Eternal Heart | Emily Potter x Matheo Riddle | De Vise Sten

De Mystiske Breve

Lussingen kom flyvende før Emily var klar på det. Tårerne væltede op i hendes øjne, men hun skubbede dem væk. Hun svajede lidt og gik ud i gangen. Med svajede ben, gik hun hele vejen op ad trappen og ind på sit værelse. Hendes kind var hævet og rød, men hun havde noget makeup som hun brugte til at dække det med. Det fjernede ikke desto mindre smerten. Hun klynkede nærmest lydløst og kiggede ud af vinduet. De lige rækker med lige villahuse stod og dannede en facade. En facade der skjulte sandheden. Ingen vidste hvad der foregik bag murene eller hvordan Emily blev behandlet af hendes adaptiv far. Hun kaldte sin adaptiv mor, for mor. Men hendes adaptiv far gad hun ikke kalde far. Hun kaldte ham bare for adaptiv far.

Hun snøftede og åbnede et skrivebords skuffe. I den lå der en medaljon. Hendes rigtige forældre havde givet medaljonen til hende, før de døde. Emily elskede den. På medaljonen stod der noget indgraveret i guldskrift:

Det onde forsvinder ligesom mørket forsvinder når solen kommer

Emily vidste ikke hvad det betød men det lød så smukt.
Hendes rigtige forædte døde da hun var få måneder gammel, og hendes (adaptiv) mor døde for to år siden. Hun ved ikke hvordan, for i hendes hjem var spørgsmål om moren, forbudte. Emily gik ikke så meget med halskæden i frygt for at hendes adaptiv far ville tage den fra hende.

Der var nogen der bankede på deres hoveddør og siden Emily ikke forventede at hendes fulde far ville være i tilstand til at kunne åbne døren, løb hun ned af trappen og åbnede døren. Hmm underligt. Der var bare er brev. Hun samlede det op og så hvem det var adresseret til.

Frøken. E. Potter
Værelset på anden sal
Ligustervænget 4
Little Whinging
Surrey

Emily's hjerte sank. Hvorfor stod der hvor hun sov og hvor hun boede? Og hvorfor stod der ikke et navn fra tilsenderen?
Hun rev brevet op med bankende hjerte og skulle lige til at læse det, da brevet blev snuppet ud af hendes hænder. Hun kiggede op og mødte sin adaptiv fars ukærlige blik. Hun forventede et slag, men det kom aldrig. I stedet for læste han bare brevet.
Han så forvirret ud, men rev så brevet i stykker så Emily ikke fik chancen for at læse det. Emilys hjerte hamrede og hun kunne mærke tårerne komme frem igen. Heldigvis skubbede hun dem væk igen, før hendes adaptiv far så det. Han gik bare hen til køleskabet, tog en tår øl og satte sig foran fjernsynet hvor det spillede noget baseball. Emily stirrede bare på uforstående på hans ryg. Hun ville spørge hvem brevet var fra og hvad der stod i det, men hun var for bange for at spørge.

Næste tirsdag var der igen et brev, men denne gang nåede hun ikke engang at rive brevet op før hendes adaptiv far tog det. Denne gang skulle hun dog bøde med en knytnæve på skulderen.

Emily forventede ikke at brevet kom igen næste dag, men det gjorde det. Det var som om personen der sendte brevene vidste at hun ikke fik dem. Men hun nåede aldrig at åbne dem. Hendes far blev ved med at tage dem.

En dag da Emily sad i klassen var der en ugle der fløj forbi ruden. Straks maste de fleste femte klasses elever sig op ad ruden. Men de flyttede sig hurtigt igen da uglen fløj netop hen til deres vindue. Deres vindue stod åbent på grund af sommervarmen - der var sommerferie om en uge - og landede i vindues karmen. Emily lavede øjenkontakt end den grå ugle og det var som om de skabte en forbindelse mellem dem.
Først der opdagede alle at uglen havde et brev bundet til sit ben. Deres lære tog brevet og så at det var til Emily. "Emily." Sagde hun. Og Emily så op og afbrød øjenkontakten med uglen. "Det her brev tilhøre dig." Hun rakte brevet til Emily, hvis fingre rystede. Emily så det velkendte tegn der dannede en grævling, en ravn, en løve og en slange. Hurtigt åbnede Emily brevet.
I brevet stod der:

"Kære frøken E. Potter,

Vi er glade for at kunne meddele dig, at du er blevet optaget på Hogwarts-skolen for Heksekunster og Troldmandsskab. Skolen starter den 1. september, og yderligere instruktioner vil følge. Vi ser frem til at byde dig velkommen til vores magiske samfund.

Venlig hilsen,

Minerva McGonagall
Stedfortrædende skoleleder"

Emily gispede. Hogwarts-skolen for heksekunst og troldmansskab? Det ville forklare alle de gange der er sket noget underligt i Emily's liv. For eksempel den gang hvor hendes adaptiv far havde fået nok at hendes lange mørke brun-sorte hår og havde klippet det til hendes skuldre. Men han havde klippet skævt så håret var ufattelig grimt. Men næste morgen havde hendes hår vokset ud igen i endnu finere stand. Der måtte Emily bøde med en masse slag. Eller engang hvor hun blev jagtet at tre af skolens bøller og hun havde hoppet til højre ved en skraldespand, så pludselig var hun havnet oppe på taget. Emily havde prøvet at forklare at det måtte have været noget med vinden at gøre, men hendes adaptiv far ville ikke lytte, og der måtte hun lide i en uge.

Men nu gav det hele mening. Emily var en heks. Det hele havde bare været... magi...
Emily gispede og tog brevet ind til så, så ingen kunne læse med. Hun fik en del nysgerrige blikke men, dem ignorerede hun bare. Hun var en heks.