Den uskyldige

Angst

Kapitel 5

"Nej, nej, du må ikke straffe mig"
"Jeg er uskyldig!"
"Jeg beder dig, nådige herre"
"Frels mig!"
"Alma, du skal afsted"
"Hvad?, NEJ, jeg skal jo dø!"
"Alma du sover"

"Alma... Almaaa... Vågn op..." Gertes stemme havde vækket mig i min drøm, og havde ført mig tilbage til virkeligheden. Vent, havde jeg sovet? Jeg var åbenbart faldet om, og faldet i søvn. Jeg havde virkelig sovet meget på det sidste. Gerte blide stemme kærtegnede mig, og efter mit mareridt, var jeg lykkelig for at slippe ud ad drømmeland. En hånd strøg min pande, og jeg var næsten ved mine fulde fem. Gerte sad på hug foran mig. Jeg så indgående på hende, og forestillede mig at jeg var hende. Så ville jeg nok ligne et usselt får, med store bedende øjne. Mit hår ville være som en trolds, mit tøj stort - men på den nuttede måde. Selvom mine associationer legede med mig, vidste jeg godt at jeg ville være som jeg plejede; bare kedelige Alma. Min overkrop satte sig op uden signal. Jeg gned søvndrukken mine øjne, og strakte mine albuer opad imens. Blodet dunkede i minde hænder, og mine håndflader føltes ømme mod mit ansigt. Gerte tog blidt min hånd, og jeg rejste mig (lidt for hurtigt) op. Vi befandt os i et andet rum en det jeg var faldet i søvn i. Mærkeligt. Dette rum var større, og mere snavset og mørkt. "Hvorfor er vi her?", Fløj det ud ad mig. "Vi besluttede at føre dig hertil allerede i nat". Imens Gerte svarede, var hun nu ved at rode i en kiste i hjørnet af lokalet. Hendes stemme lød hul. Der kom et (uventet) forskrækket udbrud fra mig. Et pip. Et indre angstskrig. Jeg kunne pludselig mærke det kolde gulv under mine fødder, mine nakkehår rejste sig. Kunne mærke en bidende kulde indvendigt. Gerte stak hovedet op af kisten, og hvis ikke jeg havde været så nervøs og skrækslagen, for hvad der ville ske mig, havde jeg syntes det så morsomt ud. Som en struds der stak sit røde, forvirrede hoved, op af et hul. "Jeg er ked ad det, Alma" udbrød hun og slog om sig med sine arme. Som en hentydning til at hun ikke kunne gøre noget ved det. "Jeg forstår ikke.." Sagde jeg, selvom jeg godt vidste at Gerte var klar over det. Hun gik nogle skridt tættere på mig og klemte på mine arme ind mod mine ribben. Jeg kunne se at hun havde medlidenhed med mig, men hendes øjne fortrak ikke en mine. "Du skal vide at jeg har prøvet dette her mange gange før", sagde hun langsomt og tøver. Hvad mente hun med det? Var jeg ikke alene? Var der andre der havde prøvet det samme som mig? "Så dette her er et sted, hvor der er andre der også har været ude for en... ulykke?, spurgte jeg med samme tøvende mine som Gerte. Jeg så på hende. Det gibbede i mig. Hvad fanden..? Gerte var pludselig væk. Hvordan kunne jeg ikke opdage det? Hun efterlod sig ikke en lyd. Ikke et farvel. Intet. Jeg var faktisk begyndt at tro på at hun kunne lide mig, holdt selv lidt af hende. Var jeg bare den næste i rækken? Jeg ledte mig selv ind i en strøm af angst og forvirring, og jeg kunne ikke komme ud. Den var uendelig, jeg for vild. En hånd tog pludselig fat i min spinkle overarm, og trak mig med. Med et var alt klart igen. Bortset fra det jeg så. Først troede jeg at jeg var blind. Men da jeg mærkede på mine omgivelser, fandt jeg mig selv liggende i en sæk. Jeg kunne høre stemmer råbe, folk løfte mig op og ned. Alting var gået så hurtigt. For hurtigt.