- Baby look at me, while I'm ridin' -

Kapitel 1: ''Hvordan kan et menneske være sådan en idiot?''

Jeg havde aldrig følt mig så tom inden i. Hele min liv var styrtet sammen. Det var en smerte, der ikke kunne beskrives. Men den ville ikke beskrives.

Hvordan kunne et menneske være sådan en idiot?

Hvordan kunne et menneske være så ligeglad med alle andre?

Hvordan kunne et menneske såre andre så meget?

På det tidspunkt kørte der en masse spørgsmål rundt i mit hoved, men jeg kunne ikke finde svar på et eneste af dem.

Jeg havde det som om, at han med vilje havde såret mig. At han havde garanteret, at jeg skulle se ham kysse med Maja. 

Jeg kunne høre nogle banke på min dør. Jeg var så trist, at jeg ikke gad have besøg. 

''Gå dog væk - jeg gider ikke snakke med nogen''. Jeg prøvede at råbe, men min stemme var helt ødelagt efter, hvor meget jeg havde grædt igår. 

Min mor stak hovedet ind og kiggede trist på mig.

''Vil du ikke have noget mad?'' Hun havde hovedet på skrå, så hun vidste, at der var noget galt. Jeg havde ikke fortalt hende om det, men hun var min mor - selvfølgelig kunne hun regne ud, at der var noget galt.

''Nej tak, jeg er ikke sulten. Og kan du ikke bede Thomas om at dæmpe sig, han stamper altså virkelig i gulvet, når han går rundt!'' Jeg gemmer mig under dynen og venter på hendes svar.

''Du ved jo godt, at han er stresset med arbejdet. Han har hverken hørt fra sin assistent eller chefen, så han er bange for, at den er helt galt. De har mistet deres største investorer, og det er ikke specielt godt.'' Hun så helt trist ud, og jeg fik faktisk virkelig ondt af hende. 

Men jeg lå ligesom og havde mine egne problemer. Jeg kunne ikke tænke på andre i det øjeblik. 

Jeg kiggede bare på hende, og så sagde jeg (dog kun for at gøre hende lidt glad): ''Måske kunne jeg godt drikke en smoothie, og pandekager ville hellere ikke være helt slemt - husk den gode sirup til pandekagerne !''

Jeg kunne se at hun smilte, og da hun gik ud, lukkede hun døren efter sig.