- Rose! kom nu!
- Bag dig, Rose! Spil den!
Råbende lyder højre og højre i hallen, men jeg skider på at aflevere. jeg hopper, strækker mig, skyder mod målet - og rammer. Scorer!
- Rose!
Mor råber højest, jeg klasker hænder med Sara, Najma, Dorte og Josefine, ud af øjenkrogen ser jeg Simon, vores træner, han klapper men det varer ikke ret længe, for i håndbold sker der helle tiden noget og vi skal tilbage i forsvaret, vi begynder jeg får taget bolden og så det bare at løbe, jeg spiller den til Dorte, hun scorer, og tiden er gået. Vi vandt!
Vi jubler, vi omfavner, smiler, griner, vi er sikkert det bedste håndboldhold i hele danmark hvis man spørg vores forældre oppe på rækkerne. Og onkler, bedstemødre, kærester og små søstre. Især min, Jenny. Jenny er 10 måneder og har lige lært at vinke. Mor holder hende op, og hun vifter til mig med sine små, bløde hænder. Jeg vinker til hende.
i omklædningsrummet er vi stadig oprevet af glæde. Roser hinanden mellem deo, mascara, hårspray og store tasker.
- For fanen, Rose, du blev topscorer! Igen!
- Det må vi virkelig fejre!
- Turneringen er altså ikke forbi endnu, siger Dorte henne fra hjørnet. Typisk hende. Jeg gider ikke svarer.
Dorte jubler ikke, før sejren er helt og aldeles hjemme. Hun har lys hestehale, et lidt rundt ansigt og er venstrehåndet. Hun er ikke den gladeste person jeg kender, der imod er Josefine helt omvendt også er hun min bedste veninde. Ever! Hun er sød og sjov og kan lide det samme som mig - håndbold, musik, snak og at hænge ud sammen. Håndbold er det sjoveste, jeg ved, men det ville aldrig være ligeså sjovt uden Josefine og heller ikke uden Sara. hun er god, virkelig god, vi konkurrerer tit om hvem der scorer mest, løber hurtigst, kaster hårdest eller er kvikkest. Vi gør hinanden bedre, men vi er ikke så tætte, ikke ligesom Josefine og mig, men det der ingen der er!
