Rigtige person, forkerte tidspunk

3 måneder siden...

- "Lad nu vær, du mener det ikke Malthe" sagde jeg med tårer i øjnene. "Det kommer ikke til at fungere Regitze" han holder mig tæt ind til sig i mens jeg bare lukker alle tårerne ud, hans duft, hans kram, hans blide kys, hans personlighed og den måde han kigger på mig. Jeg kommer til at længes efter det, og savne det. Der findes ingen som ham, tro mig. "Jeg er ked af det Regitze" han træder tilbage og kigger mig i øjnene. "Husk, jeg er her altid hvis du har brug for noget" jeg kigger ned i jorden og leger lidt med mine fingre "Det ved jeg" siger jeg og begynder at gå. "Skal jeg følge dig hjem?" Siger han blidt med et smil. "Jeg tror jeg har brug for at gå lidt alene." Han forstår mig, nikker og jeg får et sidste kram, for jeg ved ikke om vi nogensinde ville se hinanden igen. Da jeg krammer ham en sidste gang klemmer jeg lidt ekstra. Så går vi hvert til sit.

- Imens jeg går hjem, tænker jeg lidt over forskellige ting. Jeg glæder mig i hvert fald ikke til at komme hjem. Jeg går på den vej ned mod mit hus, den vej plejede jeg og Malthe aldrig at gå. Han har aldrig været hjemme hos mig. Det tror jeg heller ikke han kommer til. Lyset fra huset kan ses, og tv'et er tændt. Jeg er en smule nervøs da jeg går op til huset, for mine øjne er hævede fra tidligere.... jeg tager en dyb indånding og åbner døren.

- Da jeg kommer ind er stuen til højre og trappen ligefremme. Jeg skal bare forbi stuen og opad trappen, please min mor skal ikke se mig. Jeg går stille og roligt, men den stemme inde fra stuen sætter et ryk i mig. "Hvor har du været?" Man kan høre på hendes stemme at hun har drukket....igen. "Jeg var bare lige sammen med Malthe." Siger jeg og er på kanten til at bryde sammen. "Altså Malthe ham...din kæreste?" Hun er lidt langsom om ordene, men får endelig en sætning sammen. "Ja" siger jeg og kigger lidt rundt mens hendes stemme i baggrunden støjer.

Øl på bordet, rod på gulvet, og den samme lugt af røg. Jeg går ovenpå og kan høre min mor råbe inde fra stuen om hvordan hun er skuffet over mine skolekarakterer, for de er gået ned siden jeg mødte Malthe. "Whatever" siger jeg og går op på mit værelse.

Mit værelse er nu egentlig meget nydeligt i forhold til stuen. Men tøjet ligger og flyder lidt. Jeg lukker døren og lægger mig på sengen, kigger i loftet. "Hov" siger jeg og går hen for at slukke lyset og tænde min lille natlampe. Åbner skuffen og tager min blyantspidser ud. Så skruer jeg knivbladet af. Jeg tager mine høretelefoner i ørene og spiller min "triste sange" playliste på Spotify. Det her er blevet en slem vane og det startede for omkring 2-3 uger siden. Min mor havde altid råbt af mig når jeg kom hjem. Det bare trættende at være sådan en skuffelse for sin mor

Bladet fra blyantspidseren i min hånd. Jeg kigger på den. Det første cut er okay, men jeg får kvalme hver gang. Jeg husker, at jeg har min opvaskesvamp i skuffen også. Jeg går så i gang med den hårde side at skrubbe min hud af . Tårerne triller ned af min kind og de rammer mine læber. Verden er bare seriøst så mega meget imod mig siger jeg. Vent. Nu for tredje gang rejser jeg mig og går hen til mit tøjskuffer og åbner. Under alt tøjet ved jeg der har jeg lagt sovepillerne.

Jeg har ingen tvivl længere og tænker ikke. De skal bare ned. Verden kan alligevel ikke lide mig. Tak for livet.

Det slører for mine øjne noget tid efter og jeg kan se min mor komme ind af døren. Fuck. Hun er jo sikkert alligevel ligeglad.

Så gik det hele sort.