!?" Siger jeg med en rystende stemme..
" Mia... jeg elsker dig.. hvordan kunne du tro på alt det hun sagde?"
" fordi jeg så det med mine egne øjne"
"SÅ HVAD!?"
"Dig o...ovenover hende"
Tårer begyndte at løbe ned af min kinder.
Han løftede langsomt sin arm, og placerede hånden på min kind. Han fjernede sin hånd og kiggede nervøst ned i gulvet.
"Jeg er så... ked af det Mia!"
"Gå" sagde jeg med et selvsikkert tonefald.
Han gik langsomt hen til døren og vendte sig rundt.
Han kiggede mig i øjnene, og jeg kiggede i hans. Ingen af os sagde noget... han var smuk.
Jeg kunne se i hans øjne at han var såret... ikke fysisk men psykisk. Jeg hadede at se ham sådan her men jeg blev nød til at tage mod til mig, og smide ham ud.
"Farvel Alex"
Han gik uden at sige noget.
Det var som om mit hjerte gik i tudsinde stykker.
Jeg græd... og græde, og græd.
Men det var og er slut nu.
