deep blue eyes

21.

Min alarm ringede. Jeg slog den fra. Klokken var 3.15. Trætheden væltede ind over mig og jeg gned mig i øjnene. I dag var koncerten. Sophie og jeg ville tage derud tidligt for at få de bedste pladser.

Jeg havde ikke snakket med Anthon hele ugen og hullet i mit bryst var kommet tilbage. Jeg savnede ham konstant og jeg kunne slet ikke slippe tanken, om at ham og Sophie skulle have noget.

Jeg stod op og gjorde mig klar. Jeg glattede håret og lagde lidt ekstra makeup. Selvom koncerten først var om mange timer ville jeg stadig gerne se godt ud når jeg skulle op på scenen.

Senere

Vi havde efterhånden ventet i godt 14 timer og dørene ville snart åbne. Det havde været helt vildt hyggeligt, men på ingen måde som det plejede at være når vi sad og ventede. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv og jeg var konstant nervøs for når jeg skulle op på scenen. Jeg havde ikke fortalt det til nogen og Anthon havde kun fortalt det til Thor.

Dørene åbnede endelig og heldigvis var det ikke så stort et kaos som jeg havde frygtet. Vi fik vores pladser lidt ovre i Anthons side. Nervøsiteten blev værre og værre jo tættere vi kom på showtime.

Intromusikken startede og mit hjerte bankede med 150 km/t.

Tiden kom hvor drengene skulle på damejagt. Alting snurrede rundt for mig. Min mave snørede sig sammen og jeg følte jeg skulle kaste op.

Anthon gik over mod hvor jeg stod og jeg troede jeg skulle besvime. Det hjalp ikke meget på det at folk maste, skubbede og skreg som sindssyge.

"Dig der. Thor det skal være hende" sagde han og pegede på mig. Han havde solbriller på, så jeg kunne ikke tyde hans blik.

En vagt gik ind foran mig og jeg gjorde mig klar og løftede armene.

Mit hjerte sank helt ned i bunden af min mave da Sophie blev hevet over hegnet. Jeg tabte kæben fuldstændig. Jeg tabte også bevidstheden for jeg husker kun, at alt blev sort.

Senere

Jeg vågnede i et lyst rum. Jeg lå på en sofa og der stod en flaske vand foran mig.

Jeg kunne høre Citybois stadig spillede. De var igang med Bedre End Rihanna, så de var nok snart færdige. Jeg måtte ud inden koncerten var slut. Jeg kunne ikke se på Anthon.

Jeg rejste mig op men blev nødt til at sætte mig ned igen. Alting snurrede rundt og jeg fik sorte prikker for øjnene. Jeg rakte ud efter vanden og tog en ordentlig slurk.

Jeg prøvede at rejse mig igen og denne gang gik det fint.

Lige indtil Anthon trådte ind. Hans øjne borede sig dybt ind i mine. Det føltes som om, at mit hjerte stoppede. Hullet helede på ingen måde, tvært imod. Det voksede sig mindst dobbelt så stort. Jeg maste mig forbi ham og gik ud i kulden. Bag mig hørte jeg en stemme.

"Rebecca.. Stop nu, jeg er ked af det. Vent" sagde han desperat men havde for længst besluttet mig. Jeg skulle aldrig se ham igen.

------------------------------------------------------------------------------------------------------

Nyt kapitel ved 10 votes