De lever lykkeligt til deres dages ende

Kapitel 1

Det var en tidlig morgen. Der var en smule fugtigt og duften af nyfaldent regn, ja, nærmest dansede sig vej ind gennem næsen og fyldte mine lunger. Ja, selvom det virker meget idyllisk, var der selvfølgelig lige et "men". Jeg var så forfærdelig træt. Mine øjne brændte hver gang jeg blinkede. Jeg havde ikke fået lukket et øje i nat. Jeg ved godt at det efterhånden er mange år siden, men en gang i mellem, tænker jeg på hende. Hendes blide stemme, så kærlig, så omsorgsfuld, så beroligende. Selvom det er lang tid siden, tillader jeg stadig mig stadig en gang i mellem at savne hende. Det er så lang tid siden, at jeg flere gange fanger mig i at glemme ting. Såsom, hvordan hun så ud.
"Hvor er jeg er forfærdeligt barn. At sådan glemme sin egen mor!"
Jeg mærkede tårerne igen, men det var faktisk rart. Den brændende følelse var nu gået væk, men erstattet med savn og sorg. Hvad jeg dog ikke ville give for et sidste kram eller kys på panden.
Jeg sad i mine egne tanker og havde slet ikke lagt mærke til at Hermione havde banket på, og nu stod ved siden af mig.
"Åh! Y/n Hvad er der dog galt?" Spurgte Hermione, og gav mig er bekymret blik.
Jeg skyndte mig at tørre tårene væk.
"Ikke noget, jeg har det fint!" Svarede jeg, og kunne godt høre at det ikke ligefrem lød overbevisende. Jeg kiggede ned i gulvet.
"Er det din mor igen?" Spurgte hun og kiggede nu trøstende på mig.
Jeg mærkede tårerne igen, og kunne ikke holde dem tilbage længere. Hermione satte sig på sengen ved siden af mig, med armene rundt om mig.

Der sad vi og kiggede ud af vinduet, mens duften af regn stadig hang i luften.

Vi rejste os fra sengen, som nu havde et aftryk fra hvor vi havde siddet. Hermione holdte min hånd og strøg den let med med tommelfingeren, mens vi gik ud af værelset og ud til det tomme Gryffindor common room. Vi nåede ud på gangen, som var stille og ensom. Alle skolens elever var allerede nede til morgenmad, og havde efterladt gangene uden nogen tegn af liv. Lyden af vores skridt ekkoede og overdøvede de ellers højlydte stemmer fra spisesalen. Da vi nåede hen til den store dør til spisesalen, standsede jeg op. Hermione kiggede på mig med et kærligt blik. Hun stillede sig foran mig og strøg mig under øjnene, for at tørre eventuelle tåre væk. Hermione rakte mig sit lille spejl, det som hun altid havde i lommen. Jeg rettede lidt på mit hår, og kørte fingeren under øjenvipperne for at fjerne tårerne de havde faget.

Døren knirkede en smule da vi åbnede døren. Opmærksomheden landede på os. Jeg stivnede et kort sekund, og gik så stift ned til Gryffindor bordet hvor Hermione og jeg satte os ved resten af firkløveren. Hermione ved siden af Ron og jeg ved siden af Harry. Harry, Ron, Hermione og jeg havde været bedste venner siden vi startede på skolen. Det var dem der havde været der da min mor døde, det første år jeg gik på skolen. Harry og Ron så kort på mig, så over på Hermione og tilbage på mig igen. Det var nok heller ikke helt svært at se at jeg havde grædt. Mine øjne var stadig lidt røde og hævede. De sagde ikke et ord. Harry lagde armene rundt om mig. Jeg lænede mig lidt over mod ham, og mærkede et let og kærligt kys på toppen af hovedet. Harry havde altid været omsorgsfuld og nem at snakke med, og bestemt ham jeg ville gå til hvis jeg fik det skidt. Vi var blevet meget tætte efter han flyttede hjem til mig og min far, for to år siden, da Dursley var nogle lede sataner. Han havde fået lidt af en slags "storebror-rolle", men det klagede jeg bestemt ikke over.

Siden Hermione og jeg var trådt ind af døren, havde jeg mærket et par øjne på mig. Jeg lagde tanken fra mig, det var nok ikke noget, og snakkede bare videre med de andre i stedet. Snakken gik på besværgelses-timen i går, hvor Lavender Brown, havde sagt en forkert besværgelse og sat ild til sit hår. Der lugtede stadig lidt brændt i besværgelses-lokalet efter timen, men det var dog ikke så slemt som i går. Hun havde set helt forfærdelig ud, da hun febrilsk havde prøvet at slukke brænden. Vi brød ud i latter. Så ud af øjenkrogen så jeg drengen med det platin blonde hår, og var nu klar over hvem der havde kigget på mig.