deep blue eyes

3.

Jeg turde næsten ikke at ringe. Hvad hvis det var en joke? Hvad hvis han virkelig ikke mente det? Hvad hvis han ville afvise mig? Tankerne havde ingen ende.

Det var efterhånden sent på aftenen. Jeg sad på mit værelse og havde set alle videoerne fra koncerten. Utallige aviser havde skrevet om, at jeg var oppe på scenen. Jeg havde fået en masse beskeder, om Anthon og jeg havde noget. Jeg kunne ikke få mig selv til at svare.

Jeg tog mig endelig sammen til at ringe. Mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde.

"Ja hej, det er Anthon. Eller snitty. Jeg har ikke lige tid, læg en besked". Øv tænkte jeg. Jeg havde allerede givet op, det hele var én stor joke. Jeg mærkede en klump vokse i halsen på mig.

Jeg var på vej i seng, da jeg hørte min telefon brumme på natbordet. Det var Anthon. Mit hjerte sprang et slag over. Jeg tog en dyb indånding og trykkede besvar.

"Det er Anthon" sagde han forvirret. "Hej det er øhm.. Rebecca" sagde jeg håbefuldt.

"Leif øjeblik" sagde Anthon, og jeg kunne høre han gik hurtigt hen ad noget asfalt. "Hej smukke" sagde han, og sommerfuglene vendte tilbage.

"Hehe, hej" sagde jeg genert. "Hvad så øh.. Hvornår ses vi?". Jeg smilte. "Snart, håber jeg". Jeg havde ingen ide om hvor den selvsikkerhed kom fra.

"Lørdag på Granola?" Jeg kunne høre han smilte. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg kom fra Århus, og København var langt væk. Men jeg ville så gerne se ham igen. "Hvad klok?" spurgte jeg. "Øh.." der blev stille. "Mød mig klokken 20 smukke" biip.

Han lagde på. Jeg var helt rund på gulvet. Havde Anthon lige inviteret mig ud?