Det gullige lys skinner ind af vinduet. Fuglene kvidrer. Skyerne trækker sig langsomt væk fra solen, og dog.. Føles det stadig så mørkt og trist. Som om selv lyset fra solen ikke kunne hjælpe ham. Han var fanget. Han havde ikke fået mad eller drikke i dagevis.
Hvorfor havde han været så dum? Hans søster, Zoey, havde tilbudt ham hjælp, men han skulle absolut sige nej. Hvis han havde haft sin søster hos sig lige nu, så ville det her måske ikke være sket. Men desværre var det sket. Nu blev han holdt tilbage af 5 kæder i et monsters kælder.
Han havde en kæde rundt om hvert ben og arme, og den sidste sad rundt om hans hals.
De var stærke og ikke ligefrem noget man kunne lirke sig ud af.
Han var dækket af blod, og han var helt udhungret og dehydreret.
Kælderen han var i var heller ikke ligefrem skønheden selv. Der var alt fra de muggen gamle vægge, til det gamle og ustabile gulv. Selve gulvet var lavet af træ, mens væggene var lavet af gamle store sten. Kæderne klirrede hver gang han bevægede sig.
"Rick! Rick er du hernede!?", råbte en stemme fra døren ved trappen ned til kælderen.
Stemmen lød bekendt. Næsten som om han havde hørt den tusinde gange før. Mindst.
Men han var for træt og udmattet til at placere stemmen på en person lige nu.
Han var bare glad, for at det lykkedes nogen at finde ham.
Nu stod hun foran ham. Hans søster. Hendes smukke sorte hår skinnede i sollysets stråler.
Hendes ansigt var lige så blegt, som det var sidste gang, han så hende.
Hun var iført en rød ternet bluse, med sorte streger, nogle blå cowboybukser, og brune læderstøvler. Han havde savnet hendes blå-grønne øjne.
"Rick! Er du okay?! I'm so glad, that I found you." Sagde hun til ham, mens han bare stod der og stirrede på hende. Han var nemlig så svag, at han knap nok kunne holde sig oprejst.
Hans søster greb ham, idet han var ved at falde til jorden.
"Rick?.." De sidste ord hørte han ikke. Han kunne se, hun bevægede sin mund, men han kunne ikke hører, hvad hun sagde. Lidt efter besvimede han.
Han vågnede i en seng. Der var ingen tegn på farer, men han havde en dunkende hovedpine.
Det var lyst udenfor, så enten var det stadig den samme dag, eller så havde han sovet alt for længe. Han hørte nogen eller noget skramle udenfor rummet, han var i.
Det gjorde ondt, da han rejste sig op, fordi han stadig var såret. Den dunkende hovedpine gjorde det ikke ligefrem nemmere, for ham at bevæge sig rundt, i huset han var i.
Han havde taget sit sværd med, bare for at være forberedt. Selvfølgelig ville det gøre ondt at svinge det mod en fjende lige nu, da hans skuldre var meget såret.
Huset han var i så ikke særlig bekendt ud. Der var nogle malerier på væggene, men han kunne ikke huske, om han havde set dem før. Der var dog ét bestemt maleri på væggen, som interesserede ham meget. Han vidste ikke hvorfor.
Væggene i huset var alle hvide, mens det meste af gulvet enten var dækket af et sort tæppe, eller almindeligt trægulv. Loftet var også lavet af træ, men det var en lidt mørkere slags træ, end det gulvet havde.
Han bevægede sig tættere og tættere på skramle lyden.
Tiden står stille. Han er klar til at hoppe frem og slynge sit sværd imod fjenden!
Han hopper frem mod fjenden! Hoppet gik rundt om et hjørne i huset.
Til hans store overraskelse, var det bare hans søster som 'prøvede' at lave mad.
Hun var ikke så god til det, men hun havde heller ikke taget timer i madlavning, som han selv havde. Han skræmte sin søster, så hun tabte en tallerken på gulvet.
Det gav en rungende kliren. Tallerkenen gik i stykker, og de små stykker spredtes ud over hele køkkengulvet. Heldigvis nåede de at træde til siden. Det kunne gå hen blive et grimt sår, hvis man trådte hårdt nok på de små stykker, af den ødelagte tallerkenen.
"Er du okay?" Spurgte hun mig, som om jeg fejlede noget. "Ja, der skete mig ikke noget," Svarede jeg, "og dig?". Hun stod og tænkte lidt. Det var som om hun ikke helt vidste, hvad hun skulle svare. "Jeg har det fint," svarede hun til sidst, "men du må altså ikke skræmme mig sådan igen!". Han så lidt på hende, og så så han ned i jorden. Hvad skulle han sige?
At han troede hun var et monster? Eller noget andet overnaturligt?
Det ville nok ikke ligefrem gøre, hende mere glad. "Øhm, undskyld? Jeg hørte bare nogle støjende lyde, så jeg troede, at nogen havde brudt ind." Han sagde det sidste med en tøven.
Tænk hvis han nu havde sagt, at han troede et monster havde brudt ind!?
Heldigvis var det ikke særlig svært for ham at lyve. Det var det hele hans job gik ud på.
Stort set. I hvert fald var det ingen problemer at lyve.
Hans søster havde heller ikke de store problemer med at lyve. Dog fik hun bare dårlig samvittighed, hver gang hun gjorde det. Han havde bare vænnet sig til det.
Man kan jo ikke gå livet igennem uden at lyve en gang imellem.
Det var i hvert fald det han fortalte sig selv, men troede han på det?
Nogle gange var han selv i tvivl, men de fleste gange tror han på det, han selv siger eller mener.
"Nå, men du må hellere se at få pakket ud. Du kan nok ikke genkende det her hus, men det er også fordi vi er flyttet. Igen." Hun sagde det sidste med et sørgmodigt ansigt.
Det var næsten som om hun var træt af at flytte. Han kunne godt følge hende lidt på det punkt, men han var egentlig ligeglad, med hvor de boede. Bare de havde et sted og bo, mad at spise og vand at drikke. Desuden 'er hjem der hvor dit hjerte er' som man nu siger.
