En del af dem (One Direction)

Knuste drømme

Efter alt alle de andre hold eller grupper eller hvad satan man nu ville kalde dem det, var blevet udvalgt oh flere drømme var blevet knust var det tid til at tage hjem.

Først skulle vi alle fra både piger og drenge kategorien vis navne ikke var blevet råbt op samles i en lille klump.

Jeg var ret sikker på at de bare ville sige at vi var super gode og nok skulle blive til noget- eller noget alla det bras .

Det var ret trist at stå mellem så mange andre som havde de samme drømme, det samme håb og det samme mod. Som stod og ligesom mig havde en hård følse af skuffelse.

Men pludselig begyndte en af damerne som havde samlet os at råbe 4 pige navne op og bad dem om at gå tilbage på scenen. Jeg  ar forrviret. Mit navn var ikke blevet nævnt så måske var jeg gået glip af endnu en chance.

" Harry Styles, Liam Payne, Louis Tomlinson, Niall Horan, Zayn malik og Lucia Winther." Sagde hun så. Alt skuffelseen fra før var samlet sig i en knude og eksploderede nu. Den var fyldt med glæde og nervøsitet.

Jeg kiggede på de andre. De fire piger var gået ind men de andre drenge kiggede mækligt på damen. Jeg bevægede mig langsomt op på scenen og håpede på at jeg havde fået en ekstra chance.

"Nej! Det vil jeg ikke. I vil bare have os ind på scenen for at se os græde. Det er kun for tv. ONDE MENNESKER!" Råbte en dude med brunt krøllet hår.

Jeg tænkte ovre det. Måske havde han ret. Men hvad vis han ikke havde. Jeg tøvede et sekund men gik aligevel ind på scenen.
_____________

Lidt tid var gået og vi stod der alle sammen. Selv ham med det krøllede hår der havde flippet ud bag ved, stod der. Alle havde rødde øjene og det fleste så bekymrede ud. Jeg var selv ved at skide i bukserne af skræk.

" vi har besluttet at give jer alle en ny chance. I bliver delt op i drenge hold og pige hold." Sagde en af dommerne.

Glæden fyldte mig op indvendigt. Den var varm og behagelig.

" dog med en udtalelse." Fortsatte dommeren. Alle stivnede og igen nåde rigtigt at forstå den nye chance. Den varme glæde forsvandt med et det samme og blevt erstattet af en fornemmelse af ubehag.

" Lucia." Sagde dommeren og kiggede faretruende på mig. Min følse af ubehag blev fordoblet, og jeg kunne mærke alle de andres øjne var fastkæbet mod mig.

"Vi mener at du vil passe bedre med drengene." Sagde dommeren med et smil.

Inden jeg selv havde nået at opfange noget havde en af drengene fra min nye gruppe omfavnet mig. Han havde en rød hue og blå øjne.

Lykken overvældende mig og vi kastede os smilende og grinende rundt i hinanden arme.

Det skulle nok blive godt vidste jeg. Og jeg skulle nok få nogle venner for livet i den her gruppe.